Kendt u-landsjournalist død kun 51 år

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den kendte danske u-landsjournalist, erfarne Tredje Verdens-reporter og mangeårige formand for u-landsjournalisternes forening, Nairobi-klubben, Jesper Jespersen, Valby, er død 51 år.

Han sov stille ind tirsdag aften i hjemmet i Valby med sin hustru, journalist Anne Dorte Schwarz-Nielsen, og parrets 2 sønner ved sin side.

Dødsfaldet skyldes længere tids uhelbredelig sygdom, som Jesper Jespersen håndterede med enestående åbenhed overfor sine nærmeste og kolleger og beskrev med en karskhed og realisme, der er de færreste forundt i en sådan situation.

Men retlinet, som han var, og dygtig, som han var til at grave oplysninger frem i en god sags tjeneste, ønskede han ikke at behandle sig selv anderledes og med mindre åbenhed.

Husmandssønnen fra den smukke Jeksen-dal ved Hørning syd for Århus indledte sin journalistiske løbebane i praktik på Horsens Folkeblad i 1974-75 og på Uge-Bladet for Skanderborg og Omegn 1976-77 ledsaget af et ophold på Journalisthøjskolen i Århus (1976).

Han kom til Aalborg Stiftstidende 1977-80, hvorefter han blev freelance-reporter i 1980-86, en stor del af perioden dog som redaktionschef på deltid på Lokalavisernes Nyhedsbureau i København. Samtidig fik den myreflittige mand tid til Områdestudiet for Afrika ved Københavns Universitet (1984-86).

Fra 1986 blev det til 3 år i Danidas Informationskontor, hvor Jesper Jespersen var manden, der opfandt og lancerede “Danida Nyt”, en i dag højt savnet publikation, som bragte alt – stort som småt – fra bistandens krambutik på streng faktuel basis.

Den journalistiske frihed udenfor de snærende organisationsbånd trak i ham og fra maj 1989 og til sin død drev han en omfattende freelance- og konsulentvirksomhed, der omfattede posten som dansk redaktør af det nordiske nyhedsbrev, “Development Today”, fra 1991.

Udover utalte artikler om forhold i udviklingslandene og en omfattende rejse- og reportagevirksomhed i Asien, Afrika og Latinamerika var Jesper Jespersen forfatter til skolebøger og andet undervisnings- og oplysningsmateriale om Danmark og u-landene.

Og blandt hans mange specialer var et spektakulært kendskab til bistanden og dens indviklede og ofte teknisk betonede finesser. Han var en af de relativt få journalister herhjemme, der forstod bistanden til bunds, og som med stor seriøsitet, bemærkelsesværdig grundighed og aldrig svigtende engagement kastede sig ud i at beskrive udviklingsdramaet.

Bedst havde han det vel, når han stod midt ude i det – i en landsby i Den 3. Verden og talte med dem, det hele drejede sig: De fattige mennesker, der så gerne skulle nyde godt af vores bistand.

Det var altid dem, han solidariserede sig med, og det prægede hans journalistik i usædvanlig grad. Også når han skrev for Danidas tidsskrift “Udvikling” (hvor undertegnede var redaktør). Det kunne aldrig blive godt nok. Et af de mest vellykkede eksempler var et særnummer af tidsskriftet om Kenya i november 1998, hvor Jesper Jespersen i artikel efter artikel skånselsløst rullede situationen i præsident Mois misregerede land op. Men samtidig fandt de lyspunkter – også i den danske bistand til de fattige ude på landet – som gav særnummeret de facetter, der skulle til.

Dansk udviklingsjournalistik har i Jesper Jespersen mistet en af sine absolut fremmeste repræsentanter, og han bliver svær at erstatte. Æret være hans minde.

Jesper Jespersen blev født den 23. juni 1952 og døde den 4. november 2003. Han bisættes fra Domkirken i København på lørdag den 8. november kl. 13.30.

Jesper Søe