Sidste udkald for 2015 målene

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

For 12 år siden vedtog verden otte betydningsfulde mål for menneskelig udvikling. Det var FN’s internationale udviklingsmål, også kaldet 2015-målene.

Af Morten Emil Hansen, sekretariatsleder i Concord Danmark.

De otte mål adskiller sig afgørende fra tidligere internationale målsætninger, da de er både klare og tidsbestemte; fattigdom og sult skal halveres, og sygdomme, analfabetisme og diskrimination af kvinder skal bekæmpes inden år 2015. Derfor har målene på rekordtid sat en ny global dagsorden, som både rige og fattige lande følger.

Men selvom en række asiatiske og latinamerikanske lande ser ud til at være godt på vej, og Afrikas økonomiske udvikling har været imponerende siden midten af 1990’erne, vil det afrikanske kontinent som helhed ikke nå alle 2015-målene. Der vil derfor forsat være behov for globale udviklingsmål når timeglasset rinder ud i 2015.

Derfor mødes stats- og regeringsledere i FN til næste år for første gang for at diskutere hvad der skal erstatte 2015-målene, og der står meget på spil.

Selvom de sidste mange års erfaringer har vist, at vi rent faktisk kan øge fattige menneskers adgang til sundhed, uddannelse og rent vand, er det manglen på politisk og økonomisk vilje som er den største udfordring. Verdens rigeste lande er forsat meget langt fra målsætningen om at øge udviklingsbistand i 2015.

Mange civilsamfundsorganisationer er som udgangspunkt kritiske overfor 2015-målene, som ikke er ambitiøse nok. Målsætningen om at halvere den globale fattigdom og sult efterlader jo forsat den ”anden halvdel” tilbage, og ændrer slet ikke den globale ulighed, som er markant voksende i en række af de lande som oplever økonomisk vækst.

2015-målene er desuden alt for uforpligtigende og giver ingen sanktionsmuligheder, når de rige lande ikke efterleve målene. Opfyldelsen af 2015 Målene nås derfor ikke alene gennem fornyede løfter om udviklingsbistand. Det kræver klare og forpligtende resultater indenfor bl.a. handel, skattely og nye finansieringsmekanismer, hvis topmødet skal blive en succes til september. Efterfølgeren til 2015-målene må være mere omfattende, ambitiøs og må indeholde globale mål for alle lande.

Men på trods af de manglende fremskridt og den voksende kritik er det vigtigt at holde fast i udgangspunktet for 2015-målene, som er drømmen om en bedre verden. Vi er den første generation, som har chancen for at udrydde global fattigdom og nå de ambitiøse 2015 mål.

For blot 30 år siden var den globale velstand betydeligt mindre, og det ville have krævet langt over én procent af bruttonationalindkomsten at bekæmpe den globale fattigdom. Millioner af mennesker er i det sidste årti blevet løftet ud af fattigdom og antallet af skolesøgende børn og brugere af det lokale sundhedsvæsen er eksploderet.

En ny post-2015 dagsorden må derfor forsat levere ambitiøse og realiserbare planer med klare deadlines, som holder verdenssamfundet fast på, at vi kan ændre livet og hverdagen for over en milliard mennesker som lever for mindre end en dollar om dagen.

Bekæmpelsen af global fattigdom og ulighed er et fælles globalt anliggende, som kræver politisk handling – også efter 2015.