Det globale termometer tæt på at overskride verdens klimamålsætninger

global_temperature_anomaly
Thomas Jazrawi

15. marts 2016

“Vow”, lød det fra klimaforsker Gavin Schmidt, leder af NASA-afdelingen GISS, da han på Twitter omtalte målinger for februar. 

Det beretter DR. 

Februar er den femte måned i træk, der bliver den varmeste nogensinde målt. Og som det fremgår af Schmidts udsagn, er det en ganske bemærkelsesværdig og alarmerende temperaturstigning, som forskerne har målt. 

Februar blev nemlig 1,35 grader varmere end gennemsnittet i årene mellem 1951 og 1980. Det er anslået 1,55-1,75 grader varmere end perioden før industrialiseringen, skriver Jørgen Steen Nielsen i Information. 

Målsætningen i Paris-aftalen, der blev vedtaget ved den store klimakonference i Paris er at holde temperaturen “et pænt stykke” under 2 grader og stræbe efter ikke at lade den overstige 1,5 grader. 

De nye målinger er tæt på at sprænge rammerne for disse klimamål. 

Der er dog tale om et øjebliksbillede, hvor vejrfænomenet El Niño, der netop nu påvirker vejrforhold og klima, spiller en stor rolle. 

0,50 grader over rekordåret 1998

Den seneste meget voldsomme version af det berømte vejrfænomen foregik i 1998, hvilket dengang skabte nye højder for den globale temperatur. 

Klimaskeptikere har til tider brugt denne midlertidige hedetur til at argumentere for, at temperaturen ikke er steget siden da. 

Årets kraftige udgave af El Niño ser ud til at mane dette argument til jorden. Februar måned var nemlig hele 0,47 grader hedere end den nu næstvarmeste februar i 1998, skriver DMI.

Det danske meteorologiske insittut skriver ligeledes, at hvis man kun ser på landområder, var februar måneds temperatur 0,5 grader højere end 1998.  

Den er helt slem i Nord

Det er særligt de nordlige breddegrader, som mærker heden i denne tid. I det kolde Arktis har varmegraderne været særdeles ekstreme. 

Alaska var mere end 6 grader varmere end gennemsnittet for 1981-2010, skriver DMI. I Nordvestsibirien var det mere end 10 grader.

Den danske klimaminister Lars Chr. Lilleholt er tirsdag i samråd i Folketingets energi- og klimaudvalg om Danmark og EU’s klimapolitik i lyset af de nye rekordmålinger.