Stor aktør: Fasthold Afrika uanset u-landsbesparelser

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Anne Steffensen, admin. direktør i Danmarks Rederiforening, spiller ud med ønskelisten, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil have et kritisk eftersyn af vort samlede engagement i udlandet.

“Når vi blander os, er det fordi, at den ny regering vil spare 2,6 milliarder kroner på udviklingsbistanden, og fordi der ikke længere er en handels- og udviklingsminister”, siger Anne Steffensen, der var direktør i Udenrigsministeriet for Danmarks Eksportråd og ambassadør i London, før hun kom til Rederiforeningen i foråret 2013..

Med den kraftige barbering af u-landsbudgettet og de besparelser, som Udenrigsministeriet i forvejen står over for i disse år, kan den ny Venstre-regering blive nødt til at lukke ambassader. I så fald bør det ske ved at fastholde stærke ambassader “uden for Europa”, fastslår Danmarks Rederiforening.

Anne Steffensen opfordrer regeringen til at fastholde “en stærk tilstedeværelse i Afrika”:

“Det er et kontinent med et stort vækstpotentiale og muligheder for øget samhandel. Vi har brug for instrumenter, der skaber vækst og job, så folk i Afrika kan forsørge sig selv”, siger direktøren, som peger på, at mange afrikanske lande har hårdt brug for bedre veje og anden infrastruktur:

Godt ti procent af de danske rederiers aktivitet foregår allerede i dag på kontinentet.

Anne Steffensen vurderer, at netop i Afrika kan Danmark bringe alle udenrigspolitiske instrumenter i spil:

“Sikkerhed, udvikling, klassisk udenrigspolitik, handelspolitik, indsatsen mod pirateri og bådflygtninge. Afrika bliver stadig mere interessant, og det er vigtigt at fokusere her, hvis der skal skæres milliarder i udviklingsbistanden”, anfører hun overfor Berlingske.