Morten Kjærum valgt til international toppos

Redaktionen

Direktør for Institut for Menneskerettigheder i København, Morten Kjærum, er valgt til præsident for De nationale Menneskerettigheds-institutioners Koordinationskomite, ICC.

I en tale til FNs Menneskerettigheds-kommissions 60. samling i Geneve glædede Morten Kjærum sig over, at 2003 bød på en styrkelse af nationale menneskerettighedsinstitutioner i hele verden.

Morten Kjærum er ekspert inden for international menneskerets- og flygtningelovgivning og har udgivet en lang række akademiske og generelle artikler om disse emner i danske, nordiske og internationale tidsskrifter.

Den 47-årige cand.jur. har et omfattende internationalt netværk som bl.a. er opbygget via hans medlemskab af en række lokale, regionale og internationale organisationer samt via sin deltagelse i menneskeretsmissioner til lande i hele verden. Siden 2002 har Morten Kjærum været medlem af FNs Komité til bekæmpelse af racediskrimination.

Som direktør for Institut for Menneskerettigheder siden 2003 er Morten Kjærum tillige medlem af direktionen for Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder, under hvilket Institut for Menneskerettigheder er en selvstændig enhed.

Kilde: www.humanrights.dk