Flygtningestrømme opstår ikke ud af ingenting. Der er altid gode grunde til, at folk sætter sig i bevægelse væk fra, hvor de bor. Det er der også nu.
Grundene er uløste konflikter, der har forårsaget voldelige opgør internt i en række samfund, skriver RIKOs bestyrelse i en udtalelse fredag.
De vestlige lande (men også ikke-vestlige lande) har pustet til ilden ved at bakke ensidigt op om en af parterne i flere af konflikterne, hedder det.
Lad os tage nogle eksempler
Syrien: Konflikten startede i det ”arabiske forår” i 2011 med unges demonstrationer mod regeringen.
Imidlertid overreagerede Assad-regimet med voldelige tiltag mod de unge og deres forældre. Lidt efter lidt udvikledes en voldsspiral mellem regimet på den ene side og oprørere på den anden side.
Her kunne kloge vestlige og /eller arabiske regeringer have grebet ind og søgt at mægle ved at lægge pres på begge parter.
Men hvad skete? Danmark, EU, USA og sunnimuslimske arabiske lande som især Saudi Arabien linede op bag oprørerne mod det syriske regime; Rusland, Iran, Kina og Hezbollah linede til gengæld op bag regeringen i Damaskus.
Resultat blev at FN lammedes, fordi Vesten og de arabiske lande krævede Assads afgang som forhåndsbetingelse.
Støtterne på den anden side kunne godt acceptere forhandlinger, men ikke at den syriske præsident skulle gå af som en betingelse herfor. Altså skakmat. Borgerkrigen fortsatte.
Nu som en del af et større ”blame game” mellem øst og vest, mellem kravet om frihed på den ene side, og kravet om ret til suverænitet på den anden.
Hvad kan man lære af voldsspiralen og skakmat i Syrien?
Man skal gribe ind på et tidligt tidspunkt, mens konflikten er overskuelig.
Man skal have konfliktløsning og mægling for øje med en intervention, og søge at undgå at optrappe volden.
Man skal ikke line ensidigt op bag én af parterne i en konflikt og være kategoriske.
Hvad sker der, hvis man ikke følger disse elementære konfliktløsningsråd?
Så får man på et tidspunkt konsekvenserne at føle – i en ”blow-back effekt”. Det er, hvad der sker nu. Lige uden for vores gadedør.
Og ind i stuerne, hvor vi i TV kan se døde 3-årige Aylan blive samlet op på en tyrkisk strand og 71 døde flygtninge i en frysevogn i Østrig. Det er blow – back og boomerang effekt, så det forslår.
Så er der Irak
Irak: Danmark deltog 2003-2007 på amerikansk side i Irakkrigen, der førte til afsættelse af diktatoren Saddam Hussein.
Efter regimets fald stod Irak imidlertid åbent for anarki og kaos, da de sociale og administrative strukturer i landet blev ødelagte. Valg (efter en forfatning Vesten havde indflydelse på) medførte shia-dominans og undertrykkelse af sunni-befolkningen.
Denne konflikt mellem shia’er og sunnier medførte, at store dele af den irakiske sunnibefolkning vendte sig til jihadisterne i Islamisk Stat.
Vesten var reelt på shia-regeringen side i denne konflikt, og har dermed ladet denne undertrykkelse ske. Med det resultat, at vi nu har en IS-domineret statsdannelse.
Det er forudsigeligt, at dele af sunnibefolkningen nu flygter til Europa fra IS-rædselsregimet – igen et blow-back fra for sen indgriben og for automatisk støtte til den ene side – shia-siden i Bagdad.
Afghanistan: Ligeledes et eksempel på mislykket ”konfliktløsning” gennem 14 år, hvor der i alt væsentligt kun er anvendt militære midler, fordi USA/NATO fra starten har afvist at inddrage især Taleban i en forhandlet, inkluderende magtfordeling i landet.
Libyen er en skamstøtte
Libyen: Den vestlige bombekampagne i Libyen med efterfølgende regimeskifte i 2011 står som en skamstøtte for, hvad man ikke skal gøre.
Sammenbruddet i de libyske samfundsstrukturer efter kampagnen var totalt, og der var stort set intet follow up. Vesten regnede med, at hvis man blot bombede det daværende Ghaddafi-diktatur væk, ville et højskoledemokrati og et flerpartisystem snart bryde frem og løse problemerne.
Man glemte, at bæredygtigt demokrati skal vokse op nedefra, og at det tager lang tid at udvikle det.
Situationen i dag er en lavintensitet-borgerkrig. Der eksisterer to regeringer, der bekæmper hinanden, og en række ukontrollable millitsgrupper, herunder formentlig IS – og/eller andre islamistiske fraktioner.
Der er muligheder for mægling, hvilket FN forsøger, men presset fra stormagterne er ikke stærkt nok til en forhandlet løsning.
Resultatet af sammenbruddet i Libyen er ukontrollerede flygtningestrømme gennem landet, samt at mange afrikanere fra andre konfliktramte afrikanske lande benytter Libyen som udgangspunkt til at flygte over Middelhavet.
Bombekampagnen har ødelagt samfundsstrukturerne, og der har ikke været nogen videre follow-up efter regimeskiftet og det efterfølgende kaos. Ergo flygter folk, hedder det fra RIKO.
RIKOs anbefalinger i relation til flygtningesituationen
Læs videre på
http://riko.nu/flygtningestroemmene-er-en-boomerang
