Klimaaftalen fra Paris er et vigtigt skridt fremad for den globale indsats mod klimaændringerne.
Men samtidigt er den langt fra nok. De klimaplaner som verdens lande meldte ind til den nye aftale, bringer os kun ca. halvvejen mod målet om max. 2 graders temperaturstigning.
Selv hvis disse klimaplaner gennemføres, er vi ifølge UNEP stadig i fuld fart på vej mod 3-3,5 graders temperaturstigning i dette århundrede, hvilket er katastrofalt.
Samtidigt aftalte verdens lande i Paris at gå efter et mere sikkert temperaturmål, nemlig et godt stykke under 2 grader – og at forsøge at nå 1,5 grad. Altså et hævet ambitionsniveau.
Det kan kun nås, hvis verdens lande hurtigt øger deres nationale klimamål og –ambitioner. Desværre ser denne erkendelse ikke ud til at være nået igennem i EU.
Deprimerende læsning
Den 2. marts kom EU Kommissionen med en meddelelse om EU’s opfølgning på Paris aftalen.
Det er deprimerende læsning. Kommissionen mener tydeligvis, at EU allerede via sine nuværende klimamål er på linje med Paris aftalen, og således bare skal fokusere på at opfylde dem.
Det er åbenlyst forkert. EU’s nuværende klimamål på mindst 40% reduktion i 2030, er klart ikke engang på linje med EU’s eget klimamål for 2050, som efter al sandsynlighed ikke vil være nok ift. Paris klimaaftalens nye mere ambitiøse klimamål (se graf nedenfor).
Kort sagt EU vil slet ikke snakke øget ambition i forhold til sine egne klimamål, selv om det er åbenlyst nødvendigt.
Den danske regering støtter svagt udspil
Det holder ikke og er tillige et meget destruktivt signal at sende til resten af omverdenen, hvor behovet netop er, at alle lande går sammen om et øget ambitionsniveau nu for at nå Paris aftalens mål.
Heldigvis reagerede en række især vestlig EU lande mod kommissionens linje på ministerrådsmødet den 4. marts og ønskede øget ambition.
Ligeledes har en lang række NGOer, virksomheder og fagforeninger bl.a. i en ny Higher Ambition Coalition gjort det samme. Desværre ser Danmark ikke ud til at bakke op om dette.
Den danske energi, forsynings- og klimaministers støttede på ministerrådsmødet den 4. marts i stedet Kommissionens meddelelse, og det ser ud til, at regeringen mener, at EU’s nuværende klimamål er nok og ikke behøver at blive hævet.
Brug for øgede EU-mål
Men sådan er det ikke, hvis vi skal have nogen chance for at holde os under de 2 endsige de 1,5 graders temperaturstigning.
Det er derfor helt afgørende, at EU meget hurtigt ændre signaler og politik og tydeligt erkender, at der er brug for øget ambition også fra EU.
Danmark må nu vælge at være på det rigtige side af kampen i EU, og i stedet for at fokusere på at undgå forpligtelser selv, bruger sine kræfter på at gå efter, hvad der skal til for at redde klimaet og leve op til Paris klimaaftalen.
Troels Dam Christensen er koordinator i 92-gruppen