4 mio. Danida-kroner til jordskælvsofre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Op mod 179.000 indonesiske familier står uden tag over hovedet efter 2 voldsomme jordskælv, der ramte Sumatra i sidste uge. I nogle landsbyer er op mod 80 procent af husene jævnet med jorden.

Derfor har Dansk Røde Kors netop modtaget 4 millioner kr. fra Danida til det enorme genopbygningsarbejde, skriver den store humanitære organisation i en pressemelding tirsdag.

– Nogle bor hos familier uden for de berørte områder, andre hos naboer, der stadig har et hus. Og mange bor i ruinerne fra de sammenstyrtede huse. Vi prøver stadig at få et overblik over omfanget af skaderne, men det er svært, fordi det ramte område er på størrelse med Jylland, fortæller Peder Damm, der er landechef for Røde Kors i Indonesien.

De 4 millioner fra Danida skal gå til at hjælpe de mange berørte med at bygge midlertidige huse. Hjælpen gives bl.a. i form af værktøj og bølgeblik.

Leder efter døde

Indonesien bliver hyppigt ramt af jordskælv, men sidste uges 2 jordskælv hører til i den alvorlige kategori.

– Det er kaotisk lige nu. Man er ved at opgive at finde flere overlevende, men der er stadig mange døde, der skal findes. Det er voldsomt, at der er kommet 2 jordskælv på én gang, jeg synes, tallene taler for sig selv: 179.000 huse er smadrede, siger katastrofechef i Dansk Røde Kors, Birgitte Bishoff Ebbesen.

Ifølge de indonesiske myndigheder har 603 mennesker mistet livet, et par tusinder er såret, og 343 er meldt savnet. Men Røde Kors vurderer, at det kun er toppen af isbjerget, og at tallene reelt er højere.

Internationalt Røde Kors har udsendt en appel om godt 88 millioner kr. til nødhjælpsindsatsen.

Yderligere oplysninger hos pressechef Hans Beck Gregsersen på tlf.
20 82 84 15