Sudan har i 2016 officielt afsat 2.8 milliarder USD, svarende til en kvart af statens budget, til militære udgifter. Økonomiske iagttagere og tænketanke anslår, at landet i år reelt vil bruge helt op til 70 procent af budgettet på krudt og kugler. Det skriver The Sentry, en organisation der holder øje med pengestrømme i Afrikas krige, i en såkaldt Country Brief om Sudan.
Flere konflikter og statsfinansierede militser
Det anslås at Sudan bruger omtrent 4 millioner USD om dagen på konflikterne i Darfur, Kordofan og Blue Nile staten. De militære udgifter har været støt stigende årligt og det skyldes ikke mindst, at regeringen i stigende grad gør brug af politiske militser. Det anslås at 46 procent af al organiseret konflikt i landet udgøres af militsernes angreb på civile mål.
I Sudan er store dele af de militære udgifter gemt væk under øvrige offentlige udgiftsposter. Således findes der en “nødpulje” i statsbudgettet, den såkaldte “emergency expenditure”, der menes at udgøre op til 40 procent af det totale budget.
De fortsat stigende militære udgifter falder sammen med rekordlave valutakurser for den sudanesiske pund, stigende priser på forbrugs -og fødevarer, tørke og fødevareknaphed i store dele af landet.
Læs The Sentry: Country Brief Sudan i sin helhed her