BISHKEK: Hvis nogen havde håbet på lidt politisk drama i forbindelse med parlamentsvalget i Kirgisistan den 4. oktober, er de blevet skuffede. OSCE’s valgobservatører dømte valget som værende i henhold til internationale standarder – dog med et par bemærkninger – og valgets tabere forholdte sig i ro.
Selv den meget ambitiøse satsning med at få vælgere registeret med biometrisk data (billede og fingeraftryk) forud for valget, var også en delvis succes. Delvist fordi ét af OSCEs kritikpunkter netop var, at ikke alle vælgere havde registeret sig med deres biometriske data, og derfor var forhindrede i at stemme.
I modsætning til valg i de andre centralasiatiske lande var valgresultatet ikke givet på forhånd, hvilket er en bedrift i sig selv i denne del af verden. Med valget slog Kirgisistan endnu engang sin position fast, som Centralasiens demokratiske ø.
Læs også: Søndagens valg i Kirgisistan – Centralasiens demokratiske ø (03.10.2015)
Den nye koalition
Valget til et nyt parlament i Kirgisistan har nu nået sin endelige afslutning. Tiden siden den 4. oktober er gået med at etablere en koalitionsregering, udpege ministre og senest parlamentets godkendelse af premiereministeren.
Den nye koalitionsregering består af fire partier med Socialdemokratiet (SDPK) i spidsen. SDPK – som er tæt forbundet til landets præsident, Almazbek Atambayev – var spået et godt valg og sidder nu på 38 af de 120 sæder i parlamentet(Jogorku Kenesh).
For at opnå et flertal har SDPK været nødsaget til at etablere en koalition, som udover SDPK nu består af støttepartierne ”Kyrgyzstan” (18 sæder), ”Onuguu-Progress” (13) og ”Ata-Meken” (11). Oppositionen består af partierne Respublika-Ata Jurt (28 sæder) og Bir Bol (12).
Premierministeren, Temir Sariyev, blev tilbage i april 2015 udnævnt som den femte premierminister inden for blot fem år. De tidligere koalitionsregeringer har været skrøbelige, hvilket har resulteret i hyppige udskiftninger på diverse poster.
Temir (som betyder jern) sidder nu i spidsen for en stærk koalition med 80 mandater fordelt over fire partier og håbet er derfor, at Kirgiserne kommer til at opleve mere stabilitet i regeringen.
Stabilitet, Tillid og Nye Muligheder
Sloganet for den nye koalitionsregering er ”Stabilitet, Tillid og Nye Muligheder”. Regeringsgrundlaget, som skal give liv til det flotte slogan, er stadig ikke udarbejdet, men der er ingen tvivl om, at nogle af hjørnestenene bliver økonomien, Kumtor (landets største guldmine) og korruption.
Foran den nye regering venter utvivlsomt en kæmpe opgave med at få gang i landets økonomi. Spørgsmålet er blot, i hvor høj grad regeringen vil være i stand til at levere reelle løsninger.
SDPK blev inden valget spået til at kunne opnå absolut flertal, hvilket også ville have givet dem det fulde ansvar. SDPK fik ikke absolut flertal, og med den nuværende koalition, er der en reel risiko for, at ingen tør tage ansvar for at finde løsninger, og at man i stedet vil have travlt med at give de andre skylden for manglende fremgang.
Valget i Kirgisistan kan også udlægges som en sejr for Rusland. Præsidenten, Atambayev, og hans parti SDPK er nære venner af Rusland og Vladimir Putin, så hvad der er godt for Atambayev og SDPK, er godt for Rusland.
Igennem sin regeringsperiode har Atambayev rykket Kirgisistan helt op under Ruslands beskyttende vinger, og det i sådan en grad, at Kirgisistans økonomi er fuldstændig afhængig af Rusland.
I de ”fede” år – før vestens sanktioner mod Rusland og de faldende oliepriser – var de nære økonomiske bånd til Rusland meget lokkende for et fattigt land som Kirgisistan.
Det var derfor også med håb om en lysere fremtid, at man gik med i den russisk ledte Euroasiatiske Økonomiske Union. Siden da er økonomien i Rusland og i Kirgisistan blevet stærkt svækket. Den offentlige gæld i Kirgisistan stiger hastigt, indtægterne fra de mange migranter i Rusland falder, og de store investeringer i vandkraftværker, som Rusland har lovet, udebliver.
Man kan derfor godt frygte, at vinduet for nødvendige økonomiske reformer er ved at lukke; at man har forspildt den chance, man havde, da økonomien var i fremgang.
Valget kan også ses som en sejr for landets største guldmine, Kumtor, som ejes delvist af et canadisk selskab (Centerra) og delvist af den kirgisiske stat.
Minen bidrager med op til 13 procent af landets bruttonationalprodukt og er derfor også genstand for manges interesse. Det ledende regeringsparti, SDPK, har under valgkampen stået for en status quo holdning til Kumtors virke i Kirgisistan, mens andre partier har advokeret for en nationalisering af minen.
Da guld er den største naturressource i Kirgisistan har landet hårdt brug for stabilitet omkring Kumtor, da dette også har betydning for hårdt tiltrængte investeringer i andre guldminer i landet.
Præsident Atambayev har ført sig selv frem som den store korruptionsbekæmper. Der er ingen tvivl om, at han har været med til at rette opmærksomhed på et kæmpe problem i Kirgisistan (landet er nummer 136 på Transparency Internationals liste).
Selvom der i de forgange godt to år har været en række bemærkelsesværdige sager, så fornemmer man ikke blandt den almindelige kirgiser nogen større forhåbning om, at der er reel vilje til at stoppe den undergravende korruptionskultur.
Om lidt under to år er der valg til præsidentembedet. Ifølge den kirgisiske forfatning kan præsidenten kun vælges én gang, hvilket betyder, at kommende præsidentkandidater snart bliver kørt i stilling. Det er derfor ikke utænkeligt, at Atambayev snart bliver en såkaldt ”Lame Duck” præsident, uden magt og vilje til at gennemføre noget.
Og hvad så med civilsamfundet?
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, besøgte for nylig de fem centralasiatiske lande, herunder Kirgisistan. Besøget var et forsøg på at vise USA's fortsatte interesse for regionen, om end den er stærkt reduceret efter USA's tilbagetrækning fra Afghanistan.
John Kerry kvitterede Kirgisistan for sit fungerende demokrati og det veloverståede valg. I samme ombæring kunne han have pointeret behovet for et frit og aktivt civilsamfund i et velfungerende demokrati.
Den nye regering kommer meget snart til at skulle behandle lovforslaget om at stemple civilsamfundsorganisationer (NGOer), der modtager penge fra udenlandske donorer, som ”Fremmede Agenter”.
Denne lov er en tro kopi af en lignende fra Rusland, som blev indført i 2012 af Putin.
Formålet med loven er at kontrollere civilsamfundet i dets virke gennem øgede kontrolmekanismer, begrænsninger for NGOers ”politiske” aktiviteter og ikke mindst en mistænkeliggørelse som følge af, at NGOerne skal registres som ”fremmede agenter”.
Blandt lokale NGOer i Kirgisistan er der ikke meget forhåbning at spore. Man forbereder sig derfor lige nu på, at loven bliver vedtaget af det nye parlament.
Thomas Skov-Hansen er regional repræsentant for Folkekirkens Nødhjælp med sæde i Kirgisistans hovedstad, Bishkek. Artiklen er skrevet som privatperson og har ikke noget med Folkekirkens Nødhjælps arbejde at gøre.