Klimakonferencen senere i år, statsministerens Afrika-kommission, kampagnen for kvinders ligestilling, den arabiske dialog og mange andre af VK-regeringens højt profilerede initiativer er ved at få et spareramt Udenrigsministerium/Danida til at segne. Det går ud over fagligheden og kapaciteten i udviklingsbistanden.
Sådan skriver generalsekretærerne for 3 af dansk udviklingsbistands toneangivende folkelige aktører, Folkekirkens Nødhjælp, u-landsorganisationen IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i et indlæg i Berlingske Tidende lørdag.
KOMMENTAR
Af Vagn Berthelsen, Frans Mikael Jansen og Henrik Stubkjær
På et tidspunkt, da udenrigspolitikken måske er mere aktivistisk end nogensinde, er ressourcerne presset til det yderste. Internt føler mange medarbejdere, at presset af nye og daglige opgaver går ud over visionerne og evnen til fornyelse.
Der er frygt for, at ministeriet på nogle områder sakker bagud i forhold til statsministeriet og til fagministerier med en stadig mere global dagsorden.
Ministeriets struktur er ikke tidssvarende med en opdeling af verden og udenrigstjenesten i Nord og Syd, som man gjorde det for 20 år siden.
For klimaet, sikkerhedsproblemer, økonomien eller handelsudfordringerne respekterer ikke denne opdeling. Udenrigsministeriets ledelse har erkendt en række af problemerne, og man er ved at tegne konturerne til en ny struktur.
Der bliver ikke nedsat en ny udenrigskommission som for 20 år siden. Tilsyneladende skal der gennemføres hurtige ændringer, som sættes i værk i år.
SKAL NÅ ALT FOR MEGET PÅ SAMME TID
Det skaber imidlertid stor risiko for, at væsentlige problemer glemmes eller underprioriteres. Et af ministeriets store problemer er, at man i disse år kæmper for at kunne leve op til alle regeringens nye prioriteringer og udmeldinger, samtidig med at de faglige krav øges til det daglige, mere traditionelle arbejde.
Det kommende klimatopmøde er vigtigt for hele verden, og det stiller helt naturligt store krav til ministeriet. Men det gør statsministerens Afrika-kommission også, og den danske kampagne for FNs årtusindemålsætning om at styrke kvinders stilling, og den arabiske dialog, og den danske krigsinvolvering samt en række andre varige eller midlertidige prioriteringer i regeringens udenrigspolitik.
GÅR UD OVER FAGLIGHEDEN I BISTANDEN
Mange af prioriteringerne er vigtige og rigtige.
Men vores bekymring er, at de mange udmeldinger og nye prioriteringer går ud over kapacitet og faglighed i den udviklingsbistand, der fortsat er Danmarks helt store satsning, når det gælder kampen imod fattigdom og for demokrati og menneskerettigheder.
Da OECD i 2007 vurderede dansk udviklings bistand, talte rapporten om ambassadernes begrænsede kapacitet og om de ekstra byrder, som de nye udenrigspolitiske prioriterer lægger på ambassaderne. Sproget var diplomatisk, men det var et vink med en vognstang om de ekstremt pressede ressourcer. Læs også http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15074&mode=Nyhed
DÅRLIG EXIT-STRATEGI
Der er netop kommet en international evaluering af, hvordan de store donorer trækker sig ud af deres bistandsaktiviteter, når de rykker ud af et land. Kritikken er voldsom.
Det er, som om udenrigstjenesten glemmer et land, når det er besluttet at lukke for bistand. Det fører, som i eksemplet Malawi, til et voldsomt spild af ressourcer, og det er i strid med partnerskabsstrategien.
Der er de senere år blevet leveret voldsom ekstern og uafhængig kritik af det danske udenrigsministeriums såkaldte exit-strategier i både Laos, Eritrea og Malawi.
Disse sager illustrerer, at der kun er ressourcer til højtprioriterede opgaver. Når et område nedprioriteres, fjernes ressourcerne hurtigt, og inden det er forsvarligt.
UNDERBEMANDEDE BISTANDSAMBASSADER
Men kritikken illustrerer også et mere generelt problem. Udenrigsministeriet har store problemer med det, man kalder den institutionelle hukommelse eller evnen til at opsamle og udnytte erfaringer.
Ambassaderne har de seneste år fået større beslutningskompetence, men de får på grund af nedskæringer og nye opgaver mindre støtte fra ministeriet på Asiatisk Plads end tidligere.
Som udviklingsorganisationer oplever vi, at ambassaderne ofte er underbemandede i forhold til de givne opgaver. Medarbejderne er stressede, og der er ikke ressourcer til at gennemføre alle de opgaver, som forskellige overordnede strategier lægger op til.
Udenrigstjenestens faglige personaleindsats omkring udviklingsbistanden i mange internationale institutioner er også meget beskeden. Kun et par personer beskæftiger sig fagligt med EUs vigtige udviklings bistand.
På samme måde mangler der personaleressourcer til at sikre opfølgning i forhold til Danmarks erklærede aktive udenrigspolitik i FN og andre multilaterale institutioner.
BISTANDEN FÅR LAVSTATUS
Det bistandsmæssige hverdagsarbejde er ikke nær så højt profileret som de mere kampagneagtige temaer, der trækker medarbejdere fra alle hjørner af ministeriet.
Der er i dag medarbejdere, der taler om udviklingsbistand som en art lavstatusområde i udenrigstjenesten.
God udviklingsbistand på et fagligt højt niveau er en hverdagsopgave, hver dag, hver uge og hver måned i ministeriet og på ambassaderne. Resultaterne af hverdagsarbejdet er det centrale grundlag for vurderingen af Danmark i store dele af verden og dermed også for Danmarks indflydelse og status.
Men hvad vigtigere er: Det er kvaliteten af dette arbejde, der afgør, om vi reelt er med til at bekæmpe fattigdom, forbedre regeringssystemer, og i det hele taget til at gøre verden til et bedre sted at leve.
FOR LIDT PERSONALE – FOR MANGE OPGAVER
Det er vores overordnede vurdering, at udenrigsministeriet har for lidt personale i forhold til sine opgaver og til de forventninger, der er fra bl.a. modtagerlandene og danske fagministerier om medspil og støtte.
Satsningen på udviklingsbistand er en langtidsinvestering, der skal vedligeholdes og udvikles, og den kræver, at der kontinuerligt er de nødvendige ressourcer.
Som repræsentanter for folkelige danske bistands- og udviklingsorganisationer har vi – trods uenigheder og konflikter – et tillidsfuldt samarbejde med udenrigstjenesten, og vi har brug for at ministeriet har de rigtige ressourcer i tilstrækkeligt omfang.
Vagn Berthelsen er generalsekretær i IBIS. Frans Mikael Jansen er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og Henrik Stubkjær er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Indlægget stod i Berlingske Tidende lørdag den 17. januar 2009
