Topmøde om udviklingsfinansiering
Fra mandag d. 13. til d. 16. juli skal verdens nationer nå til enighed om en ny aftale om finansiering af udvikling. Det foregår i Etiopiens hovedstad Addis Ababa, og det er tredje gang, man afholder topmøde under FN om udviklingsfinansiering. Første gang var i 2002 i Monterrey og anden gang foregik det i Doha i 2008. Konferencen ligger i et vigtigt halvår før vedtagelsen af nye, bæredygtige udviklingsmål i september og en ny international aftale om klimaet i december. Som optakt gennemgår vi de tre primære finansieringskilder, som er i spil: traditionel udviklingsbistand, privat finansiering og skat.
0,7% er det magiske tal, når der bliver diskuteret traditionel udviklingsbistand.
Det er den procentdel af den samlede økonomi, som FN anbefaler de rige lande at yde til verdens fattige – og det er minimumsniveauet vel at mærke.
Det er også et løfte, som de rige lande har givet til de fattige adskillige gange.
Alligevel er der kun fem lande i verden, der lever op til denne anbefaling, heriblandt er Danmark.
Mandag skal verdens nationer mødes i Etiopiens hovedstad Addis Ababa for at lave en aftale om fremtidens finansiering af udviklingsbistand. Konferencen er den tredje i rækken af topmøder om udviklingsfinansiering.
Den seneste offentliggjorte forhandlingstekst til den kommende aftale rummer et nyt løfte om at nå den famøse procentdel samt en opfordring til alle udviklede lande om at nå målet i 2020.
Det løfte er efter alt at dømme for ambitiøst for de rige lande – selv for EU, den største internationale yder af udviklingsbistand.
EU´s interne stridigheder om bistandsløftet
EU har i adskillige årtier haft en målsætning om at bidrage til verdens fattige med mindst 0,7% af den samlede rigdom. Det har imidlertid vist sig langt mere vanskeligt end beregnet.
Ikke desto mindre presser Europa-Kommissionen på for at få alle lande op på det anbefalede niveau. Formand for Kommissionen, Jean Claude Juncker kaldte nedskæringer i udviklingsbistand ”skandaløst” og ”uacceptabelt” under European Development Days i starten af juni.
“Det er uacceptabelt, at mange lande, inklusive lande i Europa, har reduceret deres niveau af udviklingsbistand. Nedskæringer i udviklingsbistanden på grund af den økonomiske krise fører til håbløshed, ja endda død i andre dele af verden”, lød det fra den luxemburgske EU-chef.
EU’s bidrag ligger i dag på omkring 0,41% af BNI, men det dækker over betydelige forskelle i de enkelte landes niveau. Her ligger lande som Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Polen, Grækenland og flere andre på et niveau lige omkring 0,10%, mens Luxemburg og Sverige begge ligger over 1%.
Store og toneangivende lande som Tyskland og Frankrig ligger på omkring 0,40%. Derfor er der lang vej igen for EU.
Udviklingsbistanden er en kampplads
Udviklingslandene er skuffede over de svækkede løfter om støtte.
”Det er jo vanvittigt, at de rige lande i 2015 endnu ikke har indfriet deres forpligtelse om at nå op på 0,7% af BNI til udviklingsbistand”, fortæller Kirsten Hjørnholm Sørensen fra Mellemfolkeligt Samvirke.
EU’s målsætning om at nå målet er blevet betydeligt svækket i optakten til konferencen i Addis Ababa.
I slutningen af maj var der rygter om, at kræfter i EU pressede på for helt at droppe den gamle målsætning. Målsætningen blev imidlertid reddet, men tidsplanen er nu blevet forskudt endnu mere.
Der var oprindeligt et mål om at nå op på de 0,7% i 2015. Senere blev det ændret til, at der i 2015 skulle være en tidsplan for at opnå målet i 2020.
Det svarer til den formulering, der er i den senest offentliggjorte forhandlingstekst til finansieringstopmødet fra starten af maj.
