Når FNs generalsekretær Ban Ki Moon, alverdens lande og humanitære organisationer træder sammen i Istanbul 23.-24.maj til det første topmøde om humanitær bistand nogensinde, så er de under massivt pres. Verden brænder i en sådan grad, at millioner af mennesker har brug for hjælp.
Det humanitære system, som ledes af FN og tæller masser af meget forskellige aktører – organisationer, virksomheder, militær – kæmper med at komme mennesker til undsætning på den mest hensigtsmæssige måde. Nødhjælpen skal sikre den nødvendige hjælp, medbestemmelse og værdighed i processen og det skal ske på en måde, så de nødstedte ikke udsættes for overgreb, ikke stilles ringere end før og ikke får lokale strukturer og systemer ødelagt med negative konsekvenser for den genopbygningsindsats, som ofte tager mange, mange år. Det er alt sammen noget, de humanitære aktører har arbejdet på i årevis. Men nu skal der for alvor foretages ændringer, hvis det står til Ban Ki Moon og mange andre.
Særligt rumler det ”nedefra” – fra de mennesker og organisationer som har hjemme i de lande, der modtager hjælp. De burde stå centralt i indsatsen, men overses ofte.
Det har vi set flere eksempler på. I Haiti har vi dokumenteret, hvordan genopbygningsindsatsen efter jordskælvet i januar 2010 betød, at en industripark, opført for bl.a. amerikanske nødhjælpsmidler, skubbede fattige småbønder væk fra deres jord, så de endte med at være dårligere stillet end før jordskælvet.
I Nepal brugte unge den træning de havde modtaget fra MS og ActionAid Nepal til at organisere sig, så de kunne være blandt de første der hjalp mennesker i fjerne dele af landet. Nepals regering og de store, dyre nødhjælpsindsatser har været under stærk kritik for langsommelighed i hjælpearbejdet.
I Syrien, og mange andre steder, er der behov for at kigge ud over det umiddelbare arbejde med at skaffe mad og bolig, for flygtninge fra krige og konflikter er fordrevet fra deres hjemstavn i mange år, ofte i flere årtier. I Jordan og Libanon hjælper Mellemfolkeligt Samvirke og ActionAid, som vi er en del af, unge med redskaber til at genopbygge deres eget liv og deres samfund, når de får mulighed for det. Når de sættes i stand til at organisere sig, håndtere nogle af deres problemer og stille krav til det omgivende samfund, så er der pludselig håb for fremtiden. Den forandring de kan skabe er med til at styrke fremfor at underminere de strukturer, som skal hjælpe samfundet på fode igen.
For at forbedre den humanitære indsats er et af forslagene på det humanitære topmøde netop at tænke nødhjælpsindsatser langt bedre sammen med den mere langsigtede indsats for at skabe udvikling. Det vil sige, at der i arbejdet med udvikling arbejdes aktivt med at styrke samfund, så de bedre kan imødegå katastrofer. Det betyder, at der under en katastrofe eller krise, hvor der gives humanitær bistand også tages fat om ting, der rækker længere ud i fremtiden i forhold til at skabe økonomisk udvikling, jobskabelse, fødevaresikkerhed og som styrker kvinders rettigheder – for bare at nævnte nogle få områder.
Altså skal nødhjælpsindsatser fremover ikke ”bare” handle om det basale som mad, vand og boliger. En bedre samtænkning betyder også mere fokus på HVEM, der udfører og er i førersædet for den humanitære bistand. ActionAid/Mellemfolkeligt Samvirke udgiver i forbindelse med topmødet en rapport om, hvordan kvinders lederskab er overset i den humanitære indsats. Ligeledes har Folkekirkens Nødhjælp påvist, at syriske organisationer udfører 75 procent af hjælpearbejdet, men de modtager kun under ti procent af de humanitære midler, der gives til Syrien.
Vi har følgende anbefalinger i forbindelse med det humanitære topmøde:
-
Udvid nødhjælpsindsatsen til også at inkludere aktiviteter, der giver mennesker håb og redskaber til at opbygge deres eget liv og samfund – det er bedre og billigere indsatser, der peger ud i fremtiden.
-
Sørg for at de mennesker, der skal have hjælp, er i centrum, har medbestemmelse og kan leve hele, værdige liv, hvor deres menneskerettigheder respekteres – og hvor de er i stand til at holde de ansvarlige magthavere op på det.
-
Giv langt mere støtte og plads til organisationer fra de lande, der bliver ramt af kriser og katastrofer.
