Nyt undervisningsmateriale tager fat på Afrikas energiparadoks

img_1414
Thomas Jazrawi

16. december 2015

Hvorfor er parcelhustage i det solfattige Danmark plastret til med solpaneler, mens solceller først nu begynder at vinde frem i Afrika?

Og hvorfor er mere end 600 mio. afrikanere uden adgang til strøm, når kontinentet har et kæmpepotentiale inden for både sol, vand, vind og anden vedvarende energi?

Det er nogle af de store spørgsmål, et nyt, filmbaseret undervisningsmateriale ’Grøn energi til bæredygtig udvikling’ (GEBU), tager fat på.

I sidste uge nåede verdens lande ved COP21 i Paris langt om længe til enighed om en global klimaaftale, og i september vedtog stats- og regeringschefer fra alverdens lande i FN i New York 17 mål, der skal udgøre de fælles pejlemærker for den globale udvikling frem til 2030, de bæredygtige udviklingsmål.

Men hvordan omsættes de politiske aftaler i praksis?

GEBU-materialet tilbyder en konstruktiv, konkret og fremadrettet vinkel på udfordringerne i at skabe bæredygtig, økonomisk udvikling i ulandene.

Det viser, hvordan grøn vækst kan skabe arbejdspladser og indtægter, både i Kenya og i Danmark. Og at det kan lade sig gøre at skaffe klodens fattige el og energi uden at smadre miljøet og klimaet. 

Kenya viser vejen

Kenya har brug for massiv vækst for at udrydde fattigdom. Det kræver energi. Og Kenya har ikke bare en vision om, at den energi skal være grøn.

Kenya er i fuld gang med at udnytte sit enorme potentiale for grøn energi: Afrikas største vindmøllepark er på vej, Kenya har sat fuld damp på udnyttelsen af geotermisk energi og er også her førende i Afrika.

Hundredtusindvis af små solpaneler, der bringer el til fattige familier, bliver installeret. Biomasse og vandkraft, som Kenya også er rig på, vinder frem.

Undervisningsmaterialet Grøn vækst til bæredygtig udvikling har det hele med i korte, konkrete og lettilgængelige film:

  • Se, hvor Afrikas største vindmøllepark bliver etableret – med solide danske fingeraftryk
  • Kom med til Hell’s Gate, hvor danske pensionskassemidler er med til at finansiere Kenyas boom inden for geotermisk energi
  • Mød Kenyas grønne slagter og andre grønne iværksættere
  • Se, hvordan lort bliver til lys

Ved at bruge Kenya som eksempel bliver de store, globale spørgsmål konkrete og nærværende.

De 18 korte film ledsages af detaljerede lærervejledninger med grydeklare forslag til elevopgaver til både gymnasier og erhvervsskoler.

Det er målrettet fagene naturgeografi, fysik, matematik og samfundsfag samt samarbejde på tværs af fagene.

Fakta om ’Grøn energi til bæredygtig udvikling’

Undervisningsmaterialet er udviklet af Dansk AV Produktion i efteråret 2015:

Producent og projektleder: Cand. comm. Anders Dencker Christensen

Tilrettelæggere: Journalisterne Jesper Heldgaard og Bo Illum Jørgensen

Pædagogiske konsulenter:

– Lektor i samfundsfag, Anne Lise Bennedsen

– cand. mag. fysik/geografi, Søren Tollund Christensen, og

– erhvervskonsulent Allan Jørgensen.

’Grøn energi til bæredygtig udvikling’ er finansieret af Danidas Oplysningsmidler og Undervisningsministeriets udlodningsmidler.

Film og materiale kan ses her:

http://www.emu.dk/modul/gr%C3%B8n-energi-til-b%C3%A6redygtig-udvikling

Og deles, ’likes’ og kommenteres her:

http://www.facebook.com/gebuinfo/

Jesper Heldgaard er freelance journalist med u-landsforhold som speciale.