2 nye på centrale poster i Danida

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

En rokade i Danida betyder, at der kommer 2 nye chefer på centrale poster, mens en tredje kendt Danida-mand forlader huset.

Den ene chefstilling er for Danidas “hjernetrust”, Bistandsfaglig Tjeneste (BFT), der frem for nogen skaber og videreudvikler projekter og programmer, den anden er for Danidas evalueringskontor, som i sagens natur eksaminerer og vurderer mange af de selvsamme projekter og programmer.

John Nielsen er fra 1. januar udnævnt til ny chef for BFT, hvor den 49-årige cand.scient.soc. afløser Ole Winckler Andersen, som efter nøjagtigt 6 år på posten rykker over som chef for Danidas evalueringskontor. Det sidste sker pr. 1. marts.

Til gengæld forlader Danidas “Mr. Evaluering”, Niels Dabelstein, Asiatisk Plads, og rykker arbejdsadressen et stykke hen på Christianshavn, nemlig til Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Her skal den 59-årige cand.merc. koordinere en stor international evaluering af den såkaldte Paris-deklaration, som knæsætter en række centrale principper (ejerskab, harmonisering m.v.) for bistanden og som siden foråret 2005 er tiltrådt af over 60 u-lande og talrige donorer.

Alsidige John Nielsen har været ansat 10 år i udenrigstjenesten, før da var han konsulent i det dav. WUS (nu IBIS) 1987-95 og konsulent i COWI Consult 1995-96. De første 2 år i Danida var han bistandskonsulent og fra 1998 til 2001 bistandsråd på ambassaden i La Paz i Bolivia, vort eneste programsamarbejdsland i Sydamerika.

Pr. oktober 2001 blev han seniorrådgiver i det dav. TSA (Tjenesten for Sektorfaglige Anliggender – BFTs forløber), 2003-2005 var han i KVA (Danidas særlige Kvalitetssikringsenhed), hvorefter han pr. 1. september 2005 blev souschef i BFT.

Hans stilling som souschef i BFT overtages nu af Morten Elkjær. Den 47-årige cand.oecon. har været i udenrigstjenesten i 20 år og bl.a. gjort tjeneste i Dar es Salaam i Tanzania (1989-92) og Accra i Ghana (1995-99).

Ole Winckler Andersen har næsten været en institution i TSA/BFT og gjort hvad han kunne for at styrke den vigtige enhed med ca. 50 ansatte i en tid, hvor den siddende udviklingsminister bl.a. vil have kendte personer fra TV til at udvælge udviklingsprojekter i stedet for fagfolk.

Den 51-årige cand.polit. kom via Roskilde Universitetscenter og COWI Consult til udenrigstjenesten i 1993, da han blev åremålsansat som bistandskonsulent. 1. januar 1997 blev han chefrådgiver og pr. 1. januar 2001 kom udnævnelsen til chef for TSA.

Niels Dabelstein har stået i evalueringsarbejdet i Danida længere end nogen anden og været aktiv i bistandsvirket i over 25 år. Han har beskæftiget sig med evaluering i 18 år, heraf de 16 i Danida og 2 i Verdensbanken (1992-94).

Undervejs har evalueringen haft til huse i en enhed, et sekretariat og et kontor, men det har hele tiden været med Dabelstein som en sikker rorgænger.

Hans kontrakt med DIIS løber over toethalvt år, og når han til den tid er 62, vil han gå på pension, fortæller han til u-landsnyt.dk

-Søe