Elsebeth Krogh stopper som direktør for CKU

Elsebeth Krogh


Foto: Center for kultur og udvikling, CKU
Forfatter billede

Mandag fik medarbejderne på CKU besked om, at u-landsveteranen Elsebeth Krogh stopper ved månedens udgang som direktør efter fire intense år på posten.
 
Elsebeth Krogh tiltrådte som direktør i 2012 og var hovedkraft bag Danmarks strategi for kultur og udvikling, “Retten til kunst og kultur”, fra 2013. Strategien blev under Elsebeth Kroghs ledelse omsat til programmer i 11 danske samarbejdslande i Afrika, Asien og Mellemøsten.
 
Elsebeth Krogh stod for at løfte arbejdet med kultur og udvikling, så det fulgte med forandringerne i verden. CKU har i samarbejde med lokale partnere arbejdet målrettet med antiradikalisering, traumebearbejdelse, jobskabelse og styrkelse af lokalt tilhørsforhold gennem kunstneriske udtryk, hedder det i en pressemeddelelse fra centret tirsdag.
 
Men selv om CKU siden oprettelsen i 1998 har vundet international anerkendelse og skabt netværk og resultater, vælger regeringen med finansloven for 2016 at lukke CKU ved udgangen af året.
 
Bestyrelsesformand for CKU, Lars Bonderup Bjørn, siger ved Elsebeth Kroghs jobskifte:
 
”Jeg er stolt over, at CKU med hende i spidsen har sat markante aftryk på verdenskortet. Elsebeth Krogh efterlader en stor arv, der på trods af lukningen af CKU fortsat vil præge forholdet mellem Danmark og en lang række samarbejdslande positivt.”
 
Elsebeth Krogh replicerer:
 
”Det er ikke let at forlade CKU. Men det glæder mig, at danske ambassader og repræsentationer i lande i Afrika, Asien og Mellemøsten fortsætter de programmer, som CKU har sat i søen. Og jeg glæder mig over, at danskerne i hele 2016 har mulighed for at opleve kunst fra Afrika, Asien og Mellemøsten under Images 16.”
 
Elsebeth Krogh ser frem til at bringe erfaringerne fra CKU i spil i sit nye job som direktør for IWGIA – en international organisation, der arbejder for oprindelige folks rettigheder verden over.

Se pressemeddelelsen fra IWGiA på 

http://www.iwgia.org/news/search-news?news_id=1341

Se også om forgængerens afsked med IWGIA på

http://u-landsnyt.dk/nyhed/30-06-15/veteran-diplomat-gar-som-iwgia-chef-efter-uenighed

Christina Papsø Weber, leder af Images, bliver med Elsebeth Kroghs afgang konstitueret direktør for CKU.

Afskedsreception og fødselsdag

I forbindelse med Elsebeth Kroghs afsked og 60 års fødselsdag (23.04) inviterer CKU til reception på Statens Museum for Kunst, hvor teamet bag Images har kontor, mandag 30. maj 2016 kl. 15-17.

Se vor fødselsdagsomtale af hende på

https://globalnyt.dk/content/ckus-chef-fylder-60

Yderligere oplysninger hos:

CKU’s bestyrelsesformand Lars Bonderup Bjørn på tlf 23 23 71 18.