Omar Souleyman (Syrien) i Pumpehuset, København, 5. marts 2016.
Det er tydeligt allerede inden man når indenfor: Omar Souleyman, Syriens fremmeste bryllupstroubadour, er svær at sætte i bås. Jeg står i regnen og betragter køen: Skarpt klædte hipstere, unge med mellemøstlig baggrund og nogen-og-fyrreårige veninder med rygsækken godt oppe i nakken og en forkærlighed for verdensmusik. Jeg forvirres og fascineres af den brogede flok. Hvad mon de forventer at opleve? Hvad lægger de i musikken? Koncerten er af arrangøren blevet omtalt som et ”kitschbal”, men er det virkelig alt, hvad det her er?
Da jeg første gang stødte på Omar Souleyman for ti år siden var det også en forvirrende oplevelse. Min veninde var altid med på den sidste nye udvikling indenfor undergrundsklubhits, men da hun satte albummet Highway to Hassake på, blev jeg blæst bagover: Den insisterende kombination af mellemøstlige toner og hurtige beats var som at blive suget ind i et beduintelt med stroboskoplys. Var det galt eller genialt? Det var egentlig ligegyldigt, for det var sateme svært at stå stille til, og det rykkede til københavnske undergrundsfester.
Bryllupper og Björk
Omar Souleyman startede sin karriere som bryllupssanger i Syrien. Musikstilen ”dabke” ledsager som regel folkedans til bryllupper og andre festlige begivenheder i store dele af Mellemøsten og han skabte sig et navn som en af de helt store indenfor genren. Da et amerikansk pladeselskab udgav hans optagelser i 2006 fik han et helt nyt og anderledes publikum.
Siden da er fanskaren vokset betydeligt og han har arbejdet sammen med verdensstjerner som Modeselektor og Björk, der udvalgte ham til at remixe numre fra hendes Biophilia-album. I 2013 leverede han første gang soundtrack til gadefestivalen Distortion i København og i 2014 opnåede han en af de vel nok største bedrift en musiker kan begå i Danmark, at spille på Roskilde Festivalen.
Er det her et udklædningsbal?
Beduinudklædte gæster med solbriller og falske overskæg stimler mod scenen, hvor opvarmningen er gået i gang: En DJ, der spiller hiphop. Nu er jeg endnu mere forvirret. Hvor passer Hr Souleymans musik ind? Og hvorfor har jeg ikke fået invitationen med kostumeinstruktioner?
Da Omars stemme sætter koncerten i gang går det forventningsfulde publikum amok. De hurtige rytmer sætter gang i folkemængden og armene flyver i vejret. Den eneste, der ikke danser, er hovedpersonen selv: Iført sin ikoniske kjortel, tørklæde og solbriller går han sindigt frem og tilbage på scenen og udfører små håndbevægelser. Bandet består af en enkelt musiker på keyboard. Det er ikke avanceret, og ja, det kunne have været fantastisk med et fuldt orkester, men det fungerer upåklageligt i den times tid festen varer.
I kærlighedens navn
Omar Souleyman sagde i et interview til franske Clique TV i 2014, at han ikke vil synge om politik: ”Jeg synger ikke for araberne og jeg synger ikke for de engelsktalende. Jeg synger kun i kærlighedens navn.”
Og med kærligheden har han, på denne lørdag aften, formået at bringe vidt forskellige mennesker sammen på tværs af sprog, religion, etnicitet og alder. Pailletbesatte kvinder og blonde fyre med ‘man bun’ smyger sig, syriske unge svinger bedekranse over hovedet og rygsækkene hopper op og ned på de midaldrende veninder. Dung dung dung. Technorave og syrisk bryllup smelter sammen. I Omars beduintelt sveder vi alle lige.
Du kan blandt andet finde Omar Souleymans musik på Spotify og iTunes.