Efter en langvarig debat lå stemmetallene om den skelsættende beslutning på 70 procents tilslutning og 30 procent afvisning.
Da IBIS for et år siden stemte om en mere løs tilknytning som observatør hos “Alle NGOers Moder” i London var 74 positive og 20 imod, mens syv undlod.
Så da man stemte igen her i 2015 om næste trin var forholdet mellem tilhængere og modstandere ikke væsentligt ændret.
”I Oxfam kan IBIS få en langt stærkere stemme og større mulighed for at bidrage til en mere retfærdig verden. Vi kan også nå længere ud med arbejdet inden for kvalitetsuddannelse og rettigheder i de enkelte lande og globalt set,” siger IBIS’ forkvinde Mette Müller ovenpå generalforsamlingen i Osramhuset på Nørrebro i København.
Med en fortsat stærk forankring i civilsamfundet forventer Mette Müller, at “IBIS i Oxfam fremover vil stå endnu stærkere, når det gælder arbejdet for en mere lige verden”.
”En bedre verden hvor skat er med til at finansiere uddannelse og demokrati,” siger hun.
“Fantastisk mange muligheder”
I perioden som observatør har de to organisationer lært hinanden at kende og prøvet samarbejdet af:
”Det år har gjort os meget klogere. Vi kan se, at et medlemskab af Oxfam vil give os fantastisk mange muligheder. Både når det gælder vores arbejde med kvalitetsuddannelse, men også når det gælder fundraising og kampagnearbejdet,” noterer forkvinden.
”Og helt afgørende for beslutningen har det været, at Oxfams visionære, nord-syd-balancerede og progressive dagsorden i høj grad er sammenfaldende med IBIS’ vision,” siger Mette Müller.
”Endelig er Oxfam en central international NGO med kompetencer, som IBIS kan bidrage til og benytte sig af,” siger Mette Müller, som anser Oxfam for at være den den absolut stærkeste globale stemme for de fattigste i verden i dag.
“Oxfam bliver f.eks. inviteret med omkring bordet, når verdens mest magtfulde finansministre mødes”, hedder det.
”Vi vil gerne sætte et aftryk på den internationale politik, der afgør hverdagen for verdens fattigste. Derfor er Oxfam det helt rigtige sted for IBIS at søge indflydelse,” slutter Mette Müller.
Vagn B: Vi får en maskine med os og bag os
NGOens mangeårige generalsekretær, Vagn Berthelsen, anslår lignende toner.
“Det er fantastisk og spændende at vi bliver en del af Oxfam. Vi får en maskine med os og bag os, som kan gøre os til et stærkere IBIS”, siger han til Globalnyt lørdag aften og føjer til:
“Jeg vil gerne understrege, at Oxfam er et forbund af selvstændige organisationer”.
Han lægger vægt på, at foreløbig to Syd-lande er optaget i medlemskredsen, nemlig Oxfam Mexico og Oxfam Indien.
Næste kandidater er Sydafrika og Brasilien, og i næste niveau Ghana, Indonesien, Colombia og Tyrkiet.
Som led i medlemsskabet af Oxfam, hvor IBIS bliver eneste medlem i Norden, kræves der vedtægtsændringer på to ekstraordinære generalforsamlinger i IBIS, hvorefter medlemsskabet er bekræftet.
Derpå skal Oxfam formelt godkende optagelsen af IBIS.
Medlemskabet af Oxfam vil kræve et navneskifte og en større omlægningsproces af IBIS som organisation over de næste par år.
Ud at samle ind…..
En af de kommende ændrede vægtninger fremgår af IBIS-styrelsens indstilling om medlemsskab, hvor der står:
“Kampagne- og indsamlingsarbejdet skal støttes af opbygningen af en indsamlingsorganisation med en stor og voksende kreds af støtter fra alle dele af det danske samfund”.
“Privat fundraising vil blive opprioriteret. Fundraising til nødhjælpsindsatser vil betyde en stærkere offentlig profil, som på flere måder kan gavne arbejdet”.
“Vi kan potentielt spille en rolle i 70 lande inklusive verdens brændpunkter. Lige nu ville vi være betydeligt mere engageret i konflikten og debatten omkring Syrien eller de ’glemte’ konflikter i Yemen og Sydsudan”.
Med andre ord: Man skal ud at samle ind ligesom alle de andre til nødlidende verden over. Det har man prøvet før, dog uden større resultat.
Det lange sejge træk i lande lige under radaren (og dem er der flest af) har ellers været kendetegnende for IBIS.
Af årsberetningen for 2014 fremgik det, at 80 procent af projekt- og programvirket omhandlede den “klassiske” langsigtede udviklingsbistand, mens blot fire procent gik til humanitære formål, herunder nødhjælp.
En pressemeddelelse om en tyfon på Filippinerne
Det “nye” IBIS anes i en pressemeddelelse til Globalnyt søndag d. 18. oktober, hvori det hedder:
“Som I ved, har tyfonen Koppu nu ramt Filippinerne, hvor Oxfam, som IBIS samarbejder med, arbejder.
Filippinernes eget nationale beredskab er i fuld gang, og Oxfam holder øje skarpt med situationen, og er klar til at rykke ud, hvis der bliver behov for hjælp udefra.
”Så er også IBIS parat til at bakke op”, siger Annelie Abildgaard, kommunikationschef i IBIS.
”Vi håber på, at tyfonen løjer af, og at beredskabet beskytter folk, så der ikke bliver brug for hjælp overhovedet,” understreger Annelie Abildgaard, som er i tæt kontakt med Oxfam og klar til at sætte en indsamling i gang I Danmark, hvis det bliver nødvendigt”.
Se meget mere i artiklen IBIS: Styrelses-ja til at blive en del af store Oxfam (06.10.2015)
Egne landekontorer forsvinder
Hvad så med arbejdet ude i u-landene og den selvstændige profil?
Styrelsen:
“Landekontorerne vil blive fusioneret med Oxfams landekontorer, så Oxfam i de enkelte lande er repræsenteret ved ét kontor. Det vil ske i forskellige tempi afhængig af den konkrete sammenhæng”.
Her oplyser Vagn Berthelsen lørdag overfor Globalnyt, at IBIS har en forventning om at blive lead-agency på at identificere en stærk lokal organisation, der over tid kan indtræde i rollen som “Oxfam Ghana”.