55 Danida-millioner til borgerkrigsofre i Liberia

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danida har afsat 55 mio. kr. til indsatser i Liberia, der også skal fremme stabiliteten i hele Vestafrika, en af verdens fattigste regioner, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Danmark har et omfattende bistandssamarbejde med 5 lande i Vestafrika: Ghana, Benin, Burkina Faso, Mali og Niger. Den fortsatte stabilitet i Vestafrika afhænger imidlertid i høj grad af, at det lykkes at inddæmme konflikterne og skabe en positiv udvikling i de konfliktprægede lande i regionen – især Elfenbenskysten, Sierra Leone og Liberia. Ellers er der risiko for, at ustabiliteten spreder sig.

Danmark har arbejdet aktivt med denne problemstilling i FNs Sikkerhedsråd og her bl.a. ledet arbejdet i sanktionskomiteen mod Liberia, der har spillet en afgørende rolle i at justere sanktionerne og sikre bedre kontrol med såvel konflikttømmer som bloddiamanter.

Sikkerhedsrådets beslutning om forlængelsen af sanktionerne den 20. december markerer afslutningen på en meget aktiv dansk indsats i Rådet for at fremme og konsolidere freden i Liberia.

Af de 55 mio. kr. anvendes 44 mio. kr. til praktisk hjælp til internt fordrevne og flygtninge, der ønsker at vende hjem efter den 15 år lange borgerkrig i Liberia, samt støtte til deres genbosætning i form af bygning af boliger, skoler og sundhedsklinikker samt tilvejebringelse af vand og sanitet.

Indsatserne gennemføres af FN Flygtningehøjkommissariat UNHCR og de danske NGOer, ADRA Danmark og IBIS. At flygtninge og internt fordrevne kan vende hjem efter konflikten er afgørende for at dæmpe stigende migrationspres i Vestafrika, der opleves i disse år, ikke mindst i Nordafrika og Sydeuropa.

De 11 mio. kr. anvendes til 2 kvindeprojekter i samarbejde med FN. Indsatsen sker som indledning til VK-regeringens 5-punktsplan for at fremme kvinders ligestilling og deltagelse i samfundslivet i Afrika, hedder det.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) udtaler:

– Vi ser tegn på en meget positiv udvikling i Liberia, som vil kunne få stor betydning for hele den regionale situation i Vestafrika. Ellen Johnson Sirleaf har som Liberias nye præsident formået at skabe stabilitet i landet. Mange liberianere, der enten har levet som flygtninge i deres eget land eller i nabolandene, er begyndt at vende hjem. Det er positivt – også i et større migrationsmæssigt perspektiv.

– Danmarks samarbejde med en række andre lande i Vestafrika gør det naturligt, at vi også bidrager til at konsolidere freden i Liberia og få befolkningen på fode igen. Ved at støtte nu mindsker vi forhåbentlig også risikoen for, at nye konflikter blusser op og tvinger hundrede tusinder på flugt igen, slutter Tørnæs.

Konflikten i Liberia er tæt forbundet med konflikter i de umiddelbare nabolande Sierra Leone og Elfenbenskysten. Situationen har også påvirket andre lande i regionen i Vestafrika bl.a. de danske programsamarbejdslande Ghana, Burkina Faso og Mali.

Befolkningerne i regionen har gentagne gange været tvunget til at flygte til et naboland, blot for dér at blive tvunget væk igen. 750.000 flygtede ud af Liberia under krigen, ligesom næsten en tredjedel af landets 3 millioner indbyggere blev fordrevet fra deres hjem.

Af de 55 mio. kr., der ydes i dansk støtte anvendes de 44 mio. kr. som nævnt til praktisk hjælp til internt fordrevne og flygtninge, der ønsker at vende hjem, samt støtte til deres genbosætning i form af bygning af boliger, skoler og sundhedsklinikker samt tilvejebringelse af vand og sanitet.

Endvidere indgår støtte til, at flygtninge og fordrevne har adgang til retshjælp og beskyttelse. Der ydes også en særlig indsats med henblik på at opkvalificere lærere og gennemføre et komprimeret grundskoleforløb for børn og unge, der på grund af borgerkrigen ikke har haft mulighed for at komme i skole.

De ca. 11 mio. kr., der anvendes til 2 kvindeprojekter i Liberia i samarbejde med FN, er et bidrag til at hjælpe landets kvinder gennem den kritiske tid, der opstår efter en konflikt.

Kvinderne har i høj grad lidt under den langvarige konflikt i Liberia. Mange har været udsat for menneskeretskrænkelser og i mange tilfælde også mistet deres ægtefæller eller børn.

Kvinderne udgør normalt rygraden i lokalsamfundene. I takt med at de vender tilbage til landsbyerne har de brug for støtte for at kunne skabe sig en ny tilværelse.

Det ene projekt yder derfor finansiel støtte og træning til kvinderne, for at de kan skabe sig en ny tilværelse og forsørge sig selv. Vold og misbrug af kvinder er desværre fortsat udbredt i mange afrikanske lande, herunder Liberia.

Det andet projekt støtter derfor retssystemets evne til mere effektivt at håndtere vold over for kvinder.

Yderligere information om den danske humanitære bistand hos Danidas kontor for humanitær bistand og NGO-samarbejde, tlf. 33921428 og/eller Afrikakontoret, tlf. 33 92 03 90