Tidl. bilateral chef i Danida, Kristian Lund-Jensen, Mørkøv på Vestsjælland, fylder tirsdag den 17. februar 70 år.
“Kris” Lund-Jensen var 1991-95 ambassadør i Djakarta i Indonesien og derefter 4 år i Canberra inden han trak sig tilbage, skriver Berlingske Tidende tirsdag.
Han er agronom og har haft en del af sin karriere i landbrugsorganisationer som Andelsudvalget og Landbrugets Oplysnings- og Konferencevirksomhed. For FNs Arbejdsorganisation, ILO, har han været udsendt til Gambia Trinidad/Tobago og Caribien.
I 1976 kom han til Danida og endte efter en række kontorchefposter som leder for den bilaterale afdeling, der har ansvaret for de danske udviklingsprojekter og -programmer.
Inden afrejsen til ambassadørposten i Indonesien var Kris Lund-Jensen bl.a. censor ved Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter og medlem af bestyrelsen for Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene, IFU.
Siden 2000 har han været vicepræsident for Dansk Kirke i udlandet.