Voldsomt snefald og fortsat regnvejr har skabt massive oversvømmelser i dele af Pakistan.
60.000 mennesker har brug for hjælp, siger den pakistanske regering, der har erklæret undtagelsestilstand i de ramte distrikter.
Røde Halvmåne har vurderet situationen for omkring 6.000 familier i det berørte område og har optrappet nødhjælpsindsatsen.
Sneen falder fortsat i de fleste af de katastroferamte områder, og mange indbyggere er fortsat strandet i det kolde vejr, hvor de venter på hjælp, oplyser pakistansk Røde Halvmåne i sin seneste opdatering.
Mindst 100 døde i laviner i Afghanistan
Også i nabolandet Afghanistan er adskillige mennesker bukket under for det kolde vintervejr, skriver internationale medier.
Det har særligt været laviner i Afghanistans bjergområder, der har kostet mange menneskeliv.
Alene i sidste weekend blev over 100 mennesker dræbt i forskellige dele af Afghanistan på grund af laviner.
Det voldsomme snevejr har blandt andet også påvirket flere hovedveje i de to lande, særligt i Afghanistan, hvor politi og militær måtte rykke ud for at redde mange trafikanter, der var kørt fast i den høje sne, skriver al-Jazeera.