Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
U-landsnyt har skiftet navn til Globalnyt . Det er en god anledning til at se på ’udviklingen’ i et globalt perspektiv hentet fra ”How was Life? Global well-being since 1820” – en OECD publikation fra sidste år. Størstedelen er skrevet af forskere fra Holland og Belgien.
De analyserer en bred vifte of materielle og ikke-materielle aspekter af livsvilkår målt på ti indikatorer: per capita GDP; reallønninger for ufaglærte; uddannelsesniveau; forventet levetid; højde (som mål for sundhed); personlig sikkerhed; politiske institutioner (demokrati); miljø; samt indkomst- og kønsuligheder.
Det korte svar på de indledende spørgsmål er, at livsvilkårene generelt er blevet bedre for de fleste, i hvert tilfælde siden begyndelsen af det 20. århundrede, men måske ikke i Afrika syd for Sahara.
Drivkræfterne har været den industrielle revolution (teknologi, kapitalisme) og afkolonialisering. Denne konklusion bygger på en samlet vurdering af de ti indikatorer i 25 lande fordelt på 8 regioner i verden. Derudover er der analyser af udviklingen i hver af disse indikatorer.
Verdens gennemsnitlige GDP per capita voksede således med en faktor 10 fra 1820 til 2010. Det samlede GDP voksede 70 gange. I et langtidsperspektiv er der en stærk korrelation mellem vækst i GDP og nogle livsvilkår (uddannelse, sundhed, etc.), men om der er en kausal sammenhæng er en anden sag.
Og væksten var ikke lige fordelt. Ulighederne har påvirket livskvaliteten både direkte (ulige adgang til økonomiske goder), og indirekte gennem (manglende) tillid, social mobilitet, kriminalitet, sundhed og uddannelse.
Den globale ulighed er steget enormt
Et af de vigtigste – og mest urovækkende – kendetegn ved udviklingen i de sidste 200 år har netop været de enorme stigninger i økonomiske uligheder på globalt niveau.
Hvis verden betragtes som et samlet land, er den globale økonomiske ulighed steget støt fra 1820 til 1950erne. Siden da er der ikke sket de store ændringer i denne ulighed, men det dækker over to tendenser:
Ulighederne indenfor de enkelte lande var stort set de samme i 2000 som i 1820 efter dog at have været noget lavere i perioden fra 1950erne til 1980erne.
Blandt de 25 udvalgte lande blev de højeste interne uligheder i de sidste 200 år fundet i Sydafrika i 1970erne og i Kenya i 1960erne, og de laveste i Polen indtil Berlinmuren faldt.
Derimod er ulighederne mellem landene steget støt i de sidste 200 år. I 1820 var indkomsterne i verdens rigeste lande således omkring fem gange større end i de fattigste. I 1950 var forskellen 30 gange.
Først i de seneste årtier er denne ulighed reduceret lidt som følge af vækst i Kina og Indien men også i Kenya og Sydafrika. Det antyder, måske, at vi er på vej ind i en ny epoke i verdens historie, hvor fattigere regioner haler ind på de rigere.
Ulighed mellem kønnene – målt på sundhedstilstand, socio-økonomisk status og politiske rettigheder – har været faldende i de sidste 60 år i det meste af verden, men er stagneret siden 1980erne i Østasien og Østeuropa (pga. kommunismens fald).
Ulighederne er dog stadigvæk betydelige – også i Vesteuropa og dens ’stiklinger’ (Australien, Canada, New Zealand og USA). De er størst i Mellemøsten og Nordafrika (især pga. manglende politiske rettigheder) og i Sydøstasien på grund af en skæv kønsfordeling ved fødsel (pga. frasortering af piger).
Uddannelse for flere er en væsentlig betingelse for større lighed. I 1820 kunne mindre end 20 procent af verdens befolkning læse og skrive. De fleste levede i Vesteuropa.
I 2000 var alfabetismen spredt til 80 procent af verdens befolkning. Forbedringerne er især sket siden 1945. Forskelle i pigers og drenges uddannelse er ikke analyseret i publikationen.
Gennemsnitlig levealder steget fra 30 til 70 år
Helbredstilstanden målt ved gennemsnitlig forventet levealder er også kraftigt forbedret. Den var omkring 33 år i Vesteuropa omkring 1830, 40 år i 1880 og næsten det dobbelte i begyndelsen af det 21. århundrede. I resten af verden er de største forbedringer især sket efter 1945.
Globalt set er den forventede levealder steget fra cirka 30 år i 1880 til næsten 70 år i 2000. Over tid er der sket et skift i sammenhængen mellem helbredstilstand og GDP på grund af forbedringer i sundhedsteknologi.
Derfor er levealderen steget kraftigt i fattigere lande på det sidste, selv om de stadigvæk halter langt bagud.
Kvaliteten af miljøet er negativt korreleret med GDP per capita. Biodiversiteten er formindsket i alle verdens regioner i takt med, at areal-anvendelsen er ændret dramatisk.
Udpumpning af CO2 per capita tog for alvor fart efter den industrielle revolution i Vesteuropa og i dens ’stiklinger’.
Demokrati i mange udformninger
Demokrati, målt som indførelse af flerpartivalg, er ikke knyttet så tæt til økonomisk vækst som uddannelse og helbredstilstand. Også fattigere lande kan, med andre ord, indføre flerpartivalg.
Demokrati har således været i kraftig fremgang kloden rundt i de sidste hundrede år. Ud af et samlet antal på 195 lande er der i dag 117 med flerpartivalg.
Den udvikling har ikke været gradvis. I nogle lande er der sket pludselige skift frem og tilbage.
Forfatterne forholder sig ikke til kvaliteten af det formelle demokratis fremmarch, men World Values Survey viser, at efterspørgslen efter stærke ledere (”som ikke skal tage hensyn til valg eller parlament”), er øget betragteligt i de sidste ti år, mens tilliden til parlamenter, regeringer og politiske partier er dalende.
Dette survey viser også, at størstedelen af verdens borgere generelt er velvillige over for demokratiet, men ikke over for måden det nu praktiseres på.
Ambivalensen er især tydelig blandt borgere i yngre demokratier, men også i modne demokratier.
Sådanne forskelle kan de valgte indikatorer og det brede historiske perspektiv i OECD-publikationen ikke opfange. Der kan selvfølgelig også stilles spørgsmål ved/til kvaliteten af data. Forfatterne er selv meget bevidste om disse begrænsninger.
Alligevel er der masser af interessante observationer i publikationen. Dens globale udsyn og lange tidsperspektiv viser tydeligt, at ændringer i levevilkår har dybe historiske rødder.
Summa summarum: Livsvilkårene i verden er generelt blevet bedre i de sidste 100 år – måske med Afrika syd for Sahara som en undtagelse – mens de globale økonomiske uligheder er steget.
Der bliver nok at skrive om for Globalnyt i de næste mange år.
