Christina Ihler Madsen
Christina Ihler Madsen (f. 1985) er kandidatstuderende på Internationale Udviklingsstudier og Socialvidenskab ved Roskilde Universitet.
Hendes primære interesseområder er bæredygtig udvikling og omstilling, globale ulighedsskabende mekanismer, konsekvenser af klimaforandringerne samt klimaforhandlingerne.
Hun har tidligere arbejdet med klima fortalervirksomhed hos Folkekirkens Nødhjælp og har erfaring som frivillig i flere organisationer.
Følg Christina på twitter: @CIMadsen
Inden det længe ventede klimatopmøde i Paris, skulle alle landene have indleveret deres nationale bidrag til reduktionen af drivhusgasser.
FN’s miljøagentur har beregnet de første 119 reduktionsløfter. Den gode nyhed er, at vi er på rette vej – i stedet for en temperaturstigning på 4-5 grader vil reduktionsløfterne sende os mod en forventet temperaturstigning på 3-3.5, grader i 2100 – den dårlige nyhed er, at selv hvis alle opfylder deres nuværende løfter, så vil det ikke være nok til at holde os under de famøse 2 grader.
Der er et såkaldt 'emission gap', altså manglende løfter om emissionsnedskæring, på hele 12 gigaton CO2. Vi er derfor ikke i mål, alle skal opfylde langt mere end deres nuværende løfter.
En bemærkelsesværdig detalje er at hele 25 procent af reduktionsløfterne er betinget af klimafinansiering. Mange udviklingslande er villige til at begrænse deres fremtidige udledning, men har ikke de økonomiske og teknologiske fornødenheder til at kunne gennemføre det.
Jeg er netop hjemvendt fra et af de lande, som er afhængig af klimafinansieringen for, at kunne implementere deres løfter fuldt ud: Uganda.
Meget lav udledning pr. indbygger
Men hvorfor skal et af verdens fattigste lande, uden historisk ansvar for klimakrisen og med en af verdens laveste udledninger pr. indbygger på 0,1 ton CO2 (til sammenligning er Danmarks tal 7,2 ton) overhoved komme med internationale klimaløfter?
Uganda er allerede mærket af klimaforandringerne, som har fremmet uforudsigelige vejrmønstre med slemme hedebølger, tørkeperioder og oversvømmelser. For et land hvor ca 80 procent af befolkningen lever af primær produktion, er dette en særlig farlig forandring.
Jeg mødte en elev, som fortalte hvordan hans families høst var slået fejl på grund af ustabile og ekstreme vejrfænomener. Det har store konsekvenser for deres levegrundlag og betød at de ikke længere havde penge til hans skolegang.
Samtidig har 85 procent af landets befolkning ikke adgang til strøm, det betyder at 89,5 procent af landets energibehov (til f.eks. madlavning) lige nu bliver dækket af kul og træ.
Dette medfører afskovning, hvilket både fjerner naturlige kulstofdræn, sender CO2 ud i atmosfæren og gør området mere sårbart overfor vejrfænomener. At sælge kul bliver også tit en indtægtskilde, særligt når høsten slår fejl.
Det er en farlig spiral – som langsomt gør de udsatte endnu mere sårbare.
Uganda skal ikke følge vores vej
Med en befolkning på 36 millioner, en årlig befolkningstilvækst på 3,26 procent og en gennemsnitlig vækst i bnp på 6.8 procent de sidste fem år, er det essentielt at lande som Uganda ikke følger samme sorte udviklingsvej, som har skabt den globale opvarmning.
Derfor er det vigtigt med visionære ledere såsom borgmester Godfrey Baluku Kime, som vil sørge for at Kasese distriktet i Uganda vil have en 100 % bæredygtig strømforsyning inden 2020.
Viljen er der og mindre projekter er i gang.
Jeg var i Uganda for at se små klimaprojekter som allerede er etableret, bl.a. med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp. Jeg blev imponeret over, hvordan klimaprojekterne formåede at sammentænke globalt klimahensyn med sundhedshensyn, indtjeningsmuligheder, lokalmiljø og lokalt sammenhold.
Der var oprettet klimacentre, som oplyste om vejrudsigter og forudsigelsesmetoder; oplærte i fordelene af naturbevarelse som beskyttelse for vejrfænomener; opfordrede til at dyrke nye afgrøder med kortere modningstid og skabte sammenhold i lokalsamfundet.
Der var træplantningsprojekter, hvor familierne stolt fremviste de træer de havde plantet og fortalte, hvordan deres hjem og afgrøder nu kunne blive bedre beskyttet imod vind og oversvømmelser. Flere viste også hvordan de producerede træstiklinger, som enten kunne sælges videre eller plantes på deres egne grunde.
Der var også projekter som håndterede en af de primære årsager til afskovning. Normalt bruges der seks stykker brænde til at lave mad over bål, med nye madlavningsovne bruges der kun et enkelt stykke træ og røgen føres væk, så kvinderne ikke længere skal døje med luftvejsproblemer og øjenskader.
En anden metode er at etablere gasanlæg, som udnytter dyreholdets afføring til at skabe gas til madlavning og lys, samt gødning til markerne.Disse projekter er små lokale startskud, som viser at viljen er stor. Udviklingslandene skal med i den globale klimaaftale, så de kan undgå at gå i vores sorte CO2 forurenede fodspor – men det kræver massiv finansiering og teknologiske bidrag, hvis det skal gennemføres.
Der er behov for at alle bidrager til at lukke det store ’emission gap’. Derfor er finansiering et af de vigtigste punkter på klimatopmødets dagsorden – for at det kan lykkedes, skal de rige lande levere både penge og teknologiske løsninger, samt overbevise de fattigste lande om, at de vil holde deres løfter.
Kilder:
http://uneplive.unep.org/media/docs/theme/13/EGR_2015_ES_English_Embargoed.pdf
http://udviklingstal.um.dk/da/lande-og-landegrupper/prioritetslande/uganda/
http://www.theguardian.com/global-development-professionals-network/2015/oct/20/ugandan-mayor-my-district-will-be-100-renewable-by-2020