Hvert andet år uddeler Internationalt Røde Kors den ærefulde Florence Nightingale medalje, som går til sygeplejersker verden over, der har udført et stykke arbejde ud over det sædvanlige.
I år får 3 danske sygeplejersker medaljen, skriver Dansk Røde Kors i en pressemeddelelse onsdag. Siden 1920 har kun 29 danske sygeplejersker modtaget udmærkelsen.
Fra 1920 har Internationalt Røde Kors uddelt Florence Nightingale medaljen til sygeplejersker, som har ”Udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder eller for pionerarbejde inden for offentlig sundhed.”
Og i år går medaljen til sygeplejerskerne Charlotte Dong McIntyre, Claus Bakke og Inger Hee. Det er Dansk Sygeplejeråd, som står for indstillingen af de danske kandidater.
– De er alle 3 sygeplejersker, som med deres dynamiske og visionære tilgang til professionen har gjort en positiv forskel for mange mennesker. De er sygeplejersker i ordets bedste betydning, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd om baggrunden for at indstille kandidaterne.
Hos Røde Kors i Danmark er man stolt over, at det er danske sygeplejersker, der får medaljen.
– De har på hver deres måde udført et stykke arbejde ud over det sædvanlige. De har gjort en verden til forskel for de mennesker, de har hjulpet, hvad enten det er døende i Danmark eller ofre for krig ude i verden, siger generalsekretær Anders Ladekarl.
Pressen inviteres til at deltage, når medaljerne overrækkes:
6. juni kl. 13-15
Hos Cafe Zusammen, H.C. Ørstedsvej 47, 1879 Frederiksberg
Kort om prismodtagerne:
* Charlotte Dong McIntyre, født 1957, arbejder i dag som ledende afdelingssygeplejerske på Ærø Hospital under Odense Universitets-hospital. Hun har adskillige gange været udsendt til verdens brændpunkter som operationssygeplejerske for Røde Kors; bl.a. til Tchad, Eritrea, Kenya, Tjetjenien og Sudan.
I Tjetjenien i Kaukasus overlevede Charlotte Dong McIntyre et voldsomt attentat på Røde Kors’ medarbejdere, hvor 6 af hendes kollegaer blev dræbt. Hun får medaljen, for sin enestående kulturforståelse i de lande, hvor hun har arbejdet. Og for sit store mod med at arbejde på farefyldte missioner.
* Claus Bakke, født 1965, arbejder som ledende afdelingssygeplejerske ved forsvarets felthospital på Vordingborg Kaserne. Han har adskillige gange været udsendt af hæren til krigsområder i Kosovo, Irak og Afghanistan. Claus Bakke får medaljen, fordi han har udvist exceptionelt lederskab i forhold til at organisere sygepleje for militært personel og civile.
Derudover har han udført et bemærkelsesværdigt arbejde i forhold til at indsamle dokumentation og statistik fra de felthospitaler, hvor han har arbejdet. Hans indsats har givet vigtig viden omkring sygepleje ude i felten.
* Inger Hee, født 1946, arbejder som konsulent ved Gentofte Kommune. Hun har i det meste af sin karriere som sygeplejerske arbejdet for at forbedre forholdene for døende patienter. Inger Hee har været en pioner i forhold til at oprette hospicer, og det var på hendes initiativ, at Danmarks første hospice åbnede i 1992.
Hun har desuden arbejdet for at forbedre dialogen mellem den døende, de pårørende og det lægefaglige personale. Inger Hee får tildelt medaljen, fordi hun er den primære ansvarlige for, at der er udviklet hospicer for døende i Danmark – i dag er der hospicer i alle danske regioner.
Om Florence Nightingale:
Florence Nightingale blev født i Firenze i 1820 af engelske forældre. Sygeplejegerningen var på det tidspunkt forsømt og foragtet, og hun følte det som et kald at blive sygeplejerske.
Hun udførte et imponerende arbejde under Krim-krigen 1853-1856 og lagde kimen til den moderne sygepleje med f.eks. hygiejne og sund kost. På det lazaret, hvor hun arbejdede under krigen, faldt dødeligheden fra 42 til 2 procent.
Efter krigen arbejdede hun med at reformere hospitalerne i England. Florence Nightingale døde i 1910.
Yderligere oplysninger hos:
Pressemedarbejder Julie Lorenzen, Røde Kors på
tlf. 35 25 91 12 / 41 28 80 08
Pressechef Mads Krøll Christiansen, Dansk Sygeplejeråd
på tlf. 29 43 84 25