Samtidig kræver regeringens støtteparti Liberal Alliance at blive overbevist om fornuften i flytningen og sår dermed tvivl om, hvorvidt regeringen kan få det nødvendige flertal, skriver Politiken søndag.
DIIS flyttede for godt to år siden fra Christianshavn til nye og større lokaler på Østerbro overfor FN Byen i København. Ledelsen og staben har protesteret voldsomt mod flytteplanerne – se
http://globalnyt.dk/content/regeringen-vil-flytte-diis-til-aarhus
“Det vil skade DIIS' arbejdsmuligheder, og det er synd, set i det lys at instituttet nyder stor international anerkendelse, siger Uffe Ellemann-Jensen (V), der var udenrigsminister fra 1982 til 1993, til Politiken.
Per Stig Møller, der var konservativ udenrigsminister fra 2001 til 2010: “Jeg vil ikke blande mig i indenrigspolitik. Men jeg håber ikke, at forslaget ender med at blive stemt igennem”.
Den tidl. socialdemokratiske udenrigsminister og folketingsformand Mogens Lykketoft kalder det "en direkte stupid måde at lave egnsudvikling på".
“Formålet med DIIS er at spille sammen med statsadministrationen. Der er en grund til, at man ikke flytter Statsministeriet til Samsø”, siger han til Politiken.
I tilfældet med udflytningen af DIIS skal et flertal i Folketinget godkende udflytningen.
U-landsveteranen Klaus Winkel skrev i november i en kommentar her på Globalnyt:
Af de få tilbageværende, danske u-landsmiljøer trues nogle nu fra en helt anden kant: regeringens ønske om at flytte institutioner ud af København. Det gælder således for Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, som ønskes flyttet til Århus.
Vi er et lille land, og vi kan på u-landsområdet ikke opnå kritisk masse på højt plan, hvis vi spreder os. En flytning vil gå hårdt ud over et samlingspunkt for u-landsekspertise, som næres af det tætte samspil med den store del af aktørerne og eksperterne på u-landsområdet, som nu engang befinder sig i København og omegn.
Stillet over for den vigtigste globale udfordring: kampen mod fattigdom og hvad deraf følger af migration, ustabilitet, evt. terror m.m., er regeringen i fuld gang med at nedruste Danmark.