Fratrædelsen skete med virkning pr. 1. juni og dermed fik 66-årige Bakdal kun ni måneder i stillingen i en organisation, han ellers havde – og har – sit hjerte bag.
Som hans afløser er konstitueret den 52-årige kultursociolog Marianne Wiben Jensen, der har været ansat i IWGIA siden 1995, det meste af tiden som koordinator for Afrika-programmet
IWGIA er talerør og advokat for verdens urfolk, indfødte folk eller oprindelige folk, alt efter hvilken betegnelse man vælger. De tæller over 350 millioner mennesker kloden over fra Grønland og Sibirien i nord til Ildlandet på Sydamerikas sydspids.
Netop på grund af Grønland har Danmark altid spillet en fremtrædende rolle som talsmand for disse folkeslag, både i FNs særlige forum for oprindelige folk og i IWGIA.
“Truffet i fællesskab”
Organisationens danske bestyrelsesformand, lektor Frank Sejersen, siger tirsdag til Globalnyt, at “vi traf beslutningen i fællesskab”.
“Vi var uenige om rolle- og ansvarsfordelingen mellem bestyrelse og direktion. Der ligger hverken noget økonomisk eller fagligt i, at vi skillles, der er tale om en strukturel uenighed”, føjer han til.
Orla Bakdal replicerer:
“Det kan jeg kun bekræfte er korrekt og jeg er ikke sur på IWGIA, hvor jeg stadig er medlem. Men hvis du er ansat som chef i et foretagende, vil du gerne have de beføjelser, man normalt har som chef, f.eks. at kunne lede og fordele arbejdet”.
“Den kultur og de spilleregler, jeg mødte, havde jeg ikke nødvendigvis forventet, så vi blev enige om ikke at tære på hinanden og gå hver til sit. Og bestyrelsen er jo den øverste myndighed i en organisation – sådan er det”.
Strammede op efter svindelsag
Fra andet hold gøres gældende, at bestyrelsen begyndte at detailstyre ledelsen og at dette bl.a. førte til, at organisationens finanschef søgte væk.
Han strammede op på procedurerne efter en større svindelsag mod IWGIA, hvor mistanken faldt på en dav. økonomimedarbejder i maj 2012. Vedk. medarbejder blev politianmeldt, men der er endnu ikke faldet dom i sagen.
Det samlede beløb for det formodede underslæb, der angiveligt foregik i perioden 2009-2011, blev dengang anslået til opimod 700.000 kr. Underslæb er misbrug af betroede midler med egen vinding for øje.
Opstramningen gav ellers resultat. I 2013 foretog Danida en gennemgang (review) og konkluderede, at ”IWGIA er en unik organisation, der gør en væsentlig forskel for verdens oprindelige folk.”
Det positive review medførte, at IWGIA’s flerårige rammeaftale med Danida om midler til arbejdet blev øget med 25 procent og forlænget frem til og med 2016.
Gennemgangen tog bl.a. stilling til, om man havde strammet op på procedurerne efter svindelsagen. Dette vurderede Danida klart var tilfældet.
Danida kom igen på besøg i slutningen af 2014 og også her var den efterfølgende rapport positiv, siger Marianne Wiben Jensen til Globalnyt.
Har verdenssæde i København
IWGIA (http://www.iwgia.org) blev oprettet tilbage i 1968, altså for snart et halvt århundrede siden, og har verdenssekretariat i København, nærmere betegnet i Classensgade, der løber mellem Østerbrogade og Strandboulevarden på Østerbro.
Ambassadør Orla Bakdal indtog direktørstolen fra 1. september 2014. og var stålsat på at gøre sit bedste i det nye job:
“IWGIA har i mere end fire årtier ihærdigt og dygtigt arbejdet for nogle af de svagest stillede og mest udsatte befolkningsgrupper her på Jorden – de oprindelige folk. Det er et arbejde, som jeg af hele mit hjerte kan gå ind for og som jeg i al beskedenhed vil gøre mit til kan fortsætte”, lød det.
Bakdal tog over som eksekutivdirektør fra spanske Lola García-Alix, som efter næsten otte år på posten vendte tilbage til stillingen som koordinator for IWGIA’s internationale menneskeretsprogram.
