Rapport: OECD-landene er ikke klar til FN’s nye udviklingsmål

windmills-391691_640
Vindmøller i Holland, som ellers er et af de lande, der sakker bagud med skiftet til grøn energi.
Foto: Wikimedia
Forfatter billede

En stor del af verdens rigeste lande er ikke i nærheden af at leve op til FN’s nye udviklingsmål, viser en ny rapport fra den tyske Bertelsmann Fond.

Adskillige af verdens 34 mest udviklede lande lever ikke op til målsætninger inden for blandt andet bekæmpelse af klimaforandringer og økonomisk ulighed, siger fonden efter at have kigget nærmere på de 34 lande ud fra en række parametre.

Det er især industrilandenes ”knap så bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre” der trækker ned, skriver Bertelsmann Fonden.

”Vores undersøgelse er den første stresstest for industrilandene i forhold til de nye udviklingsmål,” siger Bertelsmann Fondens direktør, Aart De Geus, i en pressemeddelelse.

”Som rige lande kan vi ikke længere , med vores voksende sociale ulighed og spild af ressourcer, være den øvrige verdens læremester.”

Halter med klimatiltag

I de 17 nye bæredygtige udviklingsmål er oplistet 169 specifikke målsætninger, der skal være opfyldt inden år 2030. Det drejer sig blandt andet om at udrydde ekstrem fattigdom, bekæmpe ulighed og uretfærdighed, bremse klimaforandringer, opnå økonomisk vækst og sikre, at alle kan få en ordentlig uddannelse.

Et af de områder, hvor flere OECD-lande halter efter, er når det gælder en nedbringelse af forurening og få en større andel af vedvarende energi i stedet for at anvende fossile brændstoffer.

På listen fra Bertelsmann Fonden ligger Storbritannien, Holland og Sydkorea lavt – hvert af de lande får mindre end fire procent af deres energi fra vind- og solkraft eller andre grønne energikilder.

Derimod er Norge, Sverige og Island næsten oppe på 50 procent.

Skandinavien i top

Undersøgelsen viser store forskelle mellem landene i forhold til at opnå de forskellige mål.

Især har den sociale ulighed nået et rekordhøjt niveau i de industrialiserede lande, og den tendens er opadgående.

I 23 OECD-lande tjener de rigeste 10 procent af befolkningen mindst lige så meget som de fattigste 40 procent. I USA er tallet 3,3 gange så meget.

Lande som Slovakiet, Slovenien, Norge, Tjekkiet og Danmark har langt mindre indkomstforskelle.

Ikke overraskende ligger de skandinaviske lande – Danmark, Sverige, Finland og Norge – sammen med Schweiz helt i toppen på Bertelsmanns liste over lande, der bedst vil være i stand til at indfri de nye mål.

De OECD-lande, som ventes at halte efter, er USA, Grækenland, Chile, Ungarn, Tyrkiet og Mexico.

En løftet pegefinger fra Kofi Annan

I rapportens forord skriver FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan, at han håber, at undersøgelsen vil udløse debat i industrilandene.

”Trods nogle opmuntrende fremskridt er vi stadig langt fra at nå alle de mål, vi har sat for os selv,” skriver han ifølge Deutsche Welle.

”For mange mennesker er fanget i ekstrem fattigdom, for mange er sultne og syge, for mange mødre dør ved fødslen og for mange børn går stadig ikke i skole,” minder Annan om.