Da EU’s udviklingsministre mødtes d. 26. maj blev man enige om at genbekræfte målet om at nå op på de 0,7%, men det skal ifølge kompromisset først ske i 2030.
Budskabet er dermed i strid med erklæringen i den seneste offentliggjorte forhandlingstekst, hvor der står, at det skal ske i 2020, men denne formulering er sandsynligvis helt ude af forhandlingerne nu.
De brudte løfter betyder, at den store gruppe af udviklingslande – G77 og Kina – presser på andre steder.
”Udviklingsbistand er en kampplads. Når udviklingslandene oplever, at rige lande ikke vil lave mere retfærdige handels- og skattesystemer, og aftaler om gæld, så sætter de ekstra meget ind på at rige lande skal indfri bistandsløfterne", fortæller Kirsten Hjørnholm Sørensen.
Derfor er det en svækkelse af de velstillede landes styrkeforhold i forhandlingerne, at man har måtte slække på ambitionerne.
Udviklingsbistanden skal mobilisere andre midler
Uanset om alle rige lande i verden skulle indfri løfterne om at levere 0,7% af BNI til udvikling, vil det dog langt fra være nok til at finansiere fremtidens ambitiøse dagsorden for udvikling. De nye bæredygtige udviklingsmål, der skal vedtages i september, bliver en svimlende dyr affære.
”Udviklingsbistand kan i fremtiden måske dække 10% af udgifterne til udvikling”, pointerede EU´s kommissær for udvikling og Samarbejde, Neven Mimica, ved afslutningsceremonien ved European Development Days.
Derfor er der flere forskellige finansieringskilder inde i forhandlingerne, og et vigtigt mål for den traditionelle udviklingsbistand vil være at mobilisere andre midler til udvikling.
Der er flere forskellige metoder, man kan anvende til dette formål. Der er eksempelvis fokus på offentlig støtte til fattige landes skattesystem, så de bliver mere effektive til at inddrive skatter.
Der er også programmer, der kan hjælpe udviklingslande med at blive mere effektive i forhold til handel. Der kan også være tale om, at de offentlige midler kan anvendes til at garantere private investeringer.
Den additionelle klimastøtte
Selvom den traditionelle udviklingsbistand langt fra vil være tilstrækkelig til at finansiere fremtidens udvikling, er der bred enighed om, at den offentlige u-landsstøtte skal øges.
Dertil kommer klimastøtte, som de rige lande har lovet de fattige. Klimastøtten er primært en del af forhandlingerne om en international klimaaftale, der foregår under FN’s Rammekonvention om klimaforandringer.
Men de 100 milliarder årlige dollars fra 2020, som de fattige lande er blevet lovet, er også nævnt i forhandlingsteksten til konferencen om udviklingsfinansiering.
Her bliver løftet om de mange milliarder genbekræftet, men det er også understreget, at midlerne skal komme fra alle kilder. Flere af de fattige lande har ellers insisteret på, at midlerne skal være offentlige, da der er fare for, at private midler ikke når de fattige, men det har de rige lande på det bestemteste afvist.
Det gælder også tidligere minister for klimaet Rasmus Helveg Petersen, som man kan læse i dette interview: http://u-landsnyt.dk/nyhed/11-12-14/rasmus-helveg-p-cop-20-u-landene-blokerer-klimaaft
Der er også en aftale om, at midlerne til klimastøtte skal være ”nye og addtionelle”. Det betyder, at de yderligere midler til klimastøtte ikke skal tages fra den eksisterende bistand.
Hvordan det skal udmøntes i praksis er der stadig delte meninger om. Nogle af parterne mener, at det må betyde, at støtten til klimatiltag skal være midler, der gives ud over de 0,7% af BNI, som man har forpligtet sig til at levere i udviklingsbistand.
Andre argumenterer for, at det er op til donorlandene at definere. Atter andre mener, at man helt skal adskille finansiering af udvikling og klimatiltag.
Det ville dog være noget af en overraskelse, hvis det skulle ske i en tid, hvor netop klimaet, miljøet og udvikling kædes tættere sammen.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
