”Caritas er i dag en stærk og velkonsolideret organisation. Vi har et netværk af frivillige over det ganske land, og vore programmer og projekter i Den 3. Verden bygger på et stærkt partnerskab med søsterorganisationer. Det giver en høj grad af folkelig forankring både i Danmark og i de lande, Caritas Danmark arbejder i.”
Det siger generalsekretær Jann Sjursen i forbindelse med, at den katolske hjælpe- og udviklingsorganisations årsregnskab og årsberetning lægges frem. I 2006 rundede omsætningen 40 mio. kr.
Sjursen uddyber:
– Caritas hører til de mellemstore humanitære organisationer i Danmark. Caritas er større, end de fleste tror. Hertil kommer, at Caritas Danmark ikke kun står på egne ben, men samarbejder med de andre Caritas-organisationer i hele verden. På verdensplan er Caritas et af de absolut største humanitære netværk.
– Det er Caritas styrke. Vi arbejder ikke alene, men tæt sammen med andre Caritas-organisationer først og fremmest i modtagerlandet. Sammen er vi stærke, og kan yde effektiv og relevant nødhjælp, når situationen kræver det. Og sammen kan vi fremme en udvikling, der bekæmper fattigdom, anfører den tidl. minister og leder af det dav. Kristeligt Folkeparti.
Sjursen er selv ny i Caritas – kom til som generalsekretær i februar i år – efter at hans forgænger, en kendt skikkelse i det kirkelige humanitære miljø og en erfaren bistandsmand, cand.theol. Mogens Jeppesen, forlod jobbet og organisationen med yderst kort varsel (se telegram “Generalsekretær fratræder – mundkurv på” i u-landsnyts rubrik Nyt om navne, dato 21.11.06).
Det hedder herom i årsberetningen:
“Efter gensidig aftale besluttede Caritas og generalsekretær Mogens Jeppesen at afslutte samarbejdet pr. 1. november (2006). Tidligere generalsekretær René Albeck trådte til og blev konstitueret sekretariatsleder”.
Fratrædelsen skete med andre ord så hurtigt, at Jeppesens pensionerede forgænger (Albeck) måtte indkaldes som midlertidig chef.
Omstændighederne ved det opsigtsvækkende brud har ikke siden kunnet belyses nærmere, idet begge parter gav hinanden mundkurv på.
Mogens Jeppesen nåede at lede Caritas i godt 3 år – han er protestant ligesom Sjursen, selv om Caritas Danmark henter rygrad i de godt 40.000 katolikker herhjemme.
Fra årsberetningen i øvrigt:
Årsregnskabet for 2006 udviser et resultat på 2.357.696 kr., som overføres til egenkapitalen, hvorefter den samlet set udgør 5.530.673 kr.
Af egenkapitalen er knap en million reserveret og bundet til fremtidige initiativer. Bestyrelsen har tidligere besluttet, at egenkapitalen skulle være på et niveau svarende til ca. 10 pct. af omsætningen. Et mål, der nu er nået. De kommende år forventes et mindre driftsoverskud.
Udgifterne til sekretariatet beløb sig til godt 4 mio. kr. i 2006 mod 3,9 millioner året før. Afrika slugte knapt halvdelen af projektmidlerne til udvikling og nødhjælp.
Caritas Danmark har de seneste år arbejdet mod at koncentrere hovedparten af sine udviklingsaktiviteter i programmer i udvalgte “fokuslande”. Udover bedre sammenhæng i arbejdet giver det mulighed for optimal udnyttelse af Caritas kapacitet og ekspertise.
I øjeblikket har Caritas aktiviteter med programlignende karakter i 3 lande, nemlig
– Bolivia i Sydamerika
– Indien (nordøst) i Sydasien
– Uganda i Østafrika
Niger i Vestafrikas karrige Sahelbælte er i 2006 udpeget som nyt fokusland, men aktiviteterne her har endnu ikke karakter af et egentligt program. En skitse til programstrategi udarbejdes i efteråret 2007.
Et program beskriver en samlet indsats i et geografisk område – med indbyrdes koordinerede initiativer eller projekter, der har til fælles mål at fremme udviklingsprocesser i området.
– I BOLIVIA består programmet af en flerstrenget indsats i et bestemt geografisk område via flere partnere (i Los Lípez). Det har efter mange års indsats ført til en synergieffekt og omfattende erfaringsudveksling i form af et produktivt samspil mellem civilsamfund, den private økonomiske sektor og offentlige myndigheder, som har vakt opmærksomhed hos de nationale myndigheder og dermed øget områdets muligheder for at få del i nationale ressourcer.
Der er også opnået en spredningseffekt, idet et arbejde, der først koncentrerede sig om 11 lokalsamfund, nu udvides til at dække alle 125 lokalsamfund i Los Lípez.
I de kommende år planlægger Caritas at øge spredningseffekten ved at gøre erfaringerne fra Los Lípez tilgængelige for nye partnere i de tilstødende områder i det vestlige og sydøstlige Potosí og det sydvestlige Chuquisaca.
Caritas har således indledt et samarbejde med en række NGOer i et område, som fra 1. januar 2007 er blevet Den indianske kommune Coroma. Et område som støder op til Los Lípez.
– I UGANDA består programmet af promovering af en udviklingsmetode. Metoden tager udgangspunkt i organisering af lokalsamfund for at forbedre subsistenslandbrug og introduktion af markedsorienteret produktion.
Programtilgangen har her resulteret i begyndende erfaringsudveksling og gensidig læring mellem 4 partnere. De har grundlæggende den samme udviklingsmetodiske tilgang, om end de arbejder i hvert sit geografiske område.
Tilgangen har desuden resulteret i spredningseffekt, idet erfaringerne fra Jinja-distriktet overføres til de østlige distrikter Mbale og Tororo, og erfaringerne fra KATUKA projektet i Luwero trekanten nu kommer bønder til gode i en række nabodistrikter, jvf. et i oktober 2006 igangsat CAPCA-projekt.
– I det nordøstlige INDIEN består programmet af støtte til udviklingsprocesser via forskellige udgaver af modellen for selvhjælpsgrupper (SHGer), som danner udgangspunkt for både styrkelse af civilsamfund og udvikling af bæredygtig produktion med adgang til marked.
Programtilgangen har her indtil nu kun ført til en vis erfaringsudveksling og fælles træningsinitiativer. Der er imidlertid et stort potentiale for fælles metodeudvikling, både inden for organisering, bedre produktion og markedsføring. Caritas Danmark ser det som en del af vores rolle at fremme sådanne muligheder.
– I NIGER er Caritas Danmarks indsats endnu ikke omfattende nok til at være et program. Pr. august 2006 er der ansat en medarbejder, som skal dække Niger og evt. andre opgaver i den fransktalende del af Afrika.
På den baggrund vil indsatsen i Niger gradvist blive udbygget indenfor organisationens indsatsområder og det planlægges til efteråret at udvikle en skitse til landeprogram for Niger.
Årsberetning og årsregnskab findes på www.caritas.dk
Yderligere oplysninger hos Jann Sjursen, generalsekretær, tlf.
38 18 00 24, e-mail: [email protected], og David Vincent Nielsen, kampagnekoordinator, Caritas Danmark, Vibevej 7, 1., 2400 Kbn NV, tlf. 38 18 00 00 eller 41 47 87 57