Mikael Bjerrum har mere end 25 års international arbejdserfaring.
Han har været virksom for FN, danske og internationale u-landsorganisationer og kommer senest fra et job som programdirektør i Bangkok for organisationen The Border Consortium, der støtter burmesiske flygtninge i Thailand.
Den 58-årige sociolog med speciale i udviklingslande og global økonomi bliver samtidig Tranparency Danmarks første egentlige sekretariatsleder i domicilet på Handelshøjslolen (CBS), der ligger på Frederiksberg i København.
Skarpere u-landsvinkel
U-landsvinklen bliver ikke mindre synlig den kommende tid.
TI DK (Transparency Danmark) vil stå bag flere arrangementer, der bl.a. sætter fokus på, hvordan danske virksomheder kan undgå at falde i korruptionsfælden, når man investerer og handler med udviklingslandene.
Første større begivenhed er konferencen ”Nye Trends i Anti-Korruption”, der holdes d. 18. september på CBS i København.
Se mere på
http://globalnyt.dk/content/konference-danske-virksomheder-og-kampen-mod-korruption
Desuden laves der i efteråret et informationsprojekt for mindre og mellemstore virksomheder om, hvordan man undgår korruption i u-landene. Dette projekt støttes økonomisk af Danida.
Meget at gøre netop nu
”Vi står i disse år over for spændende projekter i Danmark og er meget tilfredse med at få tilknyttet en så erfaren person som Mikael Bjerrum, ” siger Knut Gotfredsen, formand for TI-Danmark
Bjerrum replicerer:
”Det er en stor glæde at få lov til at kunne bidrage til udviklingen af TI-Danmark, ikke mindst i den nuv. situation, hvor vi ser kedelige sager dukke op i Danmark – både med danske virksomheder og i den offentlige forvaltning”.
“Der er stort behov for at styrke TI-Danmark for at sikre, at der bliver sat et forstærket fokus på korruptionsbekæmpelse, som har stigende negativ betydning for vores samfunds udvikling”.
Og man får en mand ind, der ikke er bange for at sige sin mening – bl.a. som lejlighedsvis blogger her på Globalnyt.
Karrieren rækker vidt omkring
Mikael Bjerrum har siden 1990 været aktiv i det danske og internationale u-landsmiljø.
Dels via ansættelser hos IBIS, Landbrugsrådet, FN-forbundet, Verdensfødevareprogrammets nordiske kontor og Folkekirkens Nødhjælp, dels som aktivist i bl.a. IBIS, Dansk Ungdoms Fællesråd og Max Havelaar Fonden (nu Fairtrade Mærket).
Et særligt fikspunkt har de sidste 20 år været fødevaresikkerhed, både på et strategisk/politisk plan og med konkrete projekt- og programaktiviteter.
Fra 2010 til 2013 var Bjerrum selvstændig konsulent og havde to små firmaer: Humanitarian Advice og Stratkom, der beskæftiger sig med henholdsvis humanitær bistand og strategisk kommunikation.
I den periode var han bl.a. udstationeret i Etiopien i 2011 under den seneste sultkatastrofe og i Libyen i 2012 for at støtte opbygningen af frie og folkelige organisationer.
Fra 2013 til 2015 var han programdirektør for The Border Consortium, der bistår ca. 120.000 burmesiske flygtninge i lejre i Thailand. Konsortiet er et samarbejde mellem syv NGOer.
Gift med u-landsengageret
Privat er den nyslåede sekretariatsleder gift med Annemette Danielsen, der i juni i år blev ansat i SOS Børnebyerne som programansvarlig for projekter for udsatte og forældreløse børn i Laos og Cambodja i Sydøstasien.
Før da, fra 2006 var Annemette Danielsen konsulent for frivillige organisationer i store dele af verden og fortsatte dette arbejde fra Thailand, da Mikael Bjerrum blev stationeret derude.
Mere om hende på
http://u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/erfaren-borne-og-ungespecialist-til-sos-bornebyern
Nu er familien atter samlet i Danmark. Parret bor i københavnerbydelen Brønshøj og har tre voksne “papbørn”, to sønner og en datter.
Årsmøde lige nu i Malaysia
TI DK er akkrediteret medlem af den internationale organisation, Transparency International, der i denne uge holder årsmøde i Kuala Lumpur i Malaysia med deltagelse af 100 nationale foreninger verden over.
Fra TI-Danmark er to med – bestyrelsens formand, Knut Gotfredsen, og næstformanden, Natascha Felix.
Transparency International (TI) er en global, partipolitisk uafhængig NGO, hvis overordnede formål er at bekæmpe korruption overalt i verden.
Mikael Bjerrum træffes på mobil 40 11 38 83 og e-mail: [email protected]