ADRA får 11 millioner til fordrevne i Syrien

adra
Forfatter billede

EU-Kommissionens departement for humanitær bistand (ECHO) har netop sat underskrift på en ny bevilling på 11 millioner kroner til ADRA’s arbejde i Syrien.

Med den nye bevilling er det muligt at hjælpe tusindvis af fordrevne i Syrien med blandt andet adgang til rent vand og ordentlige sanitære forhold, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

Krigen i Syrien har ødelagt hospitaler, skoler, vandforsyning og elektricitet. Over halvdelen af Syriens hospitaler er blevet ødelagt eller beskadiget som følge af krisen, og der er mangel på sundhedspersonale og medicin. En fjerdedel af skolerne er blevet ødelagt eller bruges som midlertidig husly for de mange fordrevne.

Der er nu 6.5 millioner internt fordrevne i Syrien.

I samarbejde med ADRA Syrien er der derfor fokus på at hjælpe internt fordrevne, som er flygtet til Quneitra og områderne omkring Damaskus, hvor de bor i tomme skoler og ufærdige huse.

Her rehabiliterer ADRA de ufærdige bygninger, hvor der installeres sanitære installationer, så de internt fordrevne familier har adgang til rent vand, toilet, bad og vaskefaciliteter. Der uddeles også hygiejnepakker og undervises i basal hygiejne.

I samarbejde med Syriske Røde Halvmåne etablerer ADRA også et sundhedscenter til behandling af både fysiske og psykiske krigsskader.