232 bæredygtige argumenter

Det er ikke fordi den bæredygtige dagsorden på nogen måde er ny inden for arkitekt- og designverdenen. Allerede før bæredygtighedsagendaen var så meget som tænkt på, var arkitekter og designere i gang med at bygge selvopretholdende bygninger og smarte genbrugelige design.

Rent teknisk er vi nået langt inden for agendaen. Teknologien for bæredygtig udvikling er i nogen udstrækning allerede opfundet, og faldgruberne og de mere skjulte problemstillinger er identificeret.

For den gennemsnitligt interesserede i bærdygtighedsdagsordenen, er det derfor heller ikke nysgerrigheden efter rå innovation inden for bæredygtighed, der skal bringe én ud i de savsmuldsduftende, lyse haller.

Nej, det aktiverende og interessante ved projekterne er måden hvorpå de taler ind i og benytter viden fra en diskussion, der allerede er i gang. Dissekerer, syntetiserer og innoverer derfra, og skaber noget konkret.

Det er netop en del af pointen, fortæller de to fagledere for henholdsvis design og arkitektur, Mathilde Aggebo og Jakob Brandtberg Knudsen:

”Det er ikke tilfældigt, at udstillingen hedder ’Løsninger’. Der er utrolig meget viden i verden, som ligger passivt og ikke bruges til noget, og der skrives mange rapporter og afholdes mange konferencer” forklarer Jakob Brandtberg Knudsen og Mathilde Aggebo fortsætter:

Holistisk, feministisk fiskemarked

Tag eksempelvis ”Sahare Kasera: A Feministic Fish Market in Tanzania” af Liisa Wickström, kandidatstuderende i Architecture and Extreme Environments.

Projektet er en arkitektonisk konstruktion, der skal effektivisere og remodellere et allerede eksisterende fiskemarked i Tanga, Tanzania, fra et feministisk perspektiv. Ved at omforme fiskemarkedet til et sted, hvor kvinderne kan samarbejde og udføre huslige opgaver, giver det kvinderne mere frihed og selvstændighed. Idéen er at man ved at styrke kvinderne, styrker samfundet som helhed.

”Det, der oftest holder mange af kvinderne tilbage, er husholdningsarbejdet. De henter vand, gør rent i hjemmet, laver mad, og passer børnene. Samtidig har de opgaver ved fiskemarkedet, hvor de udfylder mange af de uformelle funktioner: For eksempel driver de restauranter, transporterer og tørrer fisk. Sidstnævnte blev startpunktet for projektet, fortæller Liisa Wickström.

Løsningen blev en bro-lignende struktur, der skal gå fra en strand i Tanga ud i havet. De nye fiskemarked består af en række runde platforme med hver deres funktion. Midt på broen er der eksempelvis et marked, hvor fiskene kan købes og sælges, mens der i starten er et børnepasningsområde.

Den første del fungerer som feministisk ”spatial-tactic”, der går ud på at bringe husholdningsarbejdet med sig ind på arbejdet. Det er praktisk, fordi der f.eks. er adgang til rent vand. Samtidig giver det også en social værdi og effektivisering, fordi det skaber et område, hvor kvinderne kan samarbejde. Eksempelvis kan en kvinde se efter flere børn på samme tid.

Hvis det lykkedes at effektivisere arbejdsopgaverne, giver man kvinderne mere frihed, som gør, at de også har mulighed for at varetage et mere formelt arbejde, fortæller Liisa Wickström.

Wickström har derfor inkluderet en tangfarm til dyrkning af tang på dybt vand og et område til forarbejdning af tangen. Forarbejdningen af tangen til sæber og cremer sker dog ofte ved så lav en kvantitet at det er umuligt at eksportere varerne, ud over til det lokale marked. Derfor har Wickström planlagt at omdanne de bygninger der bliver til overs fra det nuværende fiskemarked til lagerfaciliteter. Ved at skabe en større eksport af forarbejdede varer skaber man nemlig også en større indtægt, og gør samfundet omkring fiskemarkedet mindre afhængige af mændenes fiskeri som den eneste indtægt.

Derudover indeholder strukturen også et naturligt regnvandssamlingsanlæg, et vandtårn der samtidig fungerer som navigationspunkt, muligheder for at omdanne fiskeskind til biogas og endelig en vandmølle, der kan bruges til at producere is til opbevaring af fisk. Alt sammen selvfølgelig i lokale materialer.

Fiskemarkedet adresserer altså som udgangspunkt ligestilling mellem kønnene, men går samtidig ind i andre verdensmål om økonomisk bæredygtighed, klimaforandringer og fattigdom, som Liisa Wickström forklarer:

”Udgangspunktet har været kvinder. Men når vi styrker kvinder, så hjælper vi generelt mennesker ud af fattigdom. Derfor er mange af overvejelserne sket ud fra et kvindeperspektiv, men med henblik på at skabe mere modstandsdygtige samfund. Ved at skabe netværk sørger man for, at samfund som helhed bliver stærkere”.

