3 millioner kr. fra Danida til krydstogtskib på Nilen

Redaktionen

Stjernegaard Rejser har fået 3 mio. kr. skattekroner fra Danida under Privat Sektor Programmet til et krydstogtskib, der sejler på Nilen, skriver Nyhedsbrevet 3F, som udgives af fagforbundet 3F.

De luksuriøse forhold på det femstjernede flydende hotel M/S Montassar skyldes støtten fra Danida. Tilskuddet er givet under Privat Sektor Programmet til et partnerskab mellem Stjernegaard Rejser og den egyptiske partner Red Sea Tours.

Det fremgår af projektbeskrivelsen for PS-partnerskabet, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i.

Hos Stjernegaard Rejser er man begejstret for millionerne fra Danida.

– Filmene kører på skibets videokanal, der er gratis drinks samt chokolade på hovedpuden til gæsterne. PS-projektet har været en stor succes, og opgraderingen af skibet havde ikke været mulig, hvis ikke Danida havde støttet. Men samarbejdet med vores agent, Red Sea Tours, havde vi dog fortsat under alle omstændigheder, siger projektleder Morten Siglev, der er business developer hos Stjernegaard Rejser.

Danida gav først 15.000 kroner til en studietur, hvor de to partnere, der i dag har arbejdet sammen i 12 år, skulle lære hinanden at kende. Kemien passede.

I 2003 bevilligede Danida en halv million kroner til et opstartsprojekt. Stjernegaard Rejser skulle overføre knowhow og teknisk assistance til Red Sea Tours, der driver et af det danske selskabs mest benyttede krydstogtskibe på Nilen M/S Montassar. Et skib, som Stjernegaard Rejser selv er partner i ifølge deres egen hjemmeside.

Målet med undervisningen var bl.a. forbedret hygiejne i køkkenet og af den generelle service ombord.

– Det er mig selv, en selvlært rengøringsinspektør og en kok, som har stået for træningen. Samarbejdet har kørt godt, og personalet har lært en masse, vurderer projektets manager Morten Siglev.

Projektbudgetter, som gengivet fra Nyhedsbrevet 3F:

Studietur
15.000 kroner

Danida betaler hele beløbet.

Budget for opstartsprojekt (2003)
Ekstern dansk konsulent: 219.200 kroner
Løn til dansk partner: 155.200 kroner
Rejse og ophold: 71.305 kroner
Diæter: 41.800 kroner
Træningsmaterialer: 20.000 kroner

Danida dækker det maksimale beløb på 500.000 kroner, mens de to partnere må betale 7.505 kroner af egen lomme.

Budget for partnerskab (2004)
Miljømæssige forbedringer: 888.702 kroner
Løn til dansk partner: 764.640 kroner
Danske og lokale konsulenter: 663.900 kroner
Rejse og ophold: 279.470 kroner
Diæter: 91.610 kroner
Trænings- og pr-materiale: 85.000 kroner
Revisor: 18.000 kroner

Danida dækker 2,5 millioner kroner (89,6 procent), mens partnerne selv finansierer 291.322 kroner (10,4 procent). Danida må maksimalt betale 90 procent af udgifterne.