Afrika Kontakt: Ekstra flygtninge kan koste næsten to mia. kr.

Forfatter billede

Det skriver sekretariatsleder i Afrika Kontakt, Morten Nielsen, i en udregning fredag på NGOens website

I forbindelse med finanslovsaftalen opjusterer regeringen nemlig antallet af flygtninge, man regner med kommer til Danmark i 2016 fra ca. 15.000 til ca. 25.000.

Integrationsministeriet ved endnu ikke, hvad de yderligere 10.000 flygtninge vil koste, men i finanslovsaftalen gøres det klart, at pengene til at finansiere modtagelsen af flygtningene så vidt muligt skal dækkes af udviklingsbistanden.

Hvis man går ud fra, at prisen for de 15.000 er direkte proportionel med prisen for de 25.000, skal der omfordeles 1.948 mio. kr. eller næsten to milliarder.

Regnestykket

Hvis yderligere næsten to mia. kr. flyttes til flygtningemodtagelse ser regnestykket således ud:

Eftersom de humanitære indsatser skal friholdes, vil det føre til en beskæring på resten af udviklingsbudgettet på ca. 15 procent, men det er desværre for lavt.

Da pengene heller ikke kan tages fra allerede budgetteret flygtningemodtagelse, vil besparelsen på resten af budgettet være på 19,5 pct.

Bistanden vil samlet set udgøre 0,71 pct. af bruttonationalindkomsten (BNI) inklusive penge til flygtningemodtagelse.

Uden flygtningemodtagelse vil bistanden udgøre ca. 0,48 pct. af BNI.

32 pct. af bistanden vil i så fald gå til modtagelse af flygtninge her i landet og Danmark er dermed klart største modtager af dansk bistand.

Alternativet

Hvis der ikke skal findes yderligere næsten to mia. til modtagelse af flygtninge, ser alternativet sådan ud:

Den danske bistand er fra finansloven 2015 til finansloven 2016 blevet beskåret med 2,9 mia. kr. eller ca. 17 pct.

Eftersom den humanitære bistand og finansieringen af modtagelse af flygtninge er holdt fri, betyder det at resten af budgettet er blevet beskåret med 22 pct.

Herunder er bistanden via NGOrne beskåret med 27 procent i snit.

Bistanden vil så udgøre 0,71 pct. af BNI inkl. penge til flygtningemodtagelse.

Uden flygtningemodtagelse ville bistanden udgøre 0,57 pct. af BNI. Dette tal er tidligere meldt ud som 0,56 pct., men da bistanden nu ender på 0,71 pct. af BNI, stiger tallet en smule.

19,5 procent af bistanden vil i så fald gå til modtagelse af flygtninge i Danmark.

Vi er også her største modtager af vor egen bistand, konkluderer Morten Nielsen.

Kilde: NGO-plaformen Globalt Fokus