5 dages forhandlinger om en ny international klimaaftale har ikke ført til de store gennembrud. Det ligger fast efter, at konferencen, der blev afholdt i Bonn, sluttede fredag eftermiddag.
Nu er der ellers ikke mange dage tilbage, før en ny aftale om klimaet skal falde på plads i Paris i december.
Den vigtigste opgave for diplomaterne lige nu er derfor at arbejde med en forhandlingstekst til aftalen. Den er stadig fyldt med forskellige muligheder og formuleringer, og der blev ikke slebet mange kanter af i Bonn.
Parterne blev ved klimamødet enige om at lade medformændene (Co-chairs) arbejde på at strømline teksten, så en ny forhandlingstekst kan præsenteres i oktober.
EU’s kommissær for energi og klima, spanieren Miguel Arias Cañete, var inden konferencen ude med en opfordring til at sætte lidt mere fart på forhandlingsprocessen.
Den samme opfordring kunne han stort set gentage efter de 5 dages forhandlinger.
”Nu er det tid til at komme op i gear. Den endelige aftale må begynde at tage form. Vi har behov for en kortfattet, præcis og sammenhængende tekst, der vil tillade os at starte oprigtige forhandlinger”, sagde han i en pressemeddelelse fredag efter topmødet var sluttet.
EU’s klimaansvarlige gentog også en anden pointe, som han fremførte for en uge siden, da han anmodede de sidste lande om at løfte sløret for deres bidrag til den kommende aftale.
”For at blive klar til det sidste stykke vej har vi behov for, at alle lande, der endnu ikke har gjort det, offentliggør deres tilsigtede bidrag snarest”, erklærer klimakommissæren.
Han henviser til de såkaldte INDC – Intended Nationally Determined Contributions – som er en frivillig plan for hvert enkelt lands bidrag til aftalen.
Algeriet løftede lørdag sløret for sit bidrag, men der mangler stadig mange lande, heriblandt store vigtige aktører som Brasilien, Indien, Indonesien, Saudi Arabien, Argentina, Sydafrika og Tyrkiet.
EU ønsker 5-årige vurderinger
Cañete glæder sig imidlertid over, at en af EU’s mærkesager får stigende opbakning.
”Denne uges diskussioner har været nyttige til at bringe parterne tættere på hinanden og tydeliggøre nogle af nøgletemaerne, der er på bordet. Jeg er særligt glad for, at flere og flere parter synes at finde hinanden omkring EU’s idé om en global gennemgang af processen hvert femte år”, lyder det fra Cañete.
Gennemgang skal være en fælles vurdering af fremskridt. Det kan vise sig at være en god idé, da landenes bidrag næppe bliver tilstrækkeligt til at nå målsætningen om at holde temperaturstigningen under 2 grader i dette århundrede.
Derfor ønsker de fattigste lande, at bidragene til aftalen kun skal gælde i 5 år, således at man kan øge ambitionerne regelmæssigt. Det skal være ud fra princippet om, at parterne ikke må slække på tiltagene, men i stedet skal opjustere ambitonerne.
Den idé er EU til gengæld ikke tilhænger af. Her ønsker man en 10-årig bindingsperiode.
Climate Action Network skriver imidlertid i deres nyhedsbrev, at der er flere blandt EU-medlemslande, som gerne ser en 5-årig forpligtelsesperiode.
Hvad skal med og hvad skal ikke med
Et stort spørgsmål, man stadig kæmper med, er, hvilke elementer, der skal med i en Paris-aftale og hvilke der skal udelades.
Medformændene (Co-chairs) har præsenteret en skitse, der kan hjælpe med at behandle dette problem. Redskabet har tre dele: Den første del omhandler de elementer af diskussionerne, der skal med i kerneteksten af aftalen. Anden del er forbeholdt forslag, som måske kan komme med i den endelige aftale, mens tredje del er for formuleringer, der endnu mangler at blive helt afklaret.
Mange af de helt store spørgsmål er endnu ikke faldet på plads. Det gælder bl.a. spørgsmålet om klimafinansiering til de fattige lande og den særlige mekanisme for tab og ødelæggelser (Loss and Damage), når tilpasning ikke længere er mulig.
Der var dog nogle skridt mod enighed om Loss and Damage. Det kan man læse mere om her:
http://globalnyt.dk/content/klimaoedelaeggelser-og-flygtninge-paa-dagsordenen-i-bonn
Investeringsvenlige miljøer
Den store klimakonference i Paris ved slutningen af året bliver den tredje i rækken af topmøder om udvikling og klima/miljø i det hektiske halvår, vi efterhånden er godt i gang med.
Der er dermed også flere forslag og idéer, der går igen gennem de tre forskellige forhandlingsspor.
Et af dem er et ønske om, at udviklingslande skal skabe mere investeringsvenlige klimaer – ”enabling environments”.
Der var flere af landene ved topmødet, der ønskede mere klarhed over, hvad det egentligt betyder. I forhandlingerne om udviklingsfinansiering, der foregik i Etiopien i juli måned, så udviklede lande det som en mulighed for at få flere private midler til at understøtte udviklingen i Syd.
Climate Action Network mener, at begrebet bør defineres nærmere, hvis det skal indgå i aftaleteksten. Der kan være en fare for, at det kan betyde lavere miljøstandarder eller regulering for at tiltrække investeringer, skriver organisationen i en opdatering fra forhandlingerne i sidste uge.
Tidspresset kan reducere fattige landes indflydelse
De store gordiske knuder blev altså ikke løsnet meget i den foregående uge. Det til trods for, at forhandlingerne i Paris starter d. 30. november – om mindre end tre måneder.
Den sidste runde af forhandlinger foregår i Bonn i oktober, før politikerne for alvor indtager scenen i Paris. I oktober vil der ligeledes blive lavet en vurdering over landenes bidrag i forhold til målsætningen.
Det haster altså med at få enderne til at mødes. Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp mener, at politikerne nu må mere på banen i stedet for embedsmændene.
”Når man lytter til politikere fra forskellige lande får man en fornemmelse af, at de ser alvoren i klimadebatten. Men når diplomaterne sidder overfor hinanden, rykker forhandlingerne ikke. Der er brug for, at vi får politikerne på banen, så at de kan pege på løsninger, hvor alle lande kan være med”, fortæller han.
Det langsomme tempo og de manglende gennembrud i forhandlingerne gør desuden, at udviklingslande kan miste indflydelse på de store beslutninger.
”Når forhandlingerne intensiveres i den kommende tid, øges presset på de fattigste lande. De har få diplomater og mangler kapacitet til at følge med i alle de mange møder og debatter. Det er ikke fair, og det er derfor vigtigt, at de større lande husker, at beslutninger skal tages i fællesskab, hvor alle lande har mulighed for at råbe op”, lyder det fra klimarådgiveren.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.