Beskrivelsen af hændelsesforløbet i 1984-85 findes i en af Kelm-Hansens bøger, “Det koster at være solidarisk”, som han udgav i 2000.
Den sammenfatter ganske godt en statsminister og partiformand med hjertet på rette sted, når lejlighed gaves, og som nu er død 93 år gammel.
Hans seneste socialdemokratiske efterfølger på statsministerposten, Helle Thorning-Schmidt, siger det på denne måde søndag i et indlæg på facebook:
“Danmark har i dag sagt farvel til en hædersmand af et helt særligt format, der altid kæmpede for retfærdighed og lighed. Han glemte aldrig dem, der har mindst og færrest muligheder. Både i Danmark og internationalt”.
Hvad var det så, der skete dengang i 1984-85?
Jo, det var såmænd (mere end) en accept fra Anker Jørgensens side af et beslutningsforslag fra Det radikale Venstre om en årlig vækst i u-landsbistanden indtil den i 1992 udgjorde den berømte ene procent af bruttonationalproduktet (“vor nationalrigdom” så at sige).
Den beslutning blev endeligt vedtaget af Folketingets dav. u-landspolitiske flertal d. 26. marts 1985 og skulle i de kommende år sikre milliarder og atter milliarder for hjælpen til landene i Den 3. Verden – eksekveret af regeringer under Ankers partifælle, Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001).
Danmark blev en bistandspolitisk stormagt, man lyttede til i en grad, der lå langt udover, hvad landets størrelse berettigede til.
Og dengang sad der IKKE en borgerlig regering som i dag. En regering, som for nyligt tilsidesatte et beslutningsforslag, der annullerede ca. halvdelen af u-landsbesparelserne i 2015. Selv om der var flertal for forslaget i folketingssalen.
Nu sluttede det politiske spil i 1984-85 ikke med et socialdemokratisk overbud til de radikales beslutningsforslag. Man endte med at gå bort fra, at den fulde procent skulle nås på fem-seks år og gik med til syv, som de radkale kunne acceptere.
Meget at takke Anker for
Men uden en partiformand med hjertet på rette sted var det nok aldrig gået. For han kunne jo bare have sagt nej.
Så dansk udviklingsbistand har meget at takke Anker Jørgensen for – ligesom de kræfter i det store parti, som aktivt og vedholdende kæmpede for bistandsmidlerne.
Også på andre områder førte Anker en høj profil og var ikke bange for at sige sin mening – selv som statsminister.
Han sagde åbent, at USA skulle forlade Indokina, mens Vietnam-krigen rasede, gav udryk for, at han hellere havde set George McGovern som præsident end Richard Nixon (i 1972) og veg ikkke tilbage for at revse araberne og forsvare Israels ret til at eksistere.
Vel at mærke, mens araberne sad suverænt på oliehanerne.
I forholdet til u-landene spillede Anker Jørgensens personlige baggrund som forældreløst Vajsenhusbarn fra Christianshavn formentlig ind.
Han vidste, hvad fattigdom var – og handlede derefter, hvor og når han kunne.
