Frygten for at kontanthjælp gør folk mere dovne, er ubegrundet. Det er i hvert fald tilfældet i en række udviklingslande, hvor forskere fra Harvard University og MIT har målt effekten af såkaldte cash transfers.
Ved hjælp af data fra syv forskellige lodtrækningsforsøg med over 45.000 medvirkende familier i Honduras, Indonesien, Marokko, Mexico, Nicaragua, og Filippinerne, undersøgte forskerne, hvordan kontanthjælp påvirkede mænd og kvinders beskæftigelse.
De fandt ingen effekt hverken på antallet af arbejdstimer eller på sandsynligheden for at være i job, og det gjaldt både for mænd og for kvinder.
Kontanthjælpen gør altså hverken de fattige mere eller mindre arbejdsvillige. Men kan man sikre sig at de bruger pengene fornuftigt?
Mens både nødhjælpsorganisationer og udviklingsindsatser i stigende grad har skiftet fra fødevarehjælp til kontanthjælp, har skeptikere stillet spørgsmålstegn ved om ikke man risikerer at modtagerne ødsler pengene væk på fristelser som cigaretter og alkohol.
Men heller ikke dén bekymring er der belæg for. En nyere gennemgang af 19 studier fra Latin Amerika, Afrika og Asien viser, at kontanthjælpen ikke fører til en stigning i forbruget af hverken tobak eller alkohol.
Kun to studier viste en mulig svag stigning i forbruget, mens flere ligefrem viste, at kontanthjælpen medførte et betydelig fald i forbruget af de fristende sager. Et studie af kontanthjælp i Kenya har oveni købet vist at pengene i høj grad bruges på mad og på investeringer som husdyr, møbler, mobiltelefoner og forbedringer af boligen.
Flittigere elever og sundere børn
Samtidigt får hjælpen skoleelever til at gå oftere i skole, og gravide kvinder og børn til at gå mere til lægen. Mange programmer har nemlig specifikt til formål at fremme uddannelse og sundhed.
Sådan er det for eksempel i Mexico, hvor staten under skiftende regeringer har uddelt kontanthjælp til fattige gravide kvinder og kvinder med børn. Støtten er her betinget af, at kvinderne sender deres børn i skole og overholder obligatoriske lægebesøg.
Det var de positive resultater fra et stort lodtrækningsforsøg af dette program sidst i 1990’erne, der sidenhen inspirerede til udbredelsen af kontanthjælp som et redskab i udviklingsbistanden.
Lignende programmer har nu bredt sig til over 50 lande, og det er et af de få områder af udviklingsbistanden, hvor forskere har været i stand til med rimelig sikkerhed at måle programmernes effekt på fattigdom, sundhed og uddannelse.
En opsamling på resultaterne fra en række tilsvarende forsøg viste i 2013, at både ubetinget og betinget kontanthjælp øger chancerne for at være tilmeldt en skole og for faktisk at deltage i undervisningen.
Ubetinget støtte eller støtte med løse betingelser øger chancen for at gå i skole med 18-25 procent, mens støtte med klare og monitorerede betingelser øger chancen med hele 60 procent.
Til gengæld ser det ikke ud som om kontanthjælpen påvirker elevernes karakterer – selv om flere altså går i skole og flere oftere kommer til undervisningen er der ingen ændring i karaktererne.
På sundhedsområdet viste en tilsvarende opsamling i 2009 at kontanthjælpsprogrammer øger brugen af sundhedstjenester og fremmer forebyggelse.
Man ser også i nogle programmer en effekt på børns sundhed målt på deres højde og vægt, men det er ikke klart præcist hvilken del af programmet der er på spil – om det er den øgede indkomst, de hyppigere lægebesøg eller noget tredje.
Kontanthjælp som mirakelkur?
Mere mad, fornuftige investeringer, mere skolegang og sundere børn. Alt det fra en bistandsform som er nem, gennemskuelig og billig at administrere. Er det for godt til at være sandt?
Måske.
I hvert fald er der endnu ingen grund til at tro at kontanthjælp alene er vejen frem, især ikke hvis det er egentlig udvikling, man ønsker.
Berk Özler som forsker i udviklingsøkonomi, ser kontanthjælpen som det bedste redskab vi har til social beskyttelse af de fattigste, men påpeger at det ikke nødvendigvis sætter gang i egentlig udvikling, ikke mindst fordi man risikerer at modtagerne ryger tilbage til udgangspunktet så snart støtten stopper.
Et studie af et kontanthjælpsprogram rettet mod teenagepiger i Malawi fandt at støtten på kort sigt havde stor effekt på bl.a. skolegang, giftemål, graviditet, og psykologisk velvære, men at ingen effekt kunne ses få år senere.
Et studie af et betinget kontanthjælpsprogram i Nicaragua svarende til det mexicanske, fandt til gengæld positiv effekt på indlæring, uddannelse og arbejdsmarkedsdeltagelse mange år efter programmet.
Chris Blatmann fra Columbia University, som gennem sin forskning har fundet positive effekter af kontanthjælp, fremhæver også, at man ikke skal misforstå forskningen. Budskabet er ikke at ”kontanthjælp er en mirakelkur”, men snarere at sådanne programmer ”formentlig er mindre elendige end de fleste andre ting vi gør”.
Social sikkerhed for billige penge
Myten om udviklingslandenes kontanthjælpsmodtagere som dovendyr, der bruger pengene på sprut og tobak holder altså ikke. Til gengæld giver øger hjælpen social sikkerhed, fremmer skolegang og øger brugen af sundhedsvæsenet.
Den er ofte mere simpel at administrere end mere komplekse udviklingsprogrammer, og giver modtagerne bedre valuta for pengene end andre former for programmer med samme formål som de såkaldte cash-for-work initiativer, der forsøger at skabe social sikring gennem ansættelse i lokale arbejdsintensive byggeprojekter.
Kontanthjælpsprogrammerne har altså en række fordele, men kan ikke stå alene, hvis der skal skubbes gang i vækst og udvikling.
Effekten på uddannelse og sundhed afhænger naturligvis også af kvaliteten af de eksisterende uddannelses og sundhedsydelser.
Det nytter ikke at gøre det obligatorisk at sende flere børn i skole hvis de intet lærer.
Kan man optimere programmerne så de skaber bedre grobund for egentlig udvikling?
Yderligere forskning er i gang og udviklingsorganisationerne bør spidse ører.
Nina Blöndal er selvstændig konsulent og har beskæftiget sig med udviklingsbistand siden 2004. Hun har læst phd-kurser i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet, har en MSc i Comparative Politics fra London School of Economics, en BA i Politics fra University of York, og et Postgraduate Certificate i Agricultural Economics fra Imperial College London.
