Udvikling af de fattigste lande er ikke mere blot udvikling, men bæredygtig udvikling. De to begreber er for første gang knyttet uløseligt sammen i en aftale om udviklingsfinansiering.
Det skete med aftalen kaldet Addis Ababa Action Agenda (AAAA), der blev vedtaget i Etiopiens hovedstad Addis Ababa ved en konference i juli.
Konferencen var den tredje om finansiering af udvikling. I 2002 blev man enige om Monterrey Consensus i Mexico, mens man i 2008 vedtog Doha Declaration i Qatar.
Det er imidlertid første gang, at udvikling er knyttet så tæt sammen med bevarelse af miljø og en opbremsning af klimaforandringer, så man nu kan tale om, at kampen mod fattigdom er uløseligt forbundet med omsorg for kloden.
Det sker blot et par måneder før verden skal vedtage de nye bæredygtige udviklingsmål som ligeledes har udvikling og klodens sundhedstilstand tæt sammenknyttet.
Bæredygtig udvikling omfatter i Addis-aftalen tre dimensioner: den sociale, den økonomiske og den miljømæssige.
Der er i teksten flere erklæringer og henvisninger til miljø, klima, biodiversitet, naturressourcer og bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.
Nye mønstre for produktion og forbrug
Teksten nævner bevarelse af natur, miljø og biodiversitet som vigtige elementer for den fremtidige udvikling.
”Alle vores handlinger må understøttes af vores stærke forpligtelse til at beskytte og bevare vores planet og naturressourcer, vores biodiversitet og vores klima”, lyder det i aftalen.
Det nævnes i paragraf 17 blandt en række særlige tværgående emner. I paragraffen forpligter parterne sig til sammenhængende politikker og rammer for finanser, handel og teknologi, der kan beskytte, håndtere og genopbygge vores økosystemer.
I afsnittet om beskyttelse af økosystemer er der ligeledes en erkendelse af, at vi må ændre vores levevis på flere områder.
”Regeringer, virksomheder og husholdninger må alle ændre adfærd med henblik på at sikre bæredygtige mønstre af forbrug og produktion”, fremgår det af teksten.
Flere penge til naturlig mangfoldighed
Biodiversitet er et anden emne i Addis-aftalen.
”Vi anerkender vigtigheden af biodiversitet og den bæredygtige anvendelse af dens komponenter for fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling”, hedder det i aftalen.
Den naturlige mangfoldighed i verden er på kraftigt tilbagetog. Der tales om, at dyrearter bliver udryddet i en hastighed, som ikke er set på kloden siden dinosaurernes endeligt.
Forsøget på at redde variationen i naturen foregår også internationalt under FN ved en række møder, der som topmøderne i klimaforhandlingerne kaldes COP (Conference of the Parties). I forhandlingerne om biodiversitet er man nået til nr. 13, som kommer til at foregå i Mexico i december 2016.
Parterne har i sat sig 20 mål, der kaldes Aichi biodiversitets-målsætningerne. Disse mål nævnes i paragraf 63 af Addis-teksten under overskriften ”International Development Cooperation”, der henviser til traditionel udviklingsbistand.
Parterne lover i aftalen at mobilisere midler fra alle kilder for at bevare og fremme bæredygtig anvendelse af biodiversitet og økosystemer. Det betyder, at både offentlige og private midler skal i spil for at støtte erklæringens mål.
100 årlige milliarder dollars fra ”alle kilder”
Klima og klimaforandringer bliver ligeledes omtalt i aftalen. Det specificeres dog, at FN’s Rammekonvention for klimaforandringer er det primære forum for at diskutere klimaspørgsmål.
Det er en travl tid for forhandlinger om udvikling, men udviklingslande har særligt ønsket at holde de mange forhandlingsspor separate
De 100 milliarder årlige dollars, som udviklingslandene er blevet lovet i klimafinansiering fra 2020 bliver nævnt i aftalen. Som med pengene til biodiversitet er der tale om, at midlerne skal komme fra ”alle kilder”.
Udviklingslande og flere NGO’er har ellers presset på for, at midlerne skal falde fra offentlige kilder, da de private midler ikke har ry for at nå de, der har mest behov for dem.
Der bliver til gengæld ikke nævnt noget om et andet løfte om, at midlerne skal være ”nye og additionelle”, som det hedder i FN-terminologien.
Udtrykket betyder, at klimafinansiering ikke skal hentes fra den nuværende udviklingsbistand, men der er uenigheder om, hvordan man nærmere skal definere disse midler. Dette problem blev altså ikke løst i Etiopien, men der bliver rig lejlighed til at diskutere det, inden verdens nationer skal vedtage en klimaaftale i Paris ved slutningen af året.
Hvor skal pengene komme fra?
Der er således en del ubetalte regninger til den fremtidige bæredygtige udvikling. Addis-aftalen rummer nemlig ikke løfter om nye penge til den omfattende indsats.
I stedet er der erklæringer om, at bl.a. privat finansiering og bedre skatteopkrævning kan skaffe flere penge til dagsordenen.
Det er også et håb, at politik, regulering og regeringsførelse kan hjælpe med omstillingen. Særligt EU har haft fokus på politikker i forhold til at gennemføre den ambitiøse udviklingsdagsorden.
Formålet er at forpligte lande på en politik, der fremmer den bæredygtige udvikling.
Udviklingslandene med G77 og Kina i spidsen har derimod presset på for at indføre formuleringer angående landenes ”policy space” – altså frihed til selv at lovgive og regulere.
Udviklingslandene er bekymrede over udgifterne til de ambitiøse formål og den manglende finansiering. Derfor har de ligeledes kæmpet for at få sætninger med, hvoraf det fremgår, at de rige lande går forrest.
Den samlede tekst er blevet en pæn blanding, hvor der er løfter om at føre en politik, der fremmer formålene, men også flere henvisninger til at sikre landenes egne politiske råderum.
Tiden vil vise, om det er nok til en fremtid, hvor ingen vil blive ladt i stikken – som et af kerneudtrykkene i den nye dagsorden lyder.
Addis Ababa Action Agenda kan læses her: http://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=A/CONF.227/L.1
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.