50.000 underskrifter: Nu skal Folketinget tage stilling til klimalov

cimg1190
Thomas Jazrawi

Seks principper for dansk klimalov

Ifølge forslaget skal en dansk klimalov indeholde følgende seks principper:

  1. Danmark skal yde sit bidrag til at nå Paris-aftalens mål.

  2. Der skal sættes femårige delmål mindst 15 år frem.

  3. Klimahensyn skal integreres i andre politikker.

  4. Klimarådet skal styrkes og sikres uafhængighed.

  5. Danmark skal satse på udvikling af grønne løsninger.

  6. Danmark skal være drivkraft i international klimapolitik.

Der er stor glæde blandt grønne organisationer. Et borgerforslag om at indføre en klimalov i Danmark har nu fået de nødvendige 50.000 underskrifter. 

En dansk klimalov vil ikke mindst komme klodens fattige til gode, mener Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. 

”Det er de fattigste og mest sårbare lande, der står med de største udfordringer, når tørke, oversvømmelser og uvejr rammer. De har brug for, at rige lande som Danmark tager klimaudfordringerne alvorligt,” siger hun i en pressemeddelelse tirsdag.

Den humanitære organisationer er en af i alt 11 NGO’er, der står bag forslaget. 

Organisationerne ønsker bl.a., at Danmark skal gå forrest i de internationale klimaforhandlinger, og at der skal sættes delmål for klimambitionerne hvert femte år. 

Ifølge DR tager oppositionspartierne godt imod forslaget, mens det ikke har været muligt at få reaktioner fra klimaministeren elle. Klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) peger – også ifølge DR – på, at regeringen allerede arbejder med en del af de forslag, der ligger i initiativet.