Ambassadør Birger Dan Nielsen, der netop er udpeget som Danmarks ambassadør i Bern i Schweiz, fylder 60 år onsdag d. 17. september.
Dan Nielsen, der har en lang diplomatisk karriere bag sig, blev cand.polit. i 1967 og kom umiddelbart efter ind i udenrigstjenesten, hvor han efter en årrække i Bruxelles blev udsendt til mange internationale forhandlinger om energi-, industri- og forskningspolitik.
I 1988 blev han ambassadør i Kuwait med ansvar for relationerne til en række arabiske lande. Han bevarede tilknytningen til international økonomi som generalsekretær for FNs konference om den industrielt-økologiske udvikling i Den 3. Verden, skriver Berlingske Tidende.
I september 2001 fik han på ny tilknytning til 3. Verdens-spørgsmål med udnævnelsen til chef for Udenrigsministeriets Miljøsekretariat – hvorfra turen nu går til Bern.