Hans konstituerede efterfølger, Marianne Wiben Jensen, kender IWGIA ud og ind efter 20 års ansættelse.
“Vi vil videreføre arbejdet som hidtil, både internationalt og regionalt i lande i Afrika, Latinameirka og Rusland”, siger hun til Globalnyt.
Privat bor hun i københavnerbydelen Vanløse og er gift med Henrik Paag. Parret har en datter på 18 og en søn på 15.
Fra Gaborone til Washington
Orla Bakdal kan trække på mange års erfaring fra det internationale miljø og fra udstationering rundt omkring i verden, hvor han har arbejdet med udvikling og menneskerettigheder i talrige sammenhænge.
Han var derfor godt klædt på til at lede en international menneskeretsorganisation, der både arbejder inden for FN-systemet og med lokale partnerorganisationer på fire kontinenter.
Ud over sit arbejde som direktør og repræsentant for Danmark i bestyrelsen af den Interamerikanske Udviklingsbank, der har til huse i Washington D.C, har han været Danmarks ambassadør i Mellemamerika, Malawi og Zambia.
Derudover har han arbejdet i Botswana, Kenya og Sudan. I alt er det blevet til 30 år i bistandens tjeneste.
Gennem sit mangeårige arbejde i civilsamfundssammenhænge og som ambassadør har Bakdal tilegnet sig viden om de specifikke udfordringer, som oprindelige folk står overfor i kampen for deres rettigheder både lokalt og internationalt.
Som Bakdal sagde ved sin ansættelse:
”Det er mit håb, at mine mange år som “bistandsadministrator” i såvel NGO som statsligt regi koblet med mine små 30 år i felten i primært Afrika og Latinamerika kan blive til gavn for IWGIA’s arbejde og dermed også for de ca. 370 millioner oprindelige folk, der desværre og endda i stigende grad har brug for al den støtte de kan få”.
“Vi bliver nødt til at yde en ekstra indsats for at beskytte de oprindelige folks rettigheder til land, til medbestemmelse og til et værdigt liv for kommende generationer.”
Vendte hjem
Da Orla Bakdal påtog sig rollen som direktør for IWGIA betød det også, at han og hans familie vendte hjem til Danmark efter at have boet i USA i fem år.
Efter sin fratræden nu siger han til Globalnyt, at han glæder sig til sin “første sommerferie i mange år” i huset i Solrød syd for København, hvor hækken trænger til at blive klippet.
Han har lovet sin kone, at parret ikke flytter fra Danmark igen og selv om han formelt har orlov fra udenrigsministeriet tenderer personalebesparelser og alderen nok mest til mulige konsulentopgaver.
Han fylder nemlig 67 her den 12. juli. Men man ved jo aldrig…
Han har i øvrigt allerede en bibeskæftigelse som kommentator i diverse radioprogrammer, som kan optrappes, hvis ønskeligt.
Et dramatisk diplomatliv
Her er hvad vi skrev, da Orla Bakdal fyldte 60 i juli 2009
Fødselaren er en af de sjældne embedsmænd i dansk diplomati, der er socialrådgiver-uddannet og har prøvet sig af med praktisk bistandsarbejde i lang tid, før han kom til Asiatisk Plads.
Stationsforstandersønnen fra Haarlev på Stevns fik allerede smag for bistandsproblematikken som studentermedhjælp i Dansk Flygtningehjælp, mens han passede studierne på Den Sociale Højskole.
Allerede samme år han var færdiguddannet tog han ud for Mellemfolkeligt Samvirke i 27 måneder (1974-76) – som socialchef i Botswana i det sydlige Afrika. Hjemturen på tommelfingeren tog et halvt år og endte i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor han sad i to år, før turen atter gik ud.
Det blev til chefposter for MS i Kenya og Botswana (1979-85), alt imens hans kone, sygeplejerske Mette Nedergaard Bakdal, nedkom med sønnen Kristian.
Danida kaldte i 1985, for hans baggrund som socialrådgiver med en blanding af jura, økonomi, psykologi og sociologi var god til de lande, hvor Danmark yder bistand. Han sad først som fuldmægtig og bistandsråd i tre år og blev så udsendt som charges daffaires i Sudan (1988-91).
Hjemme igen blev han souschef i kontoret for Mellemøsten, Nordafrika og Latinamerika (1991-93), chef for Danidas NGO-kontor (1993-96) og fik så sin første ambassadørpost.
Han residerede i Nicaraguas hovedstad, Managua, og dækkede herfra flere andre mellemamerikanske lande (1996-2000). Bakdal, der altid har været klar i mælet, ledede flere kritiske møder med myndighederne for at sikre, at midlerne gik uden om systemets snyltere og direkte til dem, bistanden var tiltænkt.
Episoden i Malawi
Det er dog nok hans absolut korteste ambassadørpost, den i Malawi, der har stået suverænt mest blæst om.
Orla Bakdal trådte til som “vor mand” i Malawis hovedstad, Lilongwe, 1. januar 2001, men blev kaldt hjem allerede samme efterår.
Det skete efter en episode, hvor en tidl. lokalt ansat malawianer på den danske ambassade lod sive, at han internt på ambassadens angiveligt var kommet med nedsættende bemærkninger om dav. præsident Bakili Muluzi.
Muluzi var ikke ukendt med Danmark – havde i sin tid været på fem måneders “forstanderkursus” på Thisted tekniske skole – og indledte sin karriere på et dansk-støttet udviklingsprojekt, så han har næppe været ligeglad med, hvad danskerne mente om ham.
Uanset om der var noget om snakken eller ej (det var der formentlig ikke) var det klart, at Bakdal ønskede at komme uregelmæssigheder i danske projekter til livs, og det var ikke lige velset alle steder i Malawi.
I og for sig synd, at det skulle komme til at sætte sit præg på eftermælet for den danske bistandsindsats i landet, hvor vi havde været virksomme on-and-off helt tilbage fra 1965. Især fra 1995 gik det stærkt efter at Malawi det år i november blev udnævnt til programsamarbejdsland for Danida.
Den meget aktive Bo Jensen byggede over få år et spændende bistandsprogram op, som bl.a. indeholdt dansk støtte til mellemlange uddannelser og tekniske skoler under et program, der ville have skrevet sig ind i Afrika-kommisionens annaler som lige dét Afrika har brug for.
Den kommission, som VK-regeringen nedsatte; og den selvsamme regering som i januar 2002 svang spareøksen over u-landsmidlerne og bl.a. lukkede bistanden ned i tre afrikanske lande, Zimbabwe, Eritrea – og Malawi.
Eine grausame Danida-geschichte
Tidligere i år (2009) udkom en rapport, om hvorledes bl.a. Danmark har trukket sin bistand ud af en række u-lande.
Kapitlet om Malawi er eine grausame Danida-geschichte og munder ud i stor tvivl om de reelle motiver til at lukke ned i Malawi – og hvem der tog initiativet: Embedsværket i Danida eller regeringen.
Orla Bakdal-sagen blev muligvis brugt som anledning til lukningen. Ingen kunne formentlig være mere ked af denne udgang end netop Bakdal.
På den anden side blev han forskånet for at sidde i Lilongwe under det ydmygende hændelsesforløb, hvor Malawi bl.a. sendte to ministre til København for rent ud sagt at trygle Fogh Rasmussen-regeringen om at omgøre beslutningen.
Og hvor Danidas dav. chef nådigt tillstod dem foretræde kun for at give dem en kold skulder.
Hertil kommer den penible sag om godt 200 fattige kvinder, der var lovet hjælp til deres hønseridrift, men hvor Danida smækkede kassen i og efterlod dem fattigere end før.
Først efter vældigt bulder fra Folkekirkens Nødhjælp lykkedes det at få regeringen i København til at kompensere dem.
Ambassadør i Zambia
Nok om Malawi.
Efter et kort mellemspil hjemme på Asiatisk Plads overtog Bakdal ambassadørposten i Zambia i oktober 2003, hvorfra han tillige dækkede Angola og fra 2005 også Zimbabwe.
Så helt umulig i en afrikansk sammenhæng havde han nok ikke gjort sig….(for nu at sige det pænt).
I næste måned (altså i 2009, red.) træder han uden for nummer i udenrigstjenesten, idet han har fået den store post som vicedirektør i Den Inter-amerikanske Udviklingsbank (IDB), som er meget aktiv i Latinamerikas udvikling.
Den post, han vendte hjem fra i 2014 – fem år senere.