Sparekniven rammer dermed Krogerup højskole i Humlebæk i nogenlunde samme størrelsesorden som Den Internationale Højskole i Helsingør – se mere på
https://globalnyt.dk/content/den-internationale-hoejskole-skal-spare-millioner
Udover de 1,9 mio. kr. kommer et nyt løncirkulære, hvor der varsles lønstigninger på otte procent, som imidlertid ikke kompenseres.
Med den dav. VK-regerings økonomiske genopretningspakke i 2010 blev det vedtaget, at der skulle ske en besparelse på seks procent.
Højskolerne og de frie grundskoler er de eneste, som ikke har fået rullet genopretningspakkens besparelser tilbage. dvs at højskolerne i alt kommer til at skulle spare ca. 15 pct., gør højskolen på Krogerupvej ved Louisiana-museet gældende.
Og med udsigt til de små årgange, ser det ikke for lyst ud mange steder.
Forstander Rikke Forchhammer er ikke i tvivl:
"Konsekvenserne af besparelserne vil først og fremmest ramme vores helt nødvendige vedligeholdelse og renovering”.
“Den omfattende og dyre renovering (af den gamle herregård, som er skolens hovedbygning, red.) handler om nye tage, døre, vinduer, badeværelser og en opdatering af værelserne. Denne proces bliver helt sikkert forsinket på grund af besparelserne", siger hun til Globalnyt.
U-landsengagementet
Højskolen er kendt for sit engagement i Den 3. Verden og dens problemer. Hovedfagene omfatter:
FOTOGRAFI – Israel/Palæstina
STORBYENS PULS – New York eller Rio, Istanbul og Berlin
JOURNALISTIK & MEDIER – Californien eller New York/Washington
FILM! FILM! FILM – Hollywood
VERDEN BRÆNDER – Burma/Thailand eller Mexico
CROSSING BORDERS – Danmark
Verden Brænder er et rejsekursus i samarbejde med Operation Dagsværk og flere af deltagerne har i årenes løb sendt rejsebreve hjem, som er bragt her i U-landsnyt.dk – nu Globalnyt.
Crossing Borders er et kursus om global bevidsthed og aktivisme.
Højskole-succes har bidt sig fast
Krogerup Højskole er for første gang udsolgt flere måneder i forvejen. Det er en kulmination på flere års kontinuerlig fremgang, men højskolen kæmper fortsat med at sætte den gamle herregård i stand.
Siden Rikke Forchhammer blev forstander for seks år siden er antallet af tilmeldinger til højskolens elevophold nærmest fordoblet, og forstanderen har netop måtte melde forårsholdet udsolgt.
”Det er fantastisk at have en fyldt højskole til foråret klar flere måneder inden, at eleverne skal starte”, siger hun og fortsætter:
“Vi har stadig mange unge interesserede, som vi giver rundvisninger og kan skrive på venteliste, men den eneste reelle mulighed er at tilmelde sig efteråret eller vælge en anden højskole, hvis man har travlt”.
På skuldrene af sig selv
Ifølge forstanderen var det i sin tid et kæmpe arbejde at få højskolens situation vendt, da alle områder havde brug for en stor indsats, men de sidste par år er fremgangen solid.
”Det kræver en fast og solid indsats af alle på skolen, men nu har vi haft en del meget store hold i træk, hvor eleverne har haft succesfulde oplevelser, som de fortæller om til venner og bekendte”.
“Og vi kommunikerer nu løbende på en række platforme, hvor tilstedeværelsen ikke længere først skal besluttes, tilmeldes og bygges op, men nu bare løbende holdes opdateret. Så alt er på plads, og det giver en selvforstærkende effekt”, siger forstanderen.
MEN, men… så er der skolens gamle historiske hovedbygning.
”Vi har et enormt efterslæb i forhold til renovering af den gamle herregård, og så mange millioner, som det vil koste, kan vi ikke sådan lige generere med vores relativt set begrænsede kapacitet og omsætning”.
“Vi arbejder løbende med renovering og er klar over, at det er et langt sejt træk”, slutter Rikke Forchhammer.
Et træk, der ikke er blevet kortere nu.
70 års jubilæum i 2016
Skolens hovedbygning er en tidligere herregård, der var ejet af Constantin Brun. Hans efterkommere måtte afhænde bygningerne til staten i 1939 på grund af gæld. Under Anden Verdenskrig benyttede den tyske besættelsesmagt bygningerne.
Højskolen blev grundlagt i 1946 og har således 70 års jubilæum til næste år.
Grundlæggelsen skete med et humanistisk, europæisk og demokratidannende sigte, der var usædvanligt i højskolemiljøet på den tid.
Skolens forstander de første ti år var teologen og politikeren Hal Koch (1904-1963) og hvert år uddeler Krogerup Højskole en Hal Koch Pris.
Se mere om regeringens højskole-besparelser generelt på
http://www.ffd.dk/information/aktuelt/2015/finanslov-2016
Yderligere oplysninger hos:
Ulrich Quistgaard, kom.ansvarlig og underviser, Krogerup Højskole, mobil: 61 33 09 18 og e-mail: [email protected]