Der var stort pres på forhandlerne for at inddrage menneskerettigheder i kernen af den nye internationale klimaaftale.
Men lige lidt hjalp det. De blev nemlig flyttet til præamblet på selve den internationale dag for menneskerettigheder.
Og det skete oven i købet i den by, hvor Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder blev vedtaget i 1789 og senere FN’s Erklæring om menneskerettigheder i 1948.
Mere symbolsk kunne det næppe blive, men nok ikke lige på den måde, som mange havde håbet på.
Menneskerettighederne blev holdt inde i kernen af aftalen i de første to uger af forhandlingerne, men torsdag d. 10. december var det slut.
EU og Norge spillede en uheldig rolle ved ikke at stå fast på rettighederne, forklarer Jakob Kronik fra Verdens Skove.
”EU har fedtspillet. Man har ikke stået fast som den lysende forsvarer af menneskerettigheder”, forklarer han.
Norge fik håneprisen “Fossil of the day” for indstillingen til menneskerettigheder dagen efter samme pris gik til Danmark.
Vores naboland har imidlertid sikkert fortrudt, for de har fået gevaldige tæsk for det derhjemme, fortæller Jakob Kronik.
Da de store fyrtårne for menneskerettigheder ikke forsvarede dem, spurgte flere udviklingslande sig selv, hvorfor de skulle investere deres politiske kapital i spørgsmålet, fortæller han.
Mexico bliver nævnt af mange som en eksemplarisk forsvarer af menneskerettighederne ved COP21.
Klimaforandringer krænker en lang række menneskerettigheder
Menneskerettighederne bliver dermed ikke kædet sammen med de operationelle dele i kernen af Paris-aftalen.
Det til trods for, at FN’s særlige udsending om menneskerettigheder og miljø, John Knox, opfordrede verdens nationer til at lægge vægt på menneskeretten i aftalen.
“Klimaforandringer krænker en lang række menneskerettigheder”, sagde han torsdag ved en pressekonference, og tilføjede:
“Det er ikke op til Paris-konferencen, at beslutte, om der er sammenhæng mellem klimaforandringer og menneskerettigheder – den eksisterer. Det Paris-konferencen kan gøre er at anerkende dette og handle i overensstemmelse med det”.
Han nævner, at klimaforandringer bl.a. kan krænke retten til føde, retten til rent vand, retten til udvikling og selve retten til at eksistere.
Her hentyder han til nogle af de små østater i Stillehavet, der kan blive udryddet, hvis den globale opvarmning og den stigende vandstand ikke bremses op.
Oprindelige folks rettigheder
Også FN’s særlige udsending for oprindelige folks rettigheder var taget til Paris med et budskab til forhandlerne.
”Skulle oprindelige folks rettigheder blive fjernet fra den endelige aftale vil forhandlere have ødelagt ethvert påskud om deres intentioner om at afhjælpe klimaforandringer. Hvis vores rettigheder bliver krænket vil vi være ude af stand til at beskytte skoven. Dette er det direkte link mellem menneskerettigheder og klimaforandringer”, lyder det fra Victoria Tauli-Corpuz.
Det fortalte den særlige udsending på et pressemøde på menneskretsdagen i Paris. Hun nævnte, at det faktisk var en række udviklingslande, der forsvarede menneskretten i klimaforhandlingerne.
”Jeg takker Filippinerne, Mexico, AILAC-lande som Costa Rica, Peru, Chile, Guatemala og andre Stillehavsnationer som Tonga og Vanuatu og andre lande i det klimaskrøbelige forum (Climate Vulnerable Forum), som er bannerførerne for menneskerettighederne imod nogle af verdens mest magtfulde lande”, sagde hun.
”Vi opfordrer USA, Storbritannien og Norge, som alle tidligere har rakt hånden frem mod oprindelige folk, til at beskytte menneskerettigheder og principper for demokrati og inklusion”, fortsatte hun.
Det lykkedes dog ikke, at overbevise Klimakonventionens parter om, at rettighederne bør prioriteres i kampen mod klimaforandringer.
Også når løsninger som skovbevarelse, vindmølleparker og solenergi skal fremmes, fremgik det på pressemødet.
Her kan man finde menneskerettigheder beskrevet i præamblen, men altså ikke i selve aftalen:
http://unfccc.int/documentation/documents/advanced_search/items/6911.php?priref=600008831
Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa (Europa-Nævnet) blev nedsat af Folketinget som følge af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992. Nævnets formål er at ruste danskerne til at tage stilling til europapolitiske spørgsmål gennem upartisk at støtte oplysnings- og debatskabende initiativer i den danske offentlighed.
