PARIS: Klimakonventionen fra 1992 nævner, at der er “fælles, men forskelligartede forpligtelser”, når det gælder indsatsen på klimaområdet.
Det betyder, at de rige lande skal bidrage mest, mens de fattige slipper billigere.
Men flere rige lande mener, at denne differentiering ikke mere er tidssvarende. Det fortalte EU’s klimakommissær på et pressemøde mandag.
“Verden forandrer sig og verden vil fortsætte med at forandre sig. Nogle af de rigeste lande i dag er ikke annex 1 (kategorien for rige lande i Klimakonventionen)”, siger Miguel Arias Cañete, den spanske kommissær.
Han henviser til, at lande som Qatar, Saudi Arabien og Singapore i dag er rigere end Grækenland.
Derfor ønsker han og flere andre i-lande at lade eksempelvis de store vækstøkonomier eller de rige golfstater bidrage mere, selvom de i konventionen ikke indgår i gruppen af lande med de største forpligtelser.
Det gælder særligt i forhold til spørgsmålet om finansiering af de fattige landes klimaindsats.
Uenighed i den store gruppe af udviklingslande
Den store gruppe af udviklingslande G77 består netop af en koalition mellem disse lande og nogle af de fattigste i verden.
Her er blokken ikke helt enig i, hvor fast man skal stå på det gamle princip om de fælles, men forskelligartede forpligtelser.
Kina og Brasilien og mange fattige lande ser med positive øjne på en mere glidende overgang mellem rig og fattig.
Indonesien er eksempelvis ikke afvisende for at gøre opdelingen mere fleksibel.
“Vi kan ikke længere have en ubøjelig opdeling, men det er vigtigt, at differentiering er grundlaget”, siger Nur Masripatin generaldirektør for klimaforandringer i det indonesiske ministerium for miljø og skovbrug på et pressemøde mandag.
Kina har bidraget med 3,1 milliarder dollars i klimastøtte til de fattige lande, men som det står nu tæller disse midler ikke med i de 100 milliarder, der blev lovet i klimastøtte tilbage i 2009. Kinas milliarder karakteriseres som såkaldt “syd-syd”-samarbejde.
“Lande i en position til at gøre det”
I Paris er der blevet talt meget om en formulering, der udvider begrebet om de forskellige forpligtelser.
Det er en formulering, som EU-kommissær Miguel Arias Canete har nævnt adskillige gange på pressemøder.
“Vi vil fortsætte med at støtte, men hvert eneste land i en position til at gøre det må støtte. Vi må øge antallet af lande, der støtter de mest sårbare”, lyder det fra den spanske klimaansvarlige.
Denne formulering vækker ikke begejstring hos den sydafrikanske formand for G77-gruppen Nozipho Mxakato-Diseko.
Hun blev på et pressemødet spurgt om, hvad betydningen egentligt er.
“Vi har det samme spørgsmål. Hvad er en juridisk personlighed, der kaldes “lande i en position til at gøre det”? Hvordan indsætter du “lande i en position til at gøre det” i et juridisk instrument?”, svarede hun, og fortsatte:
“Når jeg beder mine børn om at gøre rent kan jeg ikke bare bede en “person i en position til at gøre det” om at gøre det. Hvis jeg vil have gjort rent er jeg nødt til at sikre mig, at det bliver gjort”.
Mange lande i G77 henviser i diskussionen til, at man ikke skal omskrive Konventionen. Det er nok de færreste parter, der ønsker at genåbne forhandlinger om Konventionen, da det vil være tidskrævende og sikkert vil udskyde en ny klimaaftale.
Kan nemt ende med kompromis mellem Kina og USA
Der er en håndfuld af lande i G77-gruppen, der stædigt værner om princippet. De kræver det indskrevet i aftaleteksten på alle væsentlige punkter. Det gælder ikke bare finansiering, men også tilpasning og reduktionsforpligtelser.
Indien, Saudi Arabien, Singapore, Malaysia, Bolivia og DR Congo er hardlinere i spørgsmålet, fortæller Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp.
Indien argumenterer for et “carbon space”, eller “carbon budget”, hvor man historisk ser på, hvem der har udledt mest kulstof. De lande, der har udledt mindst, må ifølge den asiatiske gigant have frihed til at udlede mere.
Læs mere om Indiens position her:
https://globalnyt.dk/content/indiens-ret-til-kul-og-de-300-millioner-uden-elektricitet
“…i lyset af forskellige nationale omstændigheder”
I den bilaterale klimaaftale mellem Kina og USA har man indført en formulering, der hedder “fælles, men forskelligartede forpligtelser i lyset af nationale omstændigheder” (in light of different nationalnational circumstances).
Det kan meget vel være den, der bliver indskrevet i Paris-aftalen nævner Danmarks chefforhandler Mercan-Ellen Nielsen.
På en pressebriefing inden COP21 fortalte hun, at det kan betyde en mindre statisk opdeling i rige og fattige, der tager hensyn til udviklingen, heriblandt naturligvis den økonomiske rigdom.
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
