Danida har netop bevilget ADRA Danmark 8 mio. kr. til et hivbekæmpelses- og fødevaresikkerhedsprojekt i Malawi i det sydlige Afrika, skriver organisationen på sit website fredag.
Projektets mål er at give folk viden og færdigheder, der gør dem i stand til at forbedre deres levevilkår, men også til at bidrage og engagere sig i udviklingen af deres lokale samfund (landsbyer).
Eller som det udtrykkes på bistandsdansk: “Projektets strategi bygger på deltagerorienteret kapacitetsopbygning, der understøttes af serviceydelser og fortalervirksomhed”.
Målgruppen er lokalsamfund og familier, som er direkte berørt af hiv/aids epidemien i den sydlige del af det langstrakte land.
Projektet sætter ind på 3 felter:
1. Fødevaresikkerhed – udvikling af smålandbrug og indkomstgivende virksomhed, som sikrer at folk kan få en varieret og næringsrig kost
2. Kapacitetsudvikling – herunder relevante boglige, praktiske og organisatoriske færdigheder
3. hiv/aids-bekæmpelse og sundhed
Målgruppe
Den overordnede målgruppe består af indbyggerne i 60 udvalgte lokalsamfund i Mulanje og Neno distrikterne – 40.000 personer fordelt således:
– 41,7 procent voksne (over 20 år)
– 8,9 procent unge mellem 15 og 20 år
– 49,4 procent børn under 15
Projektet løber de næste 2 år (2009-2010) og er en forlængelse af et tidligere projekt i samme område.
Malawi er det fattigste land i det sydlige Afrika og et af verdens fattigste i det hele taget. Mere end halvdelen af de godt 14 mio. indbyggere lever under fattigdomsgrænsen.
Yderligere oplysninger hos kommunikationskoordinator Jacob Nue Møller, Tlf.
45 58 77 14, e-mail [email protected]
ADRA Danmark
Concordiavej 16
DK-2850 Nærum
web: www.adra.dk