2 organisationer afslog tilbud om fælles-indsamling til efteråret

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danskerne stopfodres til efteråret med 5 indsamlinger i rap til fordel for udsatte og fattige i Den 3. Verden. Men det kunne let være gået anderledes, så indsamlingerne var kommet ned på 3, erfarer u-landsnyt.dk.

U-landsorganisationerne Ibis og CARE Danmark, der er gået sammen om en fællesindsamling 27. august, inviterede nemlig 2 andre organisationer, der nu også er godkendt til at samle ind, til at slå sig sammen med dem om én enkelt stor indsamling.

Generalsekretær i Ibis, Vagn Berthelsen: – Vi spurgte Red Barnet og Mellemfolkeligt Samvirke, om de ville være med, for vi syntes, det var et godt signal udadtil at gå sammen alle os 4 “nye”. Det ville også betyde, at vi kunne sætte en større samlet kapacitet ind; man skal ikke glemme, det er benhårdt arbejde at løfte en landsindsamling.

– Den målgruppe, vi går ud og samler ind til – Afrikas kvinder – ville formentlig være OK med Mellemfolkeligt Samvirke, og satte vi børn på, var det vel også med Red Barnet, mente vi. Men vi fik altså nej, siger Vagn Berthelsen.

Han mener, det bliver “lidt noget rod her i efteråret” og siger, at senere på året “vil alle landsindsamlende organisationer sætte sig ned” for at undgå noget tilsvarende i 2007. Til den tid kan indsamlingerne under alle omstændigheder spredes ud over hele året, da apparatet så er på plads. Det er det først til efteråret i år.

Udover de 4 “nye” organisationer samler Dansk Røde Kors traditionelt ind den første søndag i oktober og Dansk Flygtningehjælp går ud med raslebøsserne midt i november.

I Red Barnet siger man om afslaget til en fælles optræden, at man er meget glad for landsindsamlingstilladelsen efter at have kæmpet for at få den i årevis, og derfor vil udnytte den til at profilere sit arbejde.

Red Barnet vil satse på temaet “Børn i krig” i sin indsamling den 3. september. – Vi ser det som et temaområde, der kan blive rigtig stort for os, og som vi vil satse på ikke bare i år, men over i hvert fald de næste 5 år, siger en kilde i organisationen til u-landsnyt.dk.

I Mellemfolkeligt Samvirke lægger indsamlingsleder Charlotte Dyhr ikke skjul på sin begejstring over at kunne markedsføre det “nye MS” i den planlagte indsamling søndag den 10. december til udsatte grupper i Afrika.

– Profileringen bliver lidt mudret, når man er flere, så vi valgte at gå selv, bl.a. fordi vi samtidig får en gylden chance til at fortælle danskerne, hvem vi er, og hvad der er vort nye fokus, siger hun og lægger til:

– Vi er jo ikke kun en indsamlingsorganisation, men et sted, hvor man kan involvere sig som medlem eller på mange andre måder. Som politisk engageret, som udviklingsarbejder i et u-land, vi har også et rejseprogram m.v. Det vil vi altsammen meget gerne fortælle flere danskere om.

Tilbage sidder de 2 forsmåede organisationer med en kurv. Men kommunikationschef i CARE Danmark, Ole Bisleth, lader sig ikke slå af pinden:

– Vi vil gerne have en partner mere med ind over, så vi bliver 3 til næste år, når vi nu ikke kan nå det i år. Vi orienterer os konstant om mulighederne, siger han.

Læs også telegrammet “Organisationer i kø for at samle ind til efteråret: 5 landsindsamlinger på kun 5 måneder”, dato 05.03.06, i rubrikken Dansk bistand eller på forsidens rulletekst.