7 millioner flere mennesker i verden kan se frem til at nyde en tilstrækkelig og ordentlig kost i 2025.
Dette mål skal opnås ved hjælp af 175 millioner kroner fra EU til initiativet The National Information Platforms on Nutrition.
Således lød løftet ved en seance onsdag på European Development Days i Bruxelles.
EU’s initiativ retter sig særligt mod at samle ordentlig information om kost og ernæring. Det skal skabe grobund for bedre at måle fremgang i kampen mod underernæring.
Den største private fond i verden Bill og Melinda Gates Foundation, støtter op om initiativet med 500.000 dollars. Melinda Gates var til stede ved annonceringen, og hun er glad for et øget fokus på at indhente viden.
“Dataindsamling er vigtig. Vi går aldrig ind i et nyt område uden god data”, fortæller hun.
Starter i 6 lande
Kampen mod underernæring starter i seks udvalgte lande. Det gælder Bangladesh, Burundi, Etiopien, Kenya, Laos og Niger.
“Vi har haft store fremskridt i forhold til at nå udviklingsmål om at udrydde ekstrem fattigdom og sult i 2015. Men indtil hvert barn er ordentligt ernæret kan vi ikke slække på indsatsen”, siger kommissær for udvikling og samarbejde, Neven Mimica.
Underernæring bringer mange andre problemer med sig. Børn får bl.a. vanskelligere ved at lære.
“Jeg er overrasket over, hvor skjult et problem underernæring er. 1 ud af 4 børn bliver hæmmet, hvilket betyder, at kroppen og hjernen ikke udvikler sig”, siger Melinda Gates.
“Fejlernæring er den bagvedliggende årsag til næsten halvdelen af alle dødsfald for børn under 5 år. Alligevel er det kun under 1% af al udviklingsbistand, der går til ernæring”, forklarer hun.
Fonden vil nu fordoble sine investeringer i ernæring, så de i alt kommer op på 776 millioner dollars.