København bliver mandag og tirsdag centrum for diskussioner om en global, grøn omstilling. Det foregår ved arrangementet Global Green Growth Forum 2016 (3FG), som åbner dørene mandag morgen i Eigtveds Pakhus ved Udenrigsministeriet.
Denne gang vil diskussionerne tage udgangspunkt i vedtagelsen af FN’s verdensmål og en ny international klimaaftale i 2015.
”Momentum for en grøn omstilling af vores verden har aldrig været større. Denne omstilling vil kun være mulig gennem ægte partnerskaber mellem aktører fra den offentlige og private sektor, der kan udløse nye kilder til idéer, teknologi og finansiering for at opskalere udviklingsløsninger”, lyder det i en kommentar om mødet fra Ban Ki-moon.
”Global Green Growth Forum – 3GF – har arbejdet vedvarende med at katalysere forandrende private-offentlige partnerskaber for at fremskynde denne omstilling og bringe transformative løsninger op på det globale niveau”, tilføjer den sydkoreanske generalsekretær for FN.
FN-lederen er ikke selv på deltagerlisten, som ellers indeholder en lang række prominente politikere, erhvervsledere og kernepersoner fra forskning og civilsamfund.
Fra Danmark vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) åbne arrangementet mandag morgen, mens udenrigsminister Kristian Jensen (V) ligeledes vil være til stede ved begivenheden.
”I 2015 blev verdenssamfundet enig om en række ambitiøse mål for klima og bæredygtig udvikling i Paris og New York. Regeringen vil nu bruge 3GF-topmødet til at omsætte ambitionerne til konkrete aftaler”, lyder det fra den danske udenrigsminister.
Miljøminister Esben Lunde Larsen og klimaminister Lars Chr. Lilleholt deltager ligeledes fra den danske regering.
Tre emner i fokus
Global Green Growth Forum blev startet i 2011 af den danske regering i samarbejde med Korea og Mexico. I 2012 tilsluttede Kina, Kenya og Qatar sig initiativet, og i 2014 blev Etiopien sammenslutningens syvende medlem.
Missionen er at undersøge og demonstrere, hvordan bedre samarbejde mellem erhversledere, investorer, offentlige institutioner og eksperter kan realisere grøn vækst.
3GF opfatter partnerskaber mellem det private og offentlige som en nødvendig del af en omstilling til en grøn og inklusiv økonomi.
I år er der særligt fokus på opfølgning på vedtagelsen af FN’s verdensmål og den nye globale klimaaftale, Paris-aftalen, som begge blev indgået i 2015.
“A Global Call to Action”, lyder titlen på dette års møde.
Tre emner vil få speciel opmærksomhed på mødet. Det gælder grøn omstilling af energisystemer, byer som drivkraft for den grønne omstilling og optimal udnyttelse af naturressourcer, lyder det på hjemmesiden for arrangementet.
”Diskussionerne på 3GF 2016-mødet vil demonstrere, hvordan 3GF-partnerskaber er afgørende for at levere løsninger for en grønnere fremtid. Sessionerne vil fokusere på byer som igangsættere af grøn vækst, vigtigheden af at skabe de rette rammer for at promovere grønne livstile, gøre bæredygtig forbrug og produktion til virkelighed og finansieringen af den grønne omstilling”, lyder det i Ban Ki-moons kommentar.
Deltagere fra hele verden
Udover de 7 medlemslande samarbejder 3GF med en lang række partnere. Danfoss, Novozymes og Vestas er blandt de danske virksomheder, der deltager i initiativet. Dertil kommer udenlandske foretagender som Samsung, Siemens og ABB.
Af internationale organisationer finder man bl.a. den Inter-Amerikanske Udviklingsbank, Det Internationale Energiagentur og OECD samt World Resources Institute.
Ministre fra Malaysia, Etiopien, Tunesien og Vietnam, samt borgmestre fra Chile og Bangladesh er ligeledes i København for at følge mødet.
Civilsamfundet er også med. Her fra Danmark deltager bl.a. Folkekirkens Nødhjælp. Den danske NGO lægger vægt på, at de fattige inddrages i beslutninger, når der indgås partnerskaber mellem det private og det offentlige.
”Samarbejdet mellem det private og det offentlige er vigtigt for at få de nødvendige investeringer i f.eks. grøn energi, men det er vigtigt også at inddrage de lokale fællesskaber for at skabe lokalt ejerskab”, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i den kirkelige humanitære organisation.
”Lokale organisationer med viden om de lokale forhold i verdens fattigste lande kan komme med vigtige bidrag til konkrete projekter,” tilføjer hun.
Der ventes flere store lanceringer af nye initiativer på det grønne topmøde. Desuden venter man at blive enige om en samlet erklæring, der kan tage verdensmål og klimaaftale de næste skridt videre.
Læs videre på arrangementets hjemmeside:
Her kan man se deltagerlisten:
http://3gf.dk/en/events/3gf-2016-summit/featured-participants/
Ban Ki-moons kommentar kan læses her:
http://3gf.dk/en/events/3gf-2016-summit