6 unge volontører ud til Mellemamerika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Som led i Folkekirkens Nødhjælps globale volontørprogram er 6 unge danskere netop rejst til Mellemamerika, hvor de skal bo og arbejde med menneskerettigheder, medier, dokumentation om massegrave og hiv-aids teater- og oplysningsarbejde.

Volontørerner er i alderen fra 19 til 23 år. De er den første uge samlet i Honduras, og er på sprogskole uden for hovedstaden Tegucigalpa, hvor de får pudset deres spanske af og får orientering om kultur, historie og samfundsforhold i Mellemamerika.

Efterfølgende rejser de ud i hold på 2 og 2 til de partnere, de skal arbejde hos i de kommende 4 måneder.

I El Salvador er det Equiopo contra Sida – den katolske Gruppen mod Aids -, som får fornøjelsen af volontørerne Ulla Stilling Pedersen fra Århus og Tilde Magelund fra Odense. De skal være med til bl.a. at organisere teater og oplysning om hiv/aids blandt fattige unge, skriver informationsmedarbejder i Nødhjælpen, journalist Linda Nordahl Jakobsen.

– Lære spansk, rejse og gøre noget. Det er ligesom at få “tre-i-én,” forklarer den 21-årige Tilde.

– Lidt ligesom at få et Kinderæg, Men derudover synes jeg, at når vi er så heldige at have overskud af det hele, så er det næsten naturligt at tænke, at man gerne vil ud og gøre noget, supplerer Jon Kjellund fra Århus.

Den 19-årige Jon skal være i det nordlige Honduras i byen El Progreso hos samarbejdspartneren ERIC, der er den katolske kirkes menneskeretsorganisation. 24-årige Sofie Pedersen skal også bo og arbejde i El Progreso på den lokale radiostation, som den lokale katolske kirke driver, og som også primært beskæftiger sig med menneskerettigheder og oplysningsarbejde om de fattiges rettigheder.

Karen Ipsen, der er 22 år og fra København, skal sammen med 19-årige Kari Ann Vestergaard fra Sunds i Nordjylland tilbringe de 4 måneder som volontører i Guatemala hos Den Nationale Koordination af Enker, Conavigua. De 2 volontører skal bl.a. følge det dokumentationsarbejde, som Conavigua laver om fortidens massakrer.

Fælles for de ialt 21 deltagere i det globale volontørprogram er, at de selv betaler, at de har deltaget i et 2 ugers kursus på Rønde Højskole, og at de skal bo hos en lokal familie og arbejde hos en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i 4 måneder.

Desuden har de forpligtet sig til at formidle deres indtryk ud til andre unge og interesserede – det kan være i form af foredrag, billeder, avisartikler, rejseberetninger og lignende.

Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i Cambodja modtager 4 frivillige, Kirgistan 2 frivillige, mens Tanzania og Uganda modtager 9 frivillige.

Kilde: www.noedhjaelp.dk