Det ulmer med gode madspildsforebyggende initiativer overalt i Danmark: fra landbruget til detailhandlen og derhjemme hos danskerne. Utallige journalister skriver om madspild og et voksende antal skoleelever laver skoleopgaver om madspild.
Dette kan bl.a. ses på Stop Spild Af Mad's undervisningskampagne StopMadspild.dk, hvor undervisningsmateriale siden 2013 er blevet downloadet og brugt af danske skoler over 4.900 gange, skriver forbrugerbevægelsen i en pressemeddelelse.
Stop Spild Af Mad er også med til at bringe Danmark på verdenskortet, og senest er organisationen blevet udvalgt til at deltage i Europa-Kommissionens nye vidensplatform om madspild, EU Platform on Food Losses and Food Waste, hvor Stop Spild Af Mad skal sidde til højbords med bl.a. FN.
Det giver også genlyd i både Danmark og i udlandet, at forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad i disse dage fylder 8 år. Senest har den britiske avis The Guardian samt den tyske tv-kanalDeutsche Welle udråbt Danmark til Europas ledende land indenfor kampen mod madspild.
Stor viden samlet et centralt sted
Kampen mod madspild har vokset sig så stor, at der er opstået et naturligt behov for at samle informationerne på området et centralt sted. Derfor lanceres nu et Nationalt Videncenter om Madspild, som er igangsat af Danmarks største frivillige organisation mod madspild, forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, med støtte fra Metro-Schrøder Fonden.
"Det bliver Nordens første initiativ af denne slags – og mange har i flere år efterspurgt et initiativ som dette. Derfor er det på tide at samle den efterhånden gigantiske mængde af viden et centralt sted for at skabe solid vidensdeling for borgere, skoleelever, journalister og andre madspildsinteresserede" fortæller Esther Kristensen, Miljø- og madspildskonsulent og Vidensansvarlig for Nationalt Videncenter om Madspild.
"Nationalt Videncenter om Madspild har til formål at oplyse om madspildets omfang, samt oplyse om tiltag, analyser, rapporter, organisationer og andre aktører i Danmark og i udlandet, som aktivt arbejder med både forebyggelse samt reduktion af madspild. Derved vil Nationalt Videncenter om Madspild bidrage med saglig oplysning og formidling af kvalificeret viden på området. Vi takker Metro-Schrøder Fonden for deres støtte, uden hvilken ville projektet ikke lykkedes," fortsætter hun.
Nationalt Videncenter om Madspild vil med tiden søsætte flere længerevarende projekter og initiativer, og det kan bliver nødvendigt med hjælp udefra, siger Esther Kristensen.
”Da der er utroligt meget viden at hente derude, opfordrer vi p.t. alle aktører i kampen mod madspild til at kontakte os og bidrage med mere viden til Nationalt Videncenter om Madspild, som vi vil kunne fremhæve på Videncenters hjemmeside www.madspild.dk"
Læs mere hos Nationalt Videncenter om Madspild