I Zimbabwes hovedstad Harare slår Alliance Francaise Centre dørene op for en hel dags skuespil, debat og spoken word. I indiske Mumbai møder traditionelle sanskrit-dramaer amerikansk samtidsteater. Kloden fejrer Verdensteaterdagen.
I 50 år har World Theatre Day fejret ’teatrets evne til at styrke kulturel udveksling og gensidig forståelse på tværs af grænser’, som det hedder officielt.
Dét der begyndte med UNESCO og de seks første medlemmer af Det internationale teaterinstitut (ITI) er vokset til et internationalt netværk af flere end 100 lande og tusindvis af kunstnere.
Det er ganske vist ikke det indtryk, man får ved at se ITIs officielle kort over medvirkende teatre, hvor de vestlige lande tilsyneladende har været bedst til at lade deres arrangementer registrere.
Men et vue hen over aviser i Asien, Latinamerika og Afrika viser, at udviklingslandenes scenekunstnere er godt med – i Indien er der for eksempel opreklameret arrangementer i Bangalore, Hyderabad, Mumbai, Chennai og en række andre byer.
John Malkovich
Hvert år siden den første verdensteaterdag 27. marts 1962 har arrangørerne indbudt en markant teaterperson til at dele sine idéer. I år var det den amerikanske skuespiller John Malkovich, der sendte sin hilsen:
”Må jeres arbejde være gribende og originalt. Må det være dybtfølt, rørende, tankevækkende og unikt. Må det hjælpe os til at reflektere over spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske, og må den refleksion være velsignet af omsorg, ærlighed, oprigtighed og godhed. Må I overkomme modgang, censur, fattigdom og nihilisme, som mange af jer sikkert bliver nødt til. Må I være velsignet med evnen og styrken til at lære os om menneskets hjerteslag, i al sin kompleksitet, og med ydmyghed og nysgerrighed nok til at gøre det til et livslangt arbejde. Og må de bedste blandt jer – og det vil kun være de bedste blandt jer, og selv da kun i de mest sjældne og flygtige øjeblikke – lykkes i at fange det mest fundamentale spørgsmål – ”hvordan lever vi?”
God vind (og må jeres Gud være med på rejsen)” (Oversat af Kim Dambæk)
