Niamey. New York Times undersøgte for nogle uger siden, hvad corona-krisen betyder for ”den voksende afrikanske middelklasse” og nåede frem til, at de ”omkring 170 millioner af Afrikas 1,3 milliarder mennesker, der er klassificeret som middelklasse” er truet. Otte (eller 58 millioner) af dem risikerer at blive skubbet ned i ”ekstrem fattigdom”, fordi ”pandemien bortvisker en af Afrikas største præstationer: Væksten i middelklassen”.
Parentesen ovenfor skyldes, at artiklen svinger mellem 8 og 58 millioner truede, og så får man let den tanke, at korrekturlæsning ikke er nødvendigt, når der er tale om Afrika, eller at en difference på 50 millioner afrikanere ikke betyder synderligt.
Anyway, artiklen nævner to kategorier af truede branchefolk, nemlig butiksejere i Nairobis shoppingcentre, der har mistet kundegrundlag og har måttet sende medarbejdere hjem uden løn. På den anden side af kontinentet er ansatte i Nigerias olieindustri blevet arbejdsløse på grund af faldende oliepriser.
Hvis noget af det passer, og det gør det jo nok, er det værd at tænke på, at uanset hvor stort antallet er, må derouten fra middelklassen ned i ”ekstrem fattigdom” være skrækkelig for den enkelte og familien.
Upålidelig data giver politisering
Når det er sagt, modtages meldinger som denne med indbygget statistik om Afrika altid med irritabelt sitrende nakke- og næsehår hos os alderstegne Afrika-farere, fordi vi ved, ligesom de fleste afrikanere ved, at ingen selvfølgelig ved noget som helst om de demografiske forhold på kontinentet. Ingen ved, om der er 1,3 milliarder mennesker eller det dobbelte eller måske det halve.
Det skyldes, at der ikke findes et centralt personregister i noget afrikansk land. I stedet arbejder ”eksperter” og andre med ”prognoser” og ”estimater” ud fra gamle folketællinger.
Og det er her, den halter. De nyeste folketællinger i Afrika er (to styks) i Kenya og Mali i 2019, mens kontinentets angiveligt folkerigeste stat, Nigeria, senest talte sin befolkning i 2006, altså for 14 år siden. Og i det kæmpestore DR Congo (engang Zaire), var sidste folketælling i 1984.
Jeg tør vove en påstand: Vi har vitterlig ikke meget pålidelig data om en basal faktor for vurdering af politik og økonomi i Afrika: Befolkningstallene.
Og på det grundlag politiseres der så, også omkring middelklassens størrelse. Er man på ”højrefløjen” og tilhænger af markedskræfternes frie spil, ser man private iværksættere alle vegne og et Afrika, der ”boomer”. Beviset finder man i et par store byer som Nairobi og Accra, hvor enkelte kvarterer grangiveligt har oplevet en mærkbar materiel udvikling. Det ”bevis” ekstrapolerer man så ud over resten af kontinentet og siger, at middelklassen vokser.
Er man ”venstreorienteret”, politiserer man, at middelklassen nok er vokset på kontintentet, men det skyldes, at befolkningerne samlet set er vokset. I virkeligheden er der blevet flere fattige i forhold til befolkningen, hedder det fra den kant.
Er man sovset ind i bistandsindustrien, har man tendens til at tale om ”fattige lande” i Afrika, og her må jeg indvende: Af de 28 lande på kontinentet, som jeg har besøgt, har intet af dem været ”fattigt”.
Udover at Afrika er en guldgrube af spraglede kulturer og sprog og storslået natur, bugner kontinentet med resurser som uran, olie, guld, diamanter, coltan, tin, kobber, naturgas – you name it. Al denne overflod skummer rige eliter så fløden af, mens de slås for at få og fastholde magten, så de kan skumme videre. Det store flertal af afrikanere har ikke adgang til overfloden. Der er altså tale om få rige og mange fattige mennesker, en situation som jeg vil betegne som ”ekstrem ulighed” snarere end ”fattige lande”.
Udviklingsbank booster demografien
En tredje politisering af middelklasse-omfanget finder man hos en række afrikanske organisationer, som den Afrikanske Udviklingsbank, der skeler til, om den kan kratte udenlandske investeringer ind til kontinentet. Med det formål forsøger banken at give sit eget boost til antallet af mennesker i middelklassen og har anslået, at den afrikanske middelklasse løber op i 313 millioner mennesker eller 34 procent af alle afrikanere.
Sådan hed det i en meget omtalt analyse i 2011. Men kiggede man på bankens præmisser, viste det sig, at en afrikaner skal forbruge mellem 2 og 20 dollars om dagen (eller 13 til 130 kroner) for at tilhøre middelklassen. Og de’ jo’tte maj’t, som vi siger på Fyn.
Men for at de 313 millioner ikke skulle virke for urealistisk, lavede banken en fiks finte og fratrak den nederste margen af den angivelige middelklasse, og kaldte det den ”skrøbelige” gruppe. Det er dem, som bruger 2-4 dollars om dagen.
Dermed landede man på en restgruppe af en ”stabil middelklasse” på 123 millioner, der gennemsnitligt slog om sig med 22 til 110 kroner om dagen.
Søger man et gran af sandhed om demografi i Afrika, skal man tage den slags med en kæmpe skovl salt. Og vil man lidt tættere på sandheden, er det nok nødvendigt at mobilisere sine sanser på selve kontinentet.
Her kan man med det blotte øje se, at der er afsindigt mange fattige og syge mennesker, som i antal langt – langt – overstiger dem ved muffen, hvad enten de kaldes eliten, middelklassen eller noget tredje.
Alt, alt for mange!
Artiklen fra New York Times kan også læses på det indiske Firstpost