Mode og uventede indfaldsvinkler

De utraditionelle vinkler på bæredygtighedsdagsordenen kommer dog ikke kun fra de kandidatstuderende- og studier man måske traditionelt ville forbinde med udviklingsområdet.

På kandidatlinjen Fashion Design har de studerende eksempelvis bevæget sig ud over hvad man måske umiddelbart ville forestille sig når det kommer til en blanding af bæredygtighed og mode.

Undertegnede forestillede sig eksempelvis i første omgang at en bæredygtighedsvinkel inden for mode i høj grad ville handle om brug af materialer eller produktionsmæssige forhold.

Og det er skam også en inkorporeret del i størstedelen af projekterne. Men de studerende bevæger sig også dybere ned, og stiller nogle andre, mindre behandlede spørgsmål inden for bæredygtighed i samfundet.

Eller ’Ode to Possibilities’ af Kristine Sehested Blad, som er et forholdsvis simpelt projekt: Benyt hvad andre har forladt, om det er gammelt sengetøj, krøllet papir eller stofrester, og lav en kollektion. Idéen er ikke kun at spare på produktion og miljø, men også at skabe ud fra, hvad der er til rådighed, hvad der er efterladt, for derved at gøre op med, at luksus nødvendigvis behøver at være nye ting, dyr silke eller lignende.

Det er netop pointen med fokusset på Verdensmålene fra KADK’s side, at de studerende har skulle være i stand til at forholde sig til deres egen rolle som designer, kritisk og etisk, fortæller Mathilde Aggebo, fagleder på designuddannelsen:

”Som designer har man virkelig stor magt, når man går ud og laver noget. Derfor skal man også være klar over den rolle, man spiller, igennem de valg man træffer.

Designet diabetes-teknologi

Nogle af projekterne er dog helt i den anden ende af designskalaen og tættere på de tekniske løsninger.

Julie Roland Sørensen, studerende på Industrial Design, har eksempelvis designet et elektronisk apparat til behandling af diabetes. Projektet, ”Living a better life with type 1 diabetes”, er et apparat, der sidder på kroppen og måler blodglucoseniveau og injicerer insulin efter behov. Apparatet er en videreudvikling af allerede eksisterende insulinpumper men væsentlig mere bruger- og miljøvenligt udformet.

”De nuværende insulinpumper er smarte, men de er mere skabt til at skulle kurere en sygdom og ikke tiltænkt at folk også skal kunne bruge den”, fortæller Julie Roland Sørensen,

Eksempelvis har de nuværende pumper skærme og knapper, man som bruger skal interagere med, som fastsættes via en klemme til enten buksekant eller BH.

”De skabte en hel del problematikker for brugerne om integration af produktet i hverdagen, fordi det blev meget synligt og noget, som brugeren skulle tilpasse sig, i stedet for at produktet tilpassede sig dem. Hvis man eksempelvis forestiller sig, at man har kjole på, og produktet sidder i BHen, så skal hele kjolen op for at kunne interagere eller aflæse den.

Julie Roland Sørensens produkt er i stedet knap- og skærmfrit, og styres gennem en app. Apparatet består af to dele, der sidder fast på kroppen selv. En del, der måler blodglucoseniveau, og én, der injicerer insulinen. Delene kommunikerer sammen via Bluetooth. Hver del består af tre mindre dele, der betyder, at størstedelen kan genbruges. Samtidig kommer produktet i forskellige farver og mønstre, hvilket betyder, at der er mulighed for at brugerne kan personalisere produktet.

”Nogle af delementerne i projektet er lidt futuristiske. Men det var et aktivt valg, jeg tog fordi jeg synes det er vigtigt at de projekter, der kommer ud på studieplan ren faktisk giver noget stof til eftertanke, i stedet for kun at henvende sig til hvor vi er. Jeg tror det driver os fremad, når nogen prøver at være lidt visionære omkring, hvor vi er, og hvor vi gerne vil være.

Et stærkt argument for en bæredygtig fremtid

Med 232 projekter er ét adjektiv ikke nok. Udstillingen er inspirerende, holistisk og debatterende i sine små eksplosioner af individualitet. Og måske skal svaret på, hvordan løsningerne er frembragt med så høj grad af forskellighed og individualitet, delvist også findes i det frie måde, opgaven er blevet stillet på at KADK:

Den frihed har gjort, at udstillingen på bedste vis viser at bæredygtig udvikling ikke bare er 17 mål, der nås med 17 løsninger. I stedet skal den måde, vi tænker alt fra tøj til computerspil, materiale til lys, leges med og udfordres fra alle tænkelige vinkler.

Og ved at gøre dét, får vi også et argument og et billede vi kan bruge til at bygge vejen til en fælles, bæredygtig fremtid, som Mathilde Aggebo forklarer:

”Projekterne bliver et stærkt argument i sig selv, fordi de kan vise en vej og et sted vi gerne vil hen. De viser en fremtid vi sammen kan drømme om, hvor bæredygtighed er tænkt ind i alle afskygninger